Det vidunderligste
 
Drama for to skuespillere
 
AKT I

 
Paris 1894. Gabrielle Réjanes private øveværelse i hendes pariserlejlighed på Rue d’Antin. Indgangen er i det fjerne hjørne KS, i det modsatte hjørne DS er et stort vindue. På væggen efter vinduet, i DS, er et legemstort spejl. Helt i baggrunden er et chatol. Midt på scenen står et bord, og rundt om det, tre stole. Der er dækket op til kaffe i Meissen-porcelæn på bordet. Her står desuen en skål med hvide bønner. En bekvem lille parisersofa er placeret forrest på scenen KS, og tilsvarende, forrest i DS, et lille bord med roser i en vase.
 
RÉJANE går omkring i sin stue og order replikker fra Ibsens ”Et dukkehjem”.  Undervejs i replikken opdager hun en blomst der skal nippes. Hun fjerner blomsten og åbner et vindue for at kaste den ud. Hun lader vinduet stå på klem. En parisisk gadelarm trænger ind, bl.a. fjern musik fra et promenadeorkester i parken nedenfor.
 
RÉJANE:
”Det skulle du ikke ha gjort. Du skal ingenting forhindre. Det er dog i grunden en lykke, dette her, at gå og vente på det vidunderlige” (henkastet, idet hun sufflerer sig selv med Fru Lindes replik:) ”Hvad er det du venter på?” (Som Nora:) ”Åh, det kan ikke du forstå. Gå ind til dem; jeg kommer straks”.
 
Réjane markerer med en håndbevægelse, at Fru Linde går ud. Hun ser på et ur, der ikke er der (illuderer sit arrangement i stykket), og genoptager Noras replik:
 
RÉJANE:
”Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer til næste midnat. Så er tarantellaen forbi. Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.” (Hun sufflerer sig selv med Helmers replik, som hun lige tjekker i manuskriptet, der ligger fremme på kaffebordet:) ”Men hvor er den lille lærkefugl henne?” (Som Nora:) “Her er lærkefuglen!”
 
DØRKLOKKEN ringer. Réjane går ud for at lukke op.
 
RÉJANE (off)
Monsieur de Bang, præcis som altid.
 
BANG: (off)
Præcision er kongers dyd.
 
RÉJANE kommer ind igen, med BANG i hælene. Han er en sirlig lille mand med moustache, og han er meget propert klædt. Han er pudsigt livlig i sine bevægelser og tale, som om alt omkring ham interesserer og morer ham. Réjane holder hans frakke. Bang ser sig omkring.
 
BANG:
Her bor De dejligt, Madame.
 
RÉJANE:
Det er den lille stue, hvor jeg plejer at øve. Mit refugium.
 
Réjane går tilbage i entreen for at hænge Bangs frakke op. Bang fortsætter ind i stuen og ser sig om. Han får øje på en dukke i stolen ved vinduet.
 
BANG:
Men Deres datter kommer her også - ?
 
Réjane kommer ind igen og går lige til kaffebordet for at skænke kaffe.
 
RÉJANE:
Ja. Nej, det er ikke Germaines, det er min egen. Den har fulgt mig fra jeg var fire år. Det er min maskot. Kaffe?
 
BANG:
Åh ja, mange tak.
 
Réjane skænker kaffe op til Bang og sig selv.
 
RÉJANE:
Jeg har været dygtig i dag, og har fået teksten helt på plads. Jeg vil jo have, at De skal kunne være mig bekendt.
 
BANG:
Jamen, jeg er jo i forvejen Deres største beundrer, det ved De vel.
 
Réjane ignorerer komplimenten og rækker Bang manuskriptet som en ceremoniel gestus.
 
RÉJANE:
Sådan – værsgo. Nu har jeg ikke mere brug for det. Men vi er jo også kun få dage fra premieren.
 
BANG:
Javist. I dag er det søndag og vi har kostumeprøver mandag, tirsdag og onsdag, så generalprøve med publikum og så! … må det bære eller briste. Har De fået Deres karnevalskjole?
 
RÉJANE:
Den kommer i dag eller i morgen. Jacques Doucet har arbejdet døgnet rundt. Jeg har prøvet den, så det var bare de sidste justeringer, der manglede.
 
BANG:
Glimrende.
 
RÉJANE:
Sukker og fløde, Monsieur de Bang?
 
BANG:
Fløde, tak.
 
RÉJANE: (idet hun skænker fløde)
Monsieur de Bang – tror De, det brister?
 
BANG:
Bestemt ikke, nej. Publikum vil ligge for Deres fødder, hvor de i øvrigt allerede har ligget i en del år efterhånden.
 
RÉJANE:
(sukker og ser på Bang) Hvorfor tror jeg, at De ikke er tilfreds?
 
BANG:
Jamen, Madame, det er da fordi jeg har indkaldt Dem til ekstra prøve på en søndag –
 
RÉJANE:
Nå ja.
 
BANG:
Jeg er jo komplet ugudelig, som De nok har opdaget. Har De noget imod, at jeg tager lidt mere fløde? (imponeret, om porcelænet) Er dette ægte Meissen?
 
RÉJANE:
Værsågod. Ja, det er Meissen. Meget gammelt og fint, fra 1780, tror jeg. Porel købte det til mig, et helt sæt med 24 kopper. De synes ikke, at jeg er god nok?
 
BANG:
Jo, det gør jeg bestemt. De er La Réjane! De er overmåde god. De er født god nok. Det er en dejlig fløde.
 
RÉJANE:
Men, hvorfor så –
 
BANG:
- men De er ikke Nora. Ikke endnu. God nok er ikke godt nok. Ikke til Dem, Madame. Og jeg selv ville vel heller ikke være god nok, hvis jeg lod Dem gå på scenen med alle Deres skavanker.  
 
RÉJANE:
Pariserne elsker de skavanker.
 
Réjane går til vinduet for at lukke det.
 
BANG:
Jeg ved det, men vi må ikke forkæle dem. Hvor er Porel?
 
RÉJANE:
Han har taget børnene med ud til min mor.(bliver alvorlig i tonefaldet) De sagde jo, at De ikke havde brug for at øve Torvald med ham. (lille tænksom pause). Jeg har tænkt, Monsieur de Bang, at det måske var forkert af mig at ville spille Nora.
 
BANG:
Såh?
 
RÉJANE:
Det er et vidunderligt stykke, Monsieur Ibsen har skrevet, men måske er det ikke rigtigt i Paris, og måske er det heller ikke rigtigt for mig.
 
BANG:
Hvorfor skulle det ikke være rigtigt i Paris?
 
RÉJANE:
Der er så mange ting, man måske slet ikke kan få et fransk publikum til at tro på.
 
BANG:
Hvad kunne det vel være?
 
RÉJANE:
Jo, nu for eksempel i tredje akt, da Krogstads brev ligger i postkassen, og det er Nora livet om at gøre, at hendes mand ikke får det at se.
 
BANG:
Hun kan se brevet, men hun kan ikke få fingre i det. Hun prøver jo med en hårnål -
 
RÉJANE:
Ja, en hårnål! Skulle det nu fortælle os om hendes vilje til at få fat i brevet?
 
BANG:
Kan De ikke se, at det i sig selv er et pragtfuldt billede på kvindens afmagt? Hendes eneste våben imod katastrofen er en hårnål!
 
RÉJANE:
En fransk kvinde ville have sprængt den postkasse i stykker med dynamit for at få det brev!
 
BANG:
Men allerede de svage spor af hårnålen får jo vækket Torvalds mistanke! Hør, Madame, De skal opfatte den postkasse ganske anderledes. Det er ikke bare en dum metaltrådskurv med et brev, der afslører, at en skandinavisk borgerfrue engang i sin fortid har begået dokumentfalsk.
 
RÉJANE:
Er det ikke?
 
BANG:
Nej, gudbevares. Hvad ville Ibsen være værd, hvis han skrev sådan nogle historier? De skal tænke sådan om postkassen, at derinde ligger Deres dybeste hemmelighed. Det er Dem det samme, om brevet bliver derinde for altid, eller om de får fingre i det og kan ødelægge det. Det vigtigste for Dem, det allervigtigste i livet, er at ingen andre nogensinde
får det at læse. Og angsten for, at det skulle ske, er ved at drive Dem fra forstanden.
 
RÉJANE:
Men alle kan jo se, at der ligger et brev!
 
BANG:
Javist, men indholdet er der ingen, der kender. Detaljerne og de nøjagtige omstændigheder kender ingen. (lille pause) Har De selv sådan en hemmelighed, Madame? (nipper til kaffen med en skælmsk mine og afventer svaret)
 
RÉJANE:
(ser Bang an og svarer efter et øjebliks tøven)
Nej, det har jeg ikke, Monsieur de Bang. Alt i mit liv står at læse i de franske aviser. Selv det, der aldrig er sket. Sidste år, mens jeg stadig lå i fødselsveer med Jacques, bragte bladene allerede nyheden om min død.
 
BANG:
Virkelig?
 
RÉJANE:
Ja. Det kom de naturligvis til at dementere.
 
BANG:
En eller anden hemmelighed må De da have, som boulevardpressen ikke er kommet efter.
 
RÉJANE:
(med et listigt smil) Selv om jeg havde, så skal jeg jo tænke på, at De ikke kun er min instruktør, men også korrespondent for de skandinaviske aviser, Monsieur.
 
BANG:
Jamen, jeg fordrer da så sandelig ikke, at De skal betro mig den hemmelighed! Du godeste nej, det må De aldrig gøre! Jeg ville omgående skrive en novelle om den, hvis den var opsigtsvækkende nok.
 
RÉJANE:
Hvad er det da, jeg skal med den?
 
BANG:
De skal beholde den og tage den med Dem ind på scenen. Det er, hvad De skal. De skal vide, i Deres inderste hjerte, at hemmeligheden eksisterer. Ellers bliver det hele jo bare teater.
 
RÉJANE:
Ja, teater – ?
 
BANG:
Det skal være diskret! Nu skal jeg demonstrere, hvad jeg forstår ved forskellen på skuespil og boulevardkomedie. Hvis De tillader? Se her –
 
Bang tager sit cigaretetui op af inderlommen, åbner det diskret og kaster et blik ned i det. Han lukker med en uudgrundelig mine og lader etuiet falde tilbage i inderlommen. Réjane ser forventningsfuldt på ham.
 
BANG:
Se, det var skuespillet. En lille personlig detalje, en lille gestus, som måske lod Dem tilbage med en undren.
 
RÉJANE:
Ja. Jeg undrer mig over, hvor længe det stykke vil gå på Champs Elyseés.
 
BANG:
Ja, he he, meget vittigt, Madame. Det skal naturligvis sættes ind i en sammenhæng. Ser De, jeg lod folk ane, at jeg havde en situation. Men jeg trykkede det ikke op i næsen på dem, som i en boulevardkomedie, hvor det ville se sådan ud:
 
Bang tager igen cigaretetuiet op, med en overdreven demonstrativ mine, og tæller cigaretterne højt:
 
BANG:
En, to, tre, fire, fem …nå for Søren, ikke mere end fem! Jeg må snart have købt nogle flere! Vil De se? Kun fem! Nå, men så lægger jeg dem ned i lommen igen.
 
Bang lægger etuiet tilbage i inderlommen.
 
BANG:
Se, så fik jeg ribbet den lille situation for al dramatik, netop fordi jeg gjorde den alt, alt for klar.
 
RÉJANE:
Jeg forstår.
 
BANG:
Det samme gælder så for Nora – Ibsen giver os nok til at vi forstår hans historie. Men det store facit, den egentlige mening med det hele – den må De bringe ind i stykket, Madame. Ikke med nogen tilføjelser til teksten, naturligvis, Ibsen skal behandles, som havde han skrevet Det ny Testamente! Men ved Deres spil. Deres Nora. Og den Nora bliver kun Deres, Madame, hvis De bringer noget af Dem selv med på scenen. Deres egne cigaretter, så at sige, og De skal vide nøjagtig, hvor mange der er i etuiet, og hvilket mærke. Forstår De? De behøver ikke andet end at komme på som Dem selv som Nora, så er den der.
 
RÉJANE:
Lugné-Poe fortalte mig om Deres instruktion på Theatre L’Oeuvre, at det var sådanne ting, De sagde til skuespillerne. De må have tålmodighed, Monsieur de Bang, for det er så ganske nyt for mig.
 
BANG springer op fra stolen.
 
BANG:
Nej, nej, De forstår det godt. Det med diskretionen, Men se så her, Madame – ægtheden kommer netop af hemmeligheden. (springer op) Nu er jeg en skuespiller, der har fået besked på at komme ind og lede efter noget, fordi det står i manuskriptet.
 
BANG løber ud ad døren, og kommer straks ind igen, nu ’i spil’.
 
BANG:
Jeg er pragtfuldt bevidst om, at en masse mennesker ser på mig, selv om jeg skal forestille at være helt alene i stuen. Jeg kigger til højre og venstre, men uden at fiksere et eneste sted med et granskende blik. Jeg har slet ingen hemmelighed, og jeg ligner en idiot, ikke sandt?
 
RÉJANE:
Nu De selv siger det.
 
BANG:
Og så, uden egentlig at have set ordentlig efter noget som helst, men angst for, at illusionen ikke er gået igennem til mit publikum, løfter jeg hænderne i en opgivende gestus – ganske som Sarah Bernhardt.
 
RÉJANE:
Ha ha.
 
BANG:
Og derpå styrter jeg ud ad døren igen, med uforrettet sag.
 
BANG er fornøjet over at have fået Réjane til at le, så han giver den en ekstra drejning.
 
BANG:
He he. Måske, for lige helt at cementere min kunstneriske ruin, vender jeg mig en ekstra gang og laver en ’Sarah’ –
 
BANG vender sig med forstillet fortvivlelse malet i alle træk og hæver endnu en gang hænderne i en opgivende gestus. Réjane ler endnu mere. Bang går ud, men stikker straks efter hovedet ind ad døren igen.
 
 
 
BANG:
Og nu, Madame: som det bør være. Nu er jeg en mand – eller en kvinde – der virkelig leder efter noget, som er af afgørende betydning for mig.
 
BANG lukker døren, og lader der gå et par sekunder. Så kommer han ind, med en dybt alvorlig og koncentreret mine, helt uden at ænse Réjane, der følger ham med øjnene. Han går til en lille, rød bog, der er efterladt på det lille bord med roserne, løfter den, men ved, at det han leder efter, ikke er der. Han nipper endnu en rose i forbifarten, ganske som Réjane gjorde, inden han kom. Så vender han sig om, ser mod chatollet og tænker. Så går han målrettet derhen, og Réjane bliver pludselig ængstelig. Da Bang begynder at rode i skufferne, sidder Réjane på kanten af stolen. Bang tager en lille bunke breve fra en skuffe, og i et nu er Réjane oppe af stolen, på siden af Bang og tager brevene fra ham.
 
RÉJANE:
Monsieur de Bang – det er privat.
 
BANG:
Nå, der ramte jeg rigtigt!
 
Réjane lægger bogen i en skuffe i chatollet og lukker skuffen.
 
RÉJANE:
De er ganske forbløffende, de Bang. Der står ikke noget opsigtsvækkende, men De ved, hvordan man har det med at andre læser noget, der kun er skrevet for en selv, ikke?
 
BANG:
Jovist.
 
Réjane vender sig mod Bang og læner sig op ad chatollet, nærmest for at skærme for brevene i skuffen.
 
RÉJANE:
De er en stor skuespiller, de Bang. Har De selv optrådt?
 
BANG:
Åh ja, såmænd har jeg så. Endda i Ibsen. Jeg spillede Osvald i ”Gengangere”. Har De set det stykke?
 
RÉJANE:
Næ, jeg har kun hørt om det.
 
BANG:
Åh, men det er fortræffeligt. I centrum for det hele står Osvald Alving, som har arvet faderens syfilis – ganske som Dr. Rank i vores stykke – og hans mor, fru Alving, prøver at dække over sandheden, ligesom Nora gør det med sin hemmelighed. Men det skjulte vil frem, Madame, og stakkels Osvald ender som vanvittig.
 
RÉJANE:
Du godeste. Fik De gode anmeldelser?
 
BANG:
Ja, første gang. Da spillede vi i Helsingfors, i Finland. Under den første spilleprøve kom Octavia Sperati, der spillede fru Alving, rendende med et glas vand til mig, fordi hun troede, at jeg var blevet rigtig syg. He he. Jeg sagde: ”Nej, Madame – jeg er jo begyndt at spille!” Én anmelder, en Professor Neiglick, mente, at jeg havde gjort Osvald mere syg end Ibsen havde tænkt, men sagde til mig, at rollen dårligt kunne spilles mere overbevisende.
 
RÉJANE:
Til lykke.
 
BANG:
Ja, men ser De – professorens ros forledte mig til at blive endnu dristigere. Vi spillede så i Bergen, og der skete det på en gang vidunderlige og forfærdelige, at jeg blev ganske ét med rollen. Jeg var i tredje stadium af en mentalt invaliderende kønssygdom, det lover jeg Dem. Jeg havde godt bemærket, nærmest som i trance, at jeg ikke havde mit publikum med mig.
 
RÉJANE:
Åh nej -
 
BANG:
He he. De sad mere og mere uroligt dernede og brød sig ikke om det, jeg lavede. Men jeg måtte fortsætte, forstår De. Osvald ville spilles, han ville ud, og han tog helt magten fra mig. I slutningen af tredje akt, hvor Osvald vil tage en overdosis morfin, og fru Alving har taget kapslerne fra ham, der begyndte jeg at slå løs på stakkels Octavia Sperati med knyttede næver! Hun var ganske forfærdet.
 
RÉJANE: Ja, det vil jeg tro.
 
BANG:
Alle var af den opfattelse, at der var noget virkeligt galt fat med mig. Altså med mig – ikke rollen. Så snart tæppet var gået ned, begyndte publikum at hysse ad mig. Alle var enige – ikke en eneste dissent iblandt hysserne, sådan lød det. Det var utroligt ydmygende.
 
RÉJANE:
Grusomt!
 
BANG:
Siden den gang har jeg kun optrådt i meget beherskede rammer. Små, korte stykker, eller uddrag.
 
RÉJANE:
Men ser De, de Bang, det er netop en sådan fiasko jeg frygter! De vil have mig til at spille sandheden, siger De, men hvad nu hvis sandheden ikke gør sig på teatret – eller i Paris?
 
BANG:
Nej, det skal De ikke frygte, Madame – jeg var jo hysterisk, forstår De nok. Og De, De er jo et meget større skuespillertalent! De ved meget bedre end jeg dengang gjorde hvor langt man kan gå uden at overskride sømmelighedens grænser. Og desuden har Nora jo ikke syfilis.
 
RÉJANE:
Nej, det var aldrig gået i Paris.
 
BANG:
Men hvad fejler Nora så? Det må vi spørge os selv om. Kender De hende?
 
RÉJANE:
Ja, jeg –
 
BANG:
Nej, nu ikke flere ord! Vis mig Deres Nora, Madame - Prøv at komme ind ad døren som Nora.
 
Réjane rejser sig reflektorisk.
 
RÉJANE:
Men hvor?
 
BANG:
Døren er der.
 
RÉJANE:
Javist, men i hvilken scene?
 
BANG:
Det bestemmer De selv, Madame. Og så – så vil jeg gætte! Jeg vil sidde her og være Helmer eller Rank eller Krogstad eller Fru Linde, hvem De vil. Brug ikke de arrangementer, vi har aftalt  – gør det vanskeligt for mig.
 
Réjane går lydigt imod døren, men standser og vender sig.
 
RÉJANE:
Åh nej – kan De nu ikke bare instruere mig, Monsieur?
 
BANG:
Nej – nu skal vi lege. Vi har hele søndagen. Gå så ud med Dem og kom ind igen.
 
RÉJANE:
Hvor er publikum?
 
BANG:
(peger ud mod publikum)
Der.
 
Réjane går ud, og kommer øjeblikkeligt ind igen. Hun kommer først til syne med en bekymret mine, men ser så Bang, smiler påtaget og går hen til ham. Hun trækker en stol op og sætter sig ved siden af ham. Så standser hun i spillet.
 
RÉJANE:
Nå – hvor var vi så henne?
 
BANG:
Jeg var Helmer, var jeg ikke?
 
RÉJANE:
Næ.
 
BANG:
Så var jeg Fru Linde.
 
RÉJANE:
De var Dr. Rank. Jeg kom for at låne penge af Dem.
 
BANG:
Nå. Jamen, de penge havde De aldrig fået, hvis jeg var Dr. Rank. De skal jo lægge an på mig!
 
RÉJANE:
Hun lægger vel ikke ligefrem an på ham -
 
BANG: (voldsomt, vredt)
Nej, Madame, jeg må standse Dem allerede! Hvis vi skal arbejde frugtbart sammen, må De ikke distancere Dem selv, De må virkelig tænke på Dem selv som Nora! Jeg må bede Dem om at sige: Jeg lægger vel ikke an på ham -
 
RÉJANE:
Skal vi også narre os selv, nu, jeg mener, mens vi øver? De ved jo såvel som jeg, at jeg ikke er Nora –
 
BANG:
Hvis De vil være så sød at få mig til at glemme netop det. Fortsæt endelig. ”Jeg lægger vel ikke an på ham” – føj mig nu! fortsæt!
 
RÉJANE:
Nuvel, jeg lægger vel ikke an på ham.
 
BANG:
(meget forbavset) Nå! Hvad gør De så?
 
RÉJANE:
Jeg bruger ganske intuitivt min kvindelighed for at opnå mit mål.
 
BANG:
Tror De virkelig?
 
RÉJANE:
Tror jeg virkelig hvad?
 
BANG:
At det er rent intuitivt?
 
RÉJANE:
Ja, hvad ellers?
 
BANG:
Jeg tror det er ganske velovervejet og fuld af beregning. De hiver Deres silkestrømper frem og begynder at snakke med den stakkels, dødssyge mand om, hvor godt de passer!
 
RÉJANE:
Ja, det er det, jeg mener med at bruge min kvindelighed.
 
BANG:
De bruger Deres køn, Madame! De vil fordreje Dr. Ranks hoved med seksualitet!
 
RÉJANE:
Det er vel det samme.
 
BANG:
Nej. Slet ikke, nej. Ikke i Skandinavien. Det må De forstå. Deroppe nordpå, hvor Nora og Rank og Helmer og alle vi andre går pakket ind fra top til tå det meste af året, der virker en omtale af kvindeben i kødfarvede silkestrømper aldeles vulgært.
 
RÉJANE:
Hvordan i alverden skal jeg bære mig ad med at anskueliggøre det for et fransk publikum?
 
BANG:
Overdriv! De skal turde være vulgær, således som ingen i Skandinavien tør det nogensinde. Nu er jeg Rank – giv mig så en usigeligt vulgær Nora. Har De et par silkestrømper?
 
RÉJANE:
Ja -
 
BANG:
Hent Dem!
 
RÉJANE:
Jeg har dem på.
 
BANG:
Glimrende. Glimrende. Tag dem af – (Réjane stivner) - nej, vent! Behold dem på! Det er det, vi gør! De har dem allerede på under samtalen med Rank, eller endnu bedre: De har taget dem på til samtalen med Rank. Ja. Sådan er det!
 
RÉJANE:
De er en meget slet person, de Bang. Giv mig et stikord …
 
Bang går i spil som Dr. Rank. Han anlægger en meget forførende og lummer figur.
 
BANG (RANK):
Hvad er det?
 
RÉJANE (NORA).
(løfter med en koket mine skørtet op til anklerne)
Se her. Se!
 
BANG (RANK).
Silkestrømper!
 
RÉJANE gør sit bedste for at være lummer i sit tonefald.
 
RÉJANE (NORA).
Kødfarvede. Er ikke de dejlige? Ja, nu er her så mørkt, he he, men i morgen -. Nej, nej, nej; De får kun foden at se. Åh jo, De må såmænd godt se lidt mere.
 
BANG: (Som sig selv)
De bliver nødt til at løfte benet, Madame. Publikum skal jo også se det.
 
Réjane tøver et øjeblik.
 
 
RÉJANE: (Som sig selv)
Det bliver det rene Moulin Rouge …
 
Réjane smækker benet op.
 
 
BANG (RANK):
Hm -
 
RÉJANE (NORA):
Hvorfor ser De så kritisk ud? De klæder mig måske ikke?
 
BANG (RANK):
Det kan jeg umulig have nogen begrundet mening om.
 
RÉJANE (NORA):
Fy skam Dem. (giver ham en kærlig lille lussing) Den skal De have. (tager benene ned).
 
BANG (RANK):
Og hvad er det så for andre herligheder jeg skal få at se?
 
RÉJANE (NORA):
De får ikke lov at se mere; for De er uskikkelig. (Som sig selv) Her skriver Ibsen, at jeg skal jeg lægge strømperne væk, men De forlanger vel ikke, at jeg skal klæde mig af på scenen? (ængsteligt, da hun ser, at Bang faktisk overvejer) Gør De?
 
BANG: (Som sig selv)
Nej, det ville nok være at skære det for meget ud. Træk benene til Dem. Men bliv her!
 
RÉJANE: (Som sig selv)
Men jeg har jo en tur rundt i stuen, hvor jeg nynner frejdigt, husker De nok.
 
BANG: (Som sig selv)
Læn Dem i stedet tilbage i sofaen og nyn. Vær meget bevidst om, at jeg ser på Dem. Koket!
 
Réjane nynner koket, og lægger armen over sofaryggen, så hun åbner kroppen mod Bang.
 
BANG (RANK):
Når jeg sidder her sådan ganske fortroligt sammen med Dem, så begriber jeg ikke - nej, jeg fatter det ikke - hvad der skulle være blevet af mig hvis jeg aldrig var kommet her i huset.
 
RÉJANE (NORA):
(smiler). Jo jeg tror nok at De i grunden hygger Dem ganske godt hos os.
 
BANG (RANK):
(sagtere, ser hen for sig). Og så at skulle afsted fra det alt sammen -
 
RÉJANE (NORA):
Sniksnak; De skal ikke afsted.
 
BANG (RANK):
 - og ikke en gang kunne efterlade sig et fattigt takkens tegn; knapt nok et flygtigt savn -
 
RÉJANE (NORA):
Og hvis jeg nu bad Dem om -? Nej -
 
BANG (RANK):
Om hvad?
 
RÉJANE (NORA):
Om et stort bevis på Deres venskab –
 
BANG: (Som sig selv)
Nej, Madame – tættere! De har allerede etableret kropskontakt ved den lussing, De stak mig før. Nu skal De røre ved mig!
 
RÉJANE griber Bangs hånd.
 
BANG (RANK):
Ja, ja?
 
RÉJANE (NORA):
Nej, jeg mener, - om en umådelig stor tjeneste – (drejer hovedet væk)
 
BANG (RANK):
Ville De virkelig for én gangs skyld gøre mig så lykkelig? (som sig selv) Se på mig!
 
RÉJANE (NORA):
Åhr, De ved jo slet ikke hvad det er.
 
BANG: (Som sig selv)
Her, Madame! Læg en hånd på mit lår!
 
RÉJANE:
(standser i spillet)
Monsieur de Bang! Jeg har allerede vist ben! Nu vil De have mig til at befamle Deres ben. Skal hun opføre sig som en luder?
 
BANG:
Ja! Hvad er det, De vil opnå?
 
RÉJANE:
Jeg vil have penge af Rank.
 
BANG:
Og Deres midler er den tiltrækning, som De har på Rank, og som hele scenen handler om. Hun sælger erotik for penge, så luder, det er hun vel. Hele stykket handler om, hvordan vi prostituerer os for det, vi tror er kærligheden eller lykken eller dette udefinérbare, som Nora kalder ’Det vidunderligste’. De skal få at se, hvordan det hele går op.
 
RÉJANE:
Men så må Rank jo tro, at jeg vil i seng med ham!
 
BANG:
Det skal han tro! Læg - så - en hånd - på mit lår!
 
Réjane klasker sin hånd hårdt ned på Bangs lår.
 
BANG: (Som sig selv)
Av! (som RANK):
Nuvel; så sig det.
 
RÉJANE (NORA):
Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det er så urimelig meget, - både et råd og en hjælp og en tjeneste –
 
BANG læner sig tæt ind til Réjane på næste REP.
 
BANG (RANK):
Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg da ikke Deres fortrolighed?
 
RÉJANE (NORA):
Jo, det har De som ingen anden. Derfor vil jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank; der er noget som De må hjælpe mig at forhindre –
 
Réjane vil rejse sig midt i sin lange tale, da hun skal til at tale om Torvalds kærlighed til hende. Bang griber hendes arm og trækker hende voldsomt tilbage i den intime situation med Rank.
 
RÉJANE:
Ah! (som NORA):
De ved hvor inderlig, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik ville han betænke sig på at give sit liv for min skyld.
 
BANG (RANK):
(endnu tættere ind til hende).
Nora, - tror De da at han er den eneste -?
 
RÉJANE (NORA):
(med et let ryk). Som -?
 
BANG (RANK):
Som gladelig gav sit liv for Deres skyld. (til Réjane): Vent med at trække Dem væk!
 
RÉJANE (NORA): (tungt).
Ja så.
 
BANG (RANK):
Ja, Nora, nu ved De det. Og nu ved De også at til mig kan De betro Dem som til ingen anden.
 
RÉJANE (NORA):
Lad mig gå.
 
BANG slipper Réjane. Hun retter sig op i sofaen.
 
BANG (RANK):
Nora -
 
RÉJANE (NORA):
(råber ud). Helene, bring lampen ind. – (som sig selv, til Bang) Her skriver Ibsen, at jeg skal rejse mig og gå over til kakkelovnen.
 
BANG: (Som sig selv)
Selv en mester kan fejle. Bliv her og glem Ibsen.
 
RÉJANE: (Som sig selv)
Jeg troede han havde skrevet Det ny Testamente. (som NORA):
Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig stygt af Dem.
 
BANG (RANK):
At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt som nogen anden? Var det stygt?
 
RÉJANE (NORA):
Nej, men at De går hen og siger det. Det var jo slet ikke nødvendigt -
 
BANG (RANK):
Hvad mener De? Har De da vidst -? (som sig selv) Se, her er det så, at hun kommer ind med lampen. NU skal vi løsrive os fra den intime situation, ikke før. Så bliver det så dejligt lummert fordi det kommer til at ligne, hvad det er: en stjålen tete-a-tete, der afbrydes af stuepigen.
(RANK) Nora, - fru Helmer -, jeg spørger Dem, har De vidst noget?
 
RÉJANE (NORA):
Åhr, hvad ved jeg hvad jeg har vidst eller ikke vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem -. At De kunne være så klodset, doktor Rank! Nu var alting så godt.
 
BANG: (Som sig selv)
Se, det, De siger her, Madame, det er jo ret beset, at De var tilfreds med den teoretiske utroskab, så længe den var uudtalt. Nu er der kommet ord på, og det behager Dem ikke.
 
RÉJANE:
Naturligvis ikke – alt det pikante ved min lille menage-a-trois er jo ganske forduftet. Jeg siger det jo til ham, jeg kalder ham klodset. Det er det også.
 
BANG:
Men det er sandheden, Madame! Sandheden er klodset og upassende. Må jeg tage lidt mere fløde?
 
RÉJANE:
Endelig.
 
Bang rejser sig og går til flødekanden.
 
BANG:
Hvor er det smukt, det Meissen-porcelæn! Men ved De, hvad der også sker i denne scene? Det er min yndlingsscene, den bedste i hele stykket, vil jeg tro. Der sker det, at Noras drøm fra første akt går i opfyldelse. Kan De huske, hvad De siger til Fru Linde om en rig tilbeder?
 
RÉJANE:
Ja – (replikken:) ”Jeg sad og forestillede mig, at en gammel, rig herre var blevet forelsket i mig (indsætter jappende Fru Lindes respons: ”Hvad! Hvilken herre?”) – ”og at han nu var død, og da man åbnede hans testamente, stod der: ”Alle mine penge skal den dejlige Nora Helmer straks have udbetalt - kontant!”
 
BANG:
Og ser De ikke, at det er den drøm, som nu er ved at gå i opfyldelse! Oven i købet med Dr. Rank som den rige herre, der snart skal dø – Fru Linde mistænker endda, at det er ham – og nu, hvor det hele kunne blive sandt –
 
RÉJANE:
Ja, så vil jeg ikke alligevel. 
 
BANG:
Hvorfor ikke, tror De?
 
RÉJANE:
Hun … jamen, hun føler vel, at hun ikke kan trække veksler på Ranks venskab, nu, hvor hun ved, at det er mere end venskab.
 
BANG:
Men det vidste hun jo også før – det siger hun jo rent ud til ham.
 
RÉJANE:
Så fortæl De mig det, Monsieur de Bang. Sig mig, hvorfor hun opgiver at låne penge af ham.
 
BANG:
Fordi der er kommet ord på, føler hun, hvilken luder det ville gøre hende til. Hendes egen drøm om den rige tilbeder, som tog sig så smukt ud i hendes fantasi, bliver nu – alene ved at tage plads i virkeligheden – til noget smudsigt. Hun ser det pludseligt i dagslys, forstår De?
 
RÉJANE:
Ja, jeg forstår.
 
BANG: (ivrigt)
Godt. Det er hele realismens væsen, som Ibsen her skildrer! Egentlig burde stykket slet ikke spilles på en teaterscene, som er yngleplads for så mange illusioner. Vi burde trække publikum med ind i en stue, som var en del af virkeligheden! (ser sig om i Réjanes stue) En stue, hvor dagligdagens illusioner er vant til at færdes! Elsker De Deres mand?
 
RÉJANE:
Det er et ganske upassende spørgsmål at stille en gift kvinde med to børn.
 
BANG:
Vi er tilbage hos Ibsen, og jeg spørger Dem som Nora.
 
RÉJANE:
Nå.
 
BANG:
Elsker De Torvald?
 
RÉJANE:
Det tror jeg nok, at jeg gør.
 
BANG:
De tror? Hvordan elsker De ham?
 
RÉJANE:
Hvordan elsker jeg ham? Jamen, det er da vanskeligt at sætte ord på.
 
BANG:
Nå, er det det? Sig mig: er De forelsket i ham?
 
Réjane tænker sig om et øjeblik.
 
RÉJANE:
Det er jeg vel.
 
BANG:
”Det er jeg vel”?!
 
RÉJANE:
Jeg ved det ikke! Svar De mig, de Bang – hvor trækker De grænsen?
 
BANG:
Begærer De ham?
 
RÉJANE:
Gud, hvor er det svært ... Sproget er jo i virkeligheden så fattigt.
 
BANG:
Nej, sproget er såmænd rigt nok, vi er bare bange for at bruge det. Madame – det er blevet aften. Vi har været til julebal hos Stenborgs ovenpå, og der har De danset en forførende tarantel. Jeg er Torvald, og jeg er vild af begær efter Dem: (som TORVALD, lummer) ”Når jeg således er ude med dig i selskab, så leger jeg, at du er min hemmelige elskede, og at ingen aner at der er noget imellem os to!”
 
RÉJANE (som NORA):
Åh ja, ja, ja; jeg ved jo nok at alle dine tanker er hos mig.
 
BANG (som TORVALD):
Og når vi så skal gå, og jeg lægger sjalet om dine fine unge skuldre, - om denne vidunderlige nakkebøjning, - så forestiller jeg mig at du er min unge brud, at vi netop kommer fra vielsen, at jeg for første gang er alene med dig, - ganske alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Da jeg så dig jage og lokke i tarantellen, - mit blod kogte; jeg holdt det ikke længere ud; derfor var det jeg tog dig med mig ned så tidlig -
 
RÉJANE (som NORA):
Gå nu, Torvald! Du skal gå fra mig. Jeg vil ikke alt dette!
 
BANG (som HELMER):
Hvad skal det sige? Vil; vil? Er jeg ikke din mand -? (som sig selv, idet han vender Réjane imod sig selv) Hvad skal det sige, Madame?
 
RÉJANE:
Jamen, Herregud – hun er fuldstændig opkørt i den scene –
 
BANG:
”Jeg er fuldstændig opkørt – ”
 
RÉJANE:
JEG er fuldstændig opkørt, mine nerver er tyndslidte, brevet ligger stadig i postkassen! Hele min verden kan ramle sammen om ganske få øjeblikke!
 
BANG:
Det samme gælder Shakespeares Julie, Madame! Men hører man måske hende sige: ”Nej, Romeo, ikke i aften – min fætter er netop dræbt i duel, og det er forresten dig, der har gjort det – jeg er ikke lige i humør. Og jeg har også hovedpine”?
 
RÉJANE:
Ha ha – godt! De får Deres vilje. Jeg er ikke længere forelsket i Torvald. Jeg begærer ham ikke. Er De så glad?
 
 
 
 
BANG:
Nej, gu’ fa’en om jeg er glad! De giver op for let. Måske har De ret – De får en chance til for at elske Torvald. Lad os gå tilbage! Starten af stykket! Stå!
 
Bang løber ud mod hoveddøren. Réjane følger ham med øjnene. Da han er kommet ud, stikker han hovedet ind ad døren igen.
 
BANG:
Kvidr!
 
Réjane giver sig til at nynne og går lidt rundt om sig selv for at falde ind i scenen.
 
BANG (som HELMER, off):
Er det lærkefuglen som kvidrer der ude?
 
Réjane er et øjeblik forvirret – så falder hun ind i rollen som Nora.
 
RÉJANE (NORA):
Ja, det er det.
 
BANG (SOM HELMER): .
Er det egernet som rumsterer der?
 
RÉJANE (NORA):
Ja!
 
BANG (SOM HELMER):
Hvornår kom egernet hjem?
 
Réjane løber til en af skufferne i chatollet og hiver noget tøj op, som rekvisitter.
 
RÉJANE (NORA):
Lige nu. Kom her ud, Torvald, så skal du se hvad jeg har købt.
 
Bang kommer ind. Han gør sig vældig mandig til rollen som Helmer. Det bliver en kende karikeret, da det er i stærk modstrid med hans spinkle og feminine skikkelse.
 
BANG (SOM HELMER):
Ikke forstyrre! Købt, siger du? Alt det der? Har den lille spillefugl nu været ude og sætte penge over styr igen?
 
RÉJANE (NORA):
Ja men, Torvald, i år må vi da virkelig slå os lidt løs. Det er jo den første jul vi ikke behøver at spare.
 
BANG (SOM HELMER):
Å, ved du nu hvad, ødsle kan vi ikke. (som sig selv, sufflerer Réjane:) Madame, demonstrér nu Deres følelser for Torvald! Det er den bedste scene til det. Lad os sætte, at De endnu elsker og begærer ham! Deres nerver er ikke på højkant, og De har maven fuld af makroner.
 
Réjane går helt hen til Bang og piller lidt ved hans tøj under næste replik.
 
RÉJANE (NORA):
Jo, Torvald, lidt kan vi nok ødsle nu. Ikke sandt? Bare en lille bitte smule. Nu får du jo en stor gage og kommer til at tjene mange, mange penge.
 
BANG:
Mere, Madame, mere kærlig! (som HELMER): Ja, fra nytår; men så går der et helt kvartal før gagen forfalder.
 
RÉJANE (NORA):
Pyt; vi kan jo låne så længe.
 
BANG:
De har ikke overbevist mig om de store følelser, Madame!
 
RÉJANE:
Jeg har ikke fundet den store anledning i teksten indtil videre!
 
BANG:
Vil De påstå overfor mig, Madame, at kærligheden ikke gør opmærksom på sig selv på eet sekund? Har De virkelig aldrig bemærket, hvordan man på et øjeblik kan se, at et menneske er forelsket – ofte før vedkommende selv er helt klar over det?
 
RÉJANE:
Nuvel, Monsieur –
 
Réjane begynder at finde en mine og et spil frem –
 
BANG:
Jeg venter! Elsk mig så!
 
Réjane gør en kraftanstrengelse, men afbryder, før hun får sat ord på.
 
RÉJANE:
Undskyld, Monsieur de Bang, men det er for vanskeligt med Dem.
 
BANG:
Er det?
 
RÉJANE:
De må tilgive mig – men jeg har for lidt at spille imod. De minder mig slet ikke om Torvald.
 
 
BANG:
Beskriv Torvald, som De ser ham.
 
RÉJANE:
Han er et mandfolk.
 
Réjane fortryder ordene næsten før de er kommet ud.
 
BANG:
Og det er jeg ikke. Jeg gjorde mig ellers umage. Jeg prøvede at være en af mine bekendte, Peter Nansen, en journalist i København. Nansen er nok det største mandfolk, jeg kender. En rigtig pigernes Jens, som vi siger derhjemme.
 
RÉJANE:
Om forladelse, de Bang. Jeg mente ikke –
 
BANG:
Jo De gjorde, Madame, og De skal slet ikke bede om forladelse. Jeg kritiserede Deres spil, og De gav igen med at kritisere mit, som da sikkert også lader noget tilbage at ønske. Vil De give mig en chance til? Så vil jeg prøve at være Sophus Claussen, den danske digter, som boede hernede. Kender De ham?
 
RÉJANE:
Ja, men –
 
BANG:
Vær nu storsindet omkring dette her, Madame. Vi har jo endnu ikke publikum på. Se nu mig – lige et øjeblik, godt… (til sig selv:) Claussen, Claussen, Claussen …. Jo. Så er jeg klar.
 
Bang laver et par ændringer ved sin holdning og falder ind som Sophus Claussen – brovtende jovial. Under replikken bliver han desuden meget taktil og rører ved Réjane uafladeligt.
 
BANG (SOM HELMER):
Nora! Er nu letsindigheden på færde igen? Sæt nu jeg lånte tusind kroner i dag, og du satte dem over styr i juleugen, og jeg så nytårsaften fik en tagsten i hovedet og lå der.
 
RÉJANE (NORA):
Å, fy; tal ikke så stygt.
 
BANG (SOM HELMER):
Jo, sæt nu at sådan noget hændte, - hvad så?
 
RÉJANE (NORA):
Hvis der hændte noget så fælt, så kunne det være ganske det samme om jeg havde gæld eller ej.
 
BANG (SOM HELMER):
Nå, hvad så med de folk jeg havde lånt af?
 
RÉJANE (NORA):
Dem? Hvem bryder sig om dem! Det er jo fremmede.
 
BANG (SOM HELMER):
Nora, Nora, du er en kvinde! Nej, men alvorligt, Nora; du ved hvad jeg tænker om sådan noget. Ingen gæld! Aldrig låne! (som sig selv, falder ud af rollen som Claussen/Helmer) Nej, det går jo slet ikke, det her! Claussen ville aldrig tale om penge på den måde. Han satte hellere det hele over styr på en glad aften!
 
RÉJANE:
Og De minder heller ikke det mindste om Claussen!
 
BANG:
Næ, for han er også et rigtigt mandfolk, ikke?
 
RÉJANE:
Jo.
 
BANG:
Og hvad kan vi så lære af det? Vi skal være på scenen, hvad vi i virkeligheden er.
 
RÉJANE:
Det er vel nok kønt – De har lige fortalt mig, at Nora er en luder.
 
BANG:
Jeg har et glimrende eksperiment til os, Madame! Jeg spiller Nora, hvis De kan tage Torvalds replikker! Kan De huske dem?
 
RÉJANE:
Sådan nogenlunde, jeg har jo øvet dem med Porel, men ved De hvad – det forekommer mig, at vi spilder værdifuld prøvetid! Vi åbner på fredag!
 
BANG:
Lad nu mig om det! (trækker Réjane ud mod rampen, som om det skulle gøre den store forskel) Hør her: De kan alle replikkerne, Madame, de kan arrangementet – De mangler kun dette ene: Nora! Jeg tror det er lige meget hvor vi begynder, eller hvor vi finder hende, for i det sekund hun er der, så vil hun brede sig, denne Nora, til hele Deres spil. Som en pestbacille. På få sekunder! (trækker Réjane tilbage hvor hun stod) Føj mig nu i dette, Madame!
 
Réjane ser et øjeblik på Bang, som var han blevet helt vanvittig. Så giver hun sig alligevel i kast med rollen som Helmer. Det er naturligvis karikeret. Bangs Nora er en ganske overdrevet, men mistænkeligt god ingenue.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Så, så; nu skal sanglærken ikke hænge med vingerne. Hvad? Står egernet der og surmuler? (går hen til chatollet og åbner en skuffe) Nora; hvad tror du jeg har her?
 
BANG (NORA):
Penge!
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Se der. (rækker Bang nogle sedler) Herregud, jeg ved jo nok at der går en hel del til i et hus i juletiden.
 
BANG (NORA):
(tæller). Ti - tyve - tredive - fyrre. Å tak, tak, Torvald; det rækker langt.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Ja, det må det sandelig gøre.
 
BANG (NORA):
Ja, ja, det skal det nok. Men kom her, så skal jeg vise dig alt hvad jeg har købt. Og så billigt! Se, her er nye klæder til Ivar - og så en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob. Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det er nu så simpelt; men hun river det jo snart i stykker alligevel. Og her har jeg kjoletøj og tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulle nu have haft meget mer.
 
Bang har taget alt det tøj op af skuffen, som Réjane lagde parat som rekvisitter. Nu tager han det lille bundt breve, som Réjane blev urolig over, at han fandt før. Réjane bliver urolig igen, og Bang ser det.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Og hvad er der i den pakke der?
 
BANG (NORA):
Torvald, det får du ikke se før i aften!
 
RÉJANE:
Gi’ mig det, Nora!
 
Réjane løber efter Bang rundt om bordet. Hun får fat i brevene, men Bang holder fast.
 
BANG (som NORA, men improviseret)
Torvald! Torvald! Det er din julegave! Gi’ slip!
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Nå så. Men sig mig nu, du lille ødeland, hvad har du nu tænkt på til dig selv?
 
Det lykkes Réjane at vriste brevene fra Bang.
 
BANG (NORA):
Å pyt; til mig? Jeg bryder mig slet ikke om noget.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Jo vist gør du så. Sig mig nu noget rimeligt, som du kunne have lyst til.
 
BANG (NORA):
Nej, jeg ved virkelig ikke. Jo hør, Torvald.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Nå?
 
BANG (NORA):
(famler ved Réjanes tøj, uden at se på hende). Hvis du vil give mig noget, så kunne du jo -; du kunne -
 
RÉJANE (SOM HELMER): .
Nå, nå; ud med det.
 
BANG:
De kunne fortælle mig, hvad det er for breve; madame!
 
Réjane tager hurtigt bundet med breve fra Bang og lægger dem tilbage i skuffen.
 
RÉJANE: (Bliver dygtigt i rollen som Helmer). Nej, nu skal lærkefuglen ikke krybe udenom!
 
BANG:
Du kunne give mig penge, Torvald!
 
RÉJANE:
 - det var bedre -
 
BANG:
Bare så meget som du synes du kan afse; så skal jeg købe noget for dem en af dagene.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Nej, men, Nora -
 
BANG (NORA):
Å jo, gør det, kære Torvald; jeg beder dig så meget om det. Så skulle jeg hænge pengene i et smukt guldpapirsomslag på juletræet. Ville ikke det være morsomt? Ha haa…
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Det kan ikke nægtes, at Spillefuglen er sød; men den bruger svært mange penge. Det er utrolig hvor kostbart det er for en mand at holde en spillefugl.
 
BANG (NORA):
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg sparer dog virkelig alt hvad jeg kan.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
(ler). Ja, det var et sandt ord. Alt hvad du kan. Men du kan slet ikke!
 
BANG (NORA): (nynner og smiler stille fornøjet). Hm, du skulle bare vide hvor mange udgifter vi lærker og egern har, Torvald.
 
RÉJANE (SOM HELMER):
Du er en besynderlig lille en. (Réjane tilbageholder en latter her) Nå, man må ta’ dig som du er. Det ligger i blodet. Jo, jo, jo, sådan noget er arveligt, Nora.
 
BANG (NORA):
Ak, jeg ville ønske jeg havde arvet mange af fars egenskaber.
 
Réjane bryder sammen i latter. Bang sagde den sidste replik med sådan et eftertryk, at det blev tydeligt, at han ikke har arvet en eneste af sin fars egenskaber, og da slet ikke hans seksuelle observans. Bang ler med.
 
BANG:
Ha ha. Var det nu ikke morsomt?
 
RÉJANE:
Det var helt guddommeligt, Monsieur de Bang! ”Ak, jeg ville ønske jeg havde arvet mange af fars egenskaber” Ha ha ha.
 
BANG:
Dette må være, hvad enhver mand frygter: at kvinden, han er sammen med, falder om af grin, når han prøver at charmere.
 
RÉJANE:
Jeg beklager, Monsieur. Ha ha.
 
BANG:
Men sig mig, nu hvor De har trukket så store veksler på min mandlige æresfølelse – svar mig nu ærligt: Hvem havde De i tankerne, da De spillede Helmer så overbevisende?
 
RÉJANE:
Ha ha. Jeg var da Porel. Kunne De ikke se det?
 
BANG:
Jo. Men det var godt lige at få på plads.
 
RÉJANE:
(på vagt)
Og hvad udleder De så af det?
 
BANG:
Jeg udleder intet. Det behøver jeg ikke. Det er jo trods alt ikke mig, der skal stå på scenen som Nora. Men – fortæl mig om Dem og Porel.
 
RÉJANE:
Skal jeg fortælle Dem om mig selv og Porel?
 
BANG:
Ja.
 
RÉJANE:
Alle kender da Porel. Han er jo teatret i Paris. Han skabte Odéon helt fra grunden, og overtog så Theatre de Vaudeville –
 
BANG:
Ja, alt det ved jeg, men manden selv, hans baggrund. Tal.
 
RÉJANE:
Er De nu ved at skrive en artikel, Monsieur de Bang?
 
BANG:
Nej, nej – nu er jeg kun Deres instruktør, Madame. Det er vigtigt, hvad De siger, ikke hvad jeg hører. Men se – kender De udtrykket ”sub rosae”?
 
RÉJANE:
Næ.
 
BANG:
Det betyder ’under roser’, og alt, hvad der tales under roser, det siges i allerstørste fortrolighed. Der ligger et slot hjemme i København, hvor der er malet roser i loftet, og intet, der er sagt derinde, må slippe ud. Og, Madame – der har De roser! (peger på roserne i vasen). Kom med herover!
 
Bang trækker Réjane med over til bordet, og de sætter sig på gulvet foran.
 
BANG:
Så – så er vi ’sub rosae’. Nu kan De tale frit.
 
RÉJANE:
Jamen, så - Porel kommer fra en frygtelig fattig familie. Han kom til byen for at søge lykken, da han var atten. Han fik arbejde hos en boghandler – Porel har altid været glad for litteratur – og da han ikke tjente nok til et sted at bo, ikke engang et kammer, fik han lov at sove i lagerrummet, mellem alle de opmagasinerede bøger. Det har altid forekommet mig så ganske rigtigt – Porel der ligger og sover imellem en masse, masse bøger.
 
BANG:
Kendte De ham dengang?
 
RÉJANE:
Nej, bevares nej, jeg har kun kendt Porel i otte år. Han var forlængst en stor og indflydelsesrig mand i fransk teater, da jeg traf ham. Hans hustru var død og der var ingen børn i hans første ægteskab.
 
BANG:
Og De forelskede Dem i ham?
 
RÉJANE:
Ja … og nej, måske var det ikke en rigtig forelskelse. Men det virkede så rigtigt.
 
BANG:
Det virkede så rigtigt?
 
RÉJANE:
Porel og jeg ligner hinanden på så mange måder, og på andre områder havde han den erfaring og det overblik, som jeg manglede. Jeg var for alvor ved at blive til noget på det tidspunkt, min karriere havde taget fart, og kunne tage så mange retninger. Porel styrede mig den rette vej, mod de mere seriøse roller. Det var hans idé, at jeg skulle spille ”Germinie Lacerteux”.
 
BANG:
Ja, det var et gedigent gennembrud.
 
RÉJANE:
Det var meget rigtigt set af Porel. Jeg havde såmænd lige så gerne danset cancan og spillet i en af Monsieur Offenbachs operetter. Det var Porel, der sendte mig hen til Jacques Doucet. Også på det område har Porel en uforlignelig smag, og han ved, at for pariserne er kostumet det halve af fornøjelsen. Han har såmænd også sendt mig til en koreograf i anledning af dette stykke.
 
BANG:
En koreograf til Et dukkehjem? Åh ja – tarantellen. Men den skal De jo netop ikke danse godt nok. Torvald retter Dem jo hele tiden.
 
RÉJANE:
Ja, det gør Porel også! Han mener, at jeg under alle omstændigheder bør vide, hvordan det skal gøres.
 
BANG:
De fortæller godt, Madame. Fortæl om Dem selv. Deres barndom. Vent! Jeg ser … et stort palæ ud til Seinen, hvor den lille Gabrielle får klavertimer og går rundt om spisebordet med en bog på hovedet.
 
RÉJANE:
Så ser De galt, Monsieur de Bang, og det ved De meget godt. Jeg blev født i Rue de la Douane, Rive Gauche, De ved, den forkerte side af Seinen. Min mor passede baren i Theatre Ambigu, far rev billetter af ved indgangen og viste folk på plads. Jeg fik lov at gå ind og se stykkerne, oppe fra galleriet, eller ude fra kulissen, hvis jeg lovede ikke at stå i vejen, når aktørerne skulle ud og ind, og så bagefter gik jeg ned og fortalte min mor hele handlingen. Jeg faldt i søvn under baren hver aften til lyden af kasseapparatet, der ringede på disken over mig. Sammen med Jeanne derovre (peger på dukken) – hun har navn efter Madame Essler, som jeg beundrede. En stor skuespillerinde. Jeg efterlignede hendes måde at tale på, og så spurgte jeg mor, om jeg lød ligesom hende. Ser De, dengang drømte jeg om at være netop, hvad jeg er i dag. Så, Monsieur de Bang – den lille Gabrielle Reju fra fattigkvarteret ved Saint Martin har ikke gjort det så slet endda. Selv min mor er tilfreds – og hun ville ellers have, at jeg skulle være lærerinde. ”50 franc om måneden” sagde hun altid, ”50 franc og fri bolig, Gabrielle – det kimser man ikke ad!” Og her sidder jeg på Avenue d’Antin med udsigt til Tuillerierne og Meissen-porcelæn på kaffebordet.
 
BANG:
Og ’det vidunderligste,’ som Nora taler om i vores stykke – har De fundet det, Madame?
 
RÉJANE:
Jeg ved det ikke, Monsieur. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror, at drømmen om det vidunderligste er en luksus, man ikke kan tillade sig, når man kommer fra den venstre Seinebred. Det vil måske lyde vulgært for en mand med Deres baggrund, men jeg har succes, og jeg har tryghed - det er i grunden vidunderligt nok for mig. Jeg lader gerne Porel hundse og regere med mig, for jeg stoler på hans domme. Men at jeg skulle spille Ibsens Nora – det var min idé. Lige fra starten. Og nu fortæller De mig, Monsieur de Bang, hvordan De kom ind i teatret. Noget for noget!
 
BANG:
Jamen, jeg fortæller da altid gerne om mig selv. Jeg gik dengang på et Akademi hjemme i Danmark, et sted der hedder Sorø –
 
RÉJANE:
Sorø. En meget fin skole, formoder jeg, hvor kun adelens børn går?
 
BANG:
Ja, sådan noget. Og Rektor kom en dag og meddelte os, at selveste Ludvig Phister – ja, det var så en meget berømt skuespiller ved Det kongelige Teater i København, Danmarks svar på, ja måske Lemaitre –
 
RÉJANE:
Ah, ja.
 
BANG:
Men altså, Rektor fortalte os, at selveste Phister ville gæste Sorø med vor berømteste komedie, et stykke, der hedder ”Jeppe på bjerget”. Det er i virkeligheden ikke andet end begyndelsen af Shakespeares ”Trold kan tæmmes”, men i Danmark har den gjort lykke i århundreder. Nå, men Rektor meddelte os, at der skulle være komedie på akademiet, og han sagde det med et tonefald, som havde han noget stygt i munden – men hans øjne strålede. Og vi studenter – vi skulle spille med!
 
RÉJANE:
En mand af Lemaitres status ville spille med studenter? Det var dog en besynderlig tradition!
 
BANG:
Jamen, det var heller ingen tradition – uden denne ene gang. Nåmen, den store Phister kom, og han instruerede os alle sammen som var vi et regiment soldater, med arrangementer og pauser og det hele. Han var skrap, kan De tro, meget skrappere end jeg.
 
RÉJANE:
Er det muligt?
 
BANG:
Ja. Men så oprandt premieren, og den store skuespiller var den mest nervøse af os alle sammen. Han var ganske enkelt ved at gå til af sceneskræk. I den sidste akt, der skulle jeg så træde op som en af flere dommere, der tager den stakkels bonde Jeppe i forhør. Han er blevet ophøjet fra sine fattige kår, siden nedstyrtet igen og stillet for retten, men alt dette er egentlig uvæsentlig for min historie. Der står Phister som Jeppe – og går i stå! Jeg så det fra min plads bag dommerskranken. Lyset gik ud i den store mands øjne, han blev som en tom skal af en skuespiller, der stod og lirede sine replikker af. Og så! Begyndte han at gentage replikker, der allerede var faldet!
 
RÉJANE:
Oh, rædsel!
 
BANG:
Vi blev et øjeblik grebet af panik deroppe på scenen, stykket var jo langt nok i forvejen, uden at hovedaktøren skulle bladre os flere sider tilbage -  men så fattede jeg mig – noget måtte jo gøres – og jeg hamrede hånden i skranken og råbte den store skuespiller lige i ansigtet: ”Det har du alt sagt, din Himmelhund!”
 
RÉJANE:
Himmelhund?!
 
 
 
BANG:
Jeg blev i rollen, forstår De, og prøvede at lægge mig stykkets gammeldags diktion efter.
 
RÉJANE:
Pragtfuldt!
 
BANG:
Ja, tænk, at jeg turde! Men Phister, han vågnede igen op til dåd og faldt ind i sin rolle. Og ved fremkaldelsen tog han mig i hånden og hev mig ud på scenen, og bagefter trak han mig til side og sagde, at jeg måtte glemme alt andet og gøre karriere ved teatret, for det var jeg født til.
 
RÉJANE:
Jamen, de Bang – også det kom De let til!
 
BANG:
Hvad mener De? Også det? Hvad andet er jeg kommet let til?
 
RÉJANE:
Ja, så er der jo Deres adel, og Deres formue, som De har arvet.
 
BANG:
Nåja, den – jo, naturligvis. Men nu tilbage til det vidunderligste. Det er altså ikke Porel?
 
RÉJANE:
Porel er vel en del af det, men ikke det hele. De lægger mig jo ordene i munden! Kan De lade være med det! Det vidunderligste – jamen, det kan enhver jo komme og sige.
 
Réjane rejser sig og bevæger sig mod bordet.
 
BANG:
Åh, men det er meget vigtigt, at vi finder ud af, hvad det er! Lad os tage fat på et mere overkommeligt plan. ’Frisson’?
 
RÉJANE:
Ah - det var det ord, Victor Hugo brugte om Baudelaires poesi. Le Nouveau Frisson - ’Som at ryge en dyr cigar ovenpå en krudttønde’.
 
Bang rejser sig og går til sofaen.
 
BANG:
Netop, ja – henrykkelsen blandet med risikoen. Det forbudte, det nye, det frække – frisson!
 
RÉJANE:
De vil partout have, at det vidunderligste skal være noget erotisk!
 
BANG:
Vil jeg det?
 
RÉJANE:
Ja, De vil, men ved De hvad? Jeg finder, at man for det meste lægger al for stor vægt på det aspekt af livet, og jeg kan ikke se, hvordan vi nogensinde skal få et fornuftigt forhold til seksualiteten, hvis vi lader os forlede af litteraturen til at tro, at ethvert elskovsmøde skal være lige dele frisson, det vidunderligste og Champs Elysees på Bastilledagen. Sådan er erotikken jo bare én eneste gang i livet, hvis man er heldig! For det meste er det kun noget kedsommeligt gnubberi!
 
BANG: (chokeret)
Og det skal man høre fra Dem, Madame! De, som står for Pariserne som erotikkens ukronede dronning! Alle mænd i Paris vil have Dem, og alle kvinder vil være som De!
 
RÉJANE:
Det tror de måske. Men de kender mig jo ikke. Ikke rigtigt.
 
BANG:
De vil forfærdelig gerne kende Dem, Madame – tænk på, hvor meget, der skrives om Dem i bladene!
 
RÉJANE:
De skriver selv for bladene, Monsieur de Bang. Jeg behøver vel ikke fortælle Dem, at det er løgn, det meste af det?
 
BANG:
Løgn og løgn – det er sandheden med … lidt pudder og læbestift.
 
RÉJANE:
(lakonisk)
Nu skal jeg fortælle Dem noget. Jeg kører undertiden en tur ned ad Champs Elysees i min vogn med de to hvide muldyr, jeg fik foræret af Kongen af Portugal. Og når jeg møder præsidenten, så løfter han sin hat. Vil De tænke Dem – republikkens præsident løfter sin hat for lille Gabrielle Reju fra Rive Gauche!
 
BANG:
Det er jo som et eventyr!
 
RÉJANE:
Ja, det kan De have lov at mene. Men min kusk fortæller mig, at præsidenten også løfter hatten, når min vogn er tom. Så vi må jo formode, at det er muldyrene, han hilser på!
 
BANG:
Ha ha.
 
RÉJANE:
Og dette, Monsieur, er mit liv. Det er La Réjane: en tom vogn, der ruller forbi. Om den lille Gabrielle Reju sidder derinde eller ej, det er ganske underordnet.
 
BANG:
Hvad er det egentlig, De fortæller mig, Madame? At De allerede har opnået det vidunderligste, og at De er træt af det?
 
RÉJANE:
Nej, nej, jeg er ikke træt af det, men livet har bare lært mig, Monsieur, at det vidunderligste er mest vidunderligt før man får det. Drømmen om det, jagten på det – der lever vi!
 
BANG:
Og bagefter – mindet om det?
 
RÉJANE:
Ja måske, jeg ved det ikke.
 
BANG (som TORVALD):
Hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?
 
Réjane tøver et øjeblik, men om det er for at finde tekststedet, eller i alarm over Bangs pludselige skift er ikke til at sige.
 
RÉJANE (som NORA):
Nej, det har jeg aldrig været. Jeg troede jeg var det; men jeg har aldrig været det.
 
BANG (som TORVALD):
Ikke - ikke lykkelig!
 
RÉJANE (som NORA):
Nej; bare lystig. Og du har altid vært så sød imod mig. Men vores hjem har ikke vært andet end en legestue. Her har jeg være din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var papas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes det var fornøjeligt når du legede med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt når jeg legede med dem. Det har været vores ægteskab, Torvald.
 
BANG (som TORVALD):
Det er noget sandt i det du siger, - så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det blive anderledes. Legens tid er forbi; nu kommer opdragelsens.
 
RÉJANE (som NORA):
Hvis opdragelse? Min eller børnenes?
 
BANG (som TORVALD):
Både din og børnenes, min elskede Nora.
 
RÉJANE (som NORA):
Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage mig.
 
BANG (som TORVALD):
Og det siger du?
 
RÉJANE (som NORA):
Og jeg, - hvorledes er jeg forberedt til at opdrage børnene? Sagde du det ikke selv for en stund siden, - den opgave turde du ikke betro mig.
 
BANG (som TORVALD):
I et ophidset øjeblik! Jeg mente det jo ikke!
 
RÉJANE (som NORA):
Jo; det var meget rigtigt sagt af dig. Jeg magter ikke den opgave. Der er en anden opgave som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.
 
BANG (som TORVALD):
Hvad var det du sagde?
 
RÉJANE (som NORA):
Jeg må stå ganske alene hvis jeg skal få rede på mig selv og på alle ting udenfor. Derfor kan jeg ikke blive hos dig længere.
 
BANG (som TORVALD):
Du er afsindig! Du får ikke lov! Jeg forbyder dig det!
 
RÉJANE:
De springer!
 
BANG:
Og De springer med!
 
RÉJANE (som NORA):
Det kan ikke nytte at forbyde mig noget mere. Jeg tager med mig hvad der tilhører mig selv. (går til dukken og samler den op) Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu eller senere.
 
BANG (som TORVALD):
Hvilket vanvid er dog dette!
 
RÉJANE (som NORA):
I morgen rejser jeg hjem, - jeg mener, til mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig at komme ind i et eller andet.
 
 
BANG (som TORVALD):
Hvilket vanvid er dog dette!
 
RÉJANE:
(slår hånden ned i bordet og siger, med et triumferende smil)
Det har du alt sagt, din himmelhund!
 
BANG:
Ha ha.
 
RÉJANE:
Ha ha ha.
 
BANG:
Madame – det var vidunderligt!
 
RÉJANE: (glad)
De er tilfreds?
 
BANG:
Ovenud. Verdenshistorien vil dreje på sine hængsler, når Nora går om et øjeblik og smækker med døren. Det er en formidabel scene. Den bedste i hele stykket, tror jeg.
 
RÉJANE:
Det sagde De også om scenen med Rank. Men Monsieur - var jeg Nora? Det sagde De jo, at De ville have.
 
BANG:
Så svar mig: hvad er det vidunderligste, som hun går ud for at finde?
 
RÉJANE:
Uh, det spørgsmål igen! Jeg ved det ikke.
 
BANG:
Går hun, fordi hun er vred på Torvald?
 
RÉJANE:
Øh … skuffet. Hun er skuffet.
 
BANG:
Hader hun ham?
 
RÉJANE:
Måske lidt?
 
BANG:
Kommer hun tilbage?
 
 
RÉJANE:
Jeg ved det ikke, Monsieur.
 
BANG:
Hvis hun hader ham, så kommer hun efter al sandsynlighed tilbage, for så er hun slet ikke færdig med ham. Det modsatte af kærlighed er ikke had.
 
RÉJANE:
Ikke det?
 
BANG:
Nej, det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Det er en tomhed, som kun kan fyldes af det vidunderligste, når først skaden er sket.
 
RÉJANE:
(med bitter ironi)
Jamen, så lad os telegrafere til Monsieur Ibsen og spørge ham, hvad det vidunderligste er.
 
BANG:
Det ville være snyd –
 
RÉJANE:
Ak.
 
BANG:
- og forresten er det fuldstændig ligegyldigt, hvad Ibsen tror det er! De skal vide det.
 
RÉJANE:
Jeg er træt, Monsieur.
 
Bang går til vinduet og ser ud. Bang åbner vinduet og fjerne lyde fra Paris trænger ind i stuen. Et promenadeorkester spiller en vemodig melodi.
 
 
BANG:
Så tag noget kaffe. (med et utrætteligt docerende tonefald) ”Det vidunderligste” – hm. Jeg kan få øje på mindst halvtreds mennesker dernede på Rue d’Antin og videre ud på Champs Elysées, og hver af dem har en forskellig, og givetvis aldeles uafklaret opfattelse af det vidunderligste. Vi skal sørge for at gøre det så tydeligt, at hver enkelt iblandt publikum forstår, hvad det er Nora søger, men samtidig så diffust, at det også kan være det vidunderligste netop for dem. Det, at ramme præcist, selv om man skyder med spredhagl, det er selve kunstens inderste væsen.
 
Réjane bæller kaffe ved bordet.
 
RÉJANE:
Det er smukt, de Bang.
 
BANG:
Jeg skal betro Dem en hemmelighed, men De må love mig aldrig at sige det til nogen.
 
RÉJANE:
På ære. Nej vent –
 
Réjane går over ved roserne og sætter sig, lidt træt og modløs.
 
RÉJANE:
Så – nu er jeg klar. Hvad er det så?
 
BANG:
Jeg er slet ikke lyriker!
 
RÉJANE:
(uden ægte interesse)
Nå, for pokker.
 
BANG:
Nej. Jeg sidder ganske vist undertiden og hulker noget underligt halvprosa ud, med omvendte ordstillinger og slet ingen rim, nærmest som en slags terapi for mig selv. Det hjælper også, men lyrik, det er det knageme ikke. Det blev mig ganske klart ved mødet med Claussen. Vi sad nede på café Riche, da han reciterede det digt for mig, og selv om han rimede så smukt, så gled hans digt ind i samtalen, ganske naturligt, som om daktyler var hans modersmål! Ser De, jeg skriver prosa og kalder det lyrik, men Claussen, han skriver poesi, der lyder besnærende som prosa, og den evne, Madame – den kan ikke fås på apoteket!
 
Réjane har lænet sig op ad bordet med lukkede øjne.
 
RÉJANE:
Hmmm.
 
BANG:
Vi skal spille teater, som Claussen digter. (ser ud af vinduet igen) 
Nu er Claussen taget afsted til Italien, ved De nok. Åh, hvor jeg savner ham. Han var en kammerat. Han sagde til mig, en aften nede i Procopes kælder – kender De Procopes kælder?
 
RÉJANE:
(stadig med lukkede øjne)
Ja, da – det er der, hvor Verlaine og alle symbolisterne holder til.
 
BANG:
Ja, der er fri entré, billigt øl og ingen plads, så der holder symbolisterne naturligvis til. Og dernede, på et tidspunkt hvor alt gik mig imod, da sagde Claussen til mig: ”Bang - Jeg skal forsvare Dem engang”.
 
Bang ser på Réjane efter virkningen af sine ord. Réjane åbner øjnene. Hun har døset lidt, men vågner op ved Bangs ord om, at Claussen vil forsvare ham.
 
BANG:
I et digt. Tænk, at blive forsvaret i et digt af Claussen. Det ville da være noget. Jeg vil håbe han husker det.
 
RÉJANE:
Hvad – hvem skulle han forsvare Dem imod, Monsieur de Bang? Er der nogen, der er ude efter Dem?
 
BANG:
Åh, alle – mange, i hvert fald, Madame. Hjemme i Danmark. Også blandt dem, der kalder sig mine venner. Hvor jeg kommer fra, der trives småligheden. Men her i Paris har jeg fred.
 
RÉJANE: (uforklarligt beklemt)
Javist. Her har De fred.
 
Stemningen er blevet vemodig. Réjane ser ned, lidt beskæmmet over et eller andet.
 
BANG:
Hvor er Rue d’Antin smuk heroppefra. Ved De – før en premiere, når nervøsiteten er ved at overmande mig, så hjælper det at tænke på alle de mennesker i verden, der ikke aner, at vi spiller. Mennesker, der ligger i skilsmisse, eller er forelskede, eller mister deres job eller tiltræder et nyt, en verden af forskellige liv, og i et lillebitte hjørne af dette enorme mylder af liv, der står jeg og skal åbne med et stykke. Så ganske komplet ligegyldigt for de fleste.
 
Bang lukker vinduet.
 
BANG:
Men dem, der kommer til vores stykke – hvis de da ellers kommer – De,  Madame, må lade dem ane, De må minde dem om, at det vidunderligste findes! (Bang går til bordet) De må lade dem vide, at for det vidunderligste, der ofrer man gerne en ægtemand med en indflydelsesrig stilling, og to børn!
 
RÉJANE:
Tre, Monsieur.
 
BANG:
Tre? (Er ved flødekanden igen) Åh – tom. Netop som det smagte allerbedst!
 
RÉJANE:
Nora har tre børn. Det er mig, der har to.
 
BANG:
Åh, javel. Så tre børn, da, fem, tolv, en hel friskole af unger.
 
RÉJANE:
(rejser sig med en forurettet latter) De er en djævel, de Bang. Det sagde Lugné-Poë om Dem, og ved Gud om han ikke har ret. De er en teaterdjævel! De ved udmærket, hvad De siger! Sig mig – hvorfor skal Porel ikke til privatprøve på rollen som Torvald?
 
BANG:
Det er ikke nødvendigt, Madame! Porel er ganske, som han skal være. Ja, De brugte ham jo selv, da De spillede Torvald lige før.
 
RÉJANE:
Er Porel Torvald?!
 
BANG:
Ja, kan De ikke se det?
 
RÉJANE:
De er … en kannibal! De kommer her med Deres muntre og ivrige facon og prøver at trække mit privatliv ind på scenen!
 
BANG:
Det skal man, når det er Ibsen!
 
RÉJANE:
De prøver at overliste mig, og narre mig til den præstation, De ønsker! De manipulerer mig!
 
BANG:
Hele vor metier er manipulation! Og De selv, Madame, da jeg ankom her, De prøvede at manipulere mig til at sige, at De allerede var god nok!
 
RÉJANE:
Nej –
 
BANG:
Jo, De gjorde! De anglede efter billig ros! ”Åh, hvorfor ville jeg da også spille Ibsen!” og ”Tror De, det vil briste, Monsieur?”
 
RÉJANE:
Men jeg er bange! Det er sandelig reelt nok! Når jeg tænker på den dystre skare af anmeldere, som i forvejen hader skandinavisk dramatik! Hvor ville det fryde dem at se mig fejle med Ibsen!
 
BANG:
Jamen, De skal sågu være bange! Frygtelig bange! Det er Nora igennem to lange akter! Brug Deres angst i rollen!
 
RÉJANE:
Monsieur de Bang! Vi laver teater! Jeg er ikke Nora, og Porel er ikke Torvald! Vi skal spille et teaterstykke, og det er ikke virkeligheden!
 
BANG:
Sig det ikke til nogen!
 
RÉJANE:
Jeg kan ikke! Det er ikke det, jeg skal! Det hedder dog ’kunst’, Monsieur, fordi det ikke er natur!
 
BANG:
De taler, som om vi er fjender! Vi må stå sammen om det her! Vi tjener begge Ibsen, og vi tjener, Réjane, vi tjener begge ydmygt fru Thalia. Og lad mig sige Dem: Hun er en so, et morderisk krapyl! Hun vil have vores hjerteblod, og ikke det røde stads vi bruger på scenen.
 
RÉJANE:
Jeg kan ikke. Jeg er ikke stærk nok –
 
BANG:
Hun lader sig ikke nøje med skåret glas, hvis hun kan få kronjuveler, hun – hun -
 
Bang tier pludselig stille. Han står nu med ryggen til publikum, og Réjane stirrer ufravendt på ham. Bang vakler et par skridt tilbage, famler efter bordkanten, griber i dugen og falder om på gulvet.
 
RÉJANE:
Monsieur!
 
Réjane iler hen til ham, griber fat i ham og vil trække ham op på sofaen. Hun ser han holder fast i dugen, og hun trækker resolut dug og det hele af bordet, uden at betænke sig et sekund – det kostbare Meissen-porcelæn går i stykker mod gulvet, men Réjane er ligeglad. Hun får bakset Bang op på sofaen og lægger dugen sammen under hans hoved, som pude. Så løber hun til vinduet, som hun slår op – en dæmpet gadelarm trænger ind i stuen. Hun går målrettet til det lille bord, flår blomsterne ud af vasen, smider dem på gulvet, og løber tilbage til sofaen og stænker lidt vand i hovedet på Bang. Da hun tørrer ham over panden, kommer noget af hans brune ansigtskulør af. Hun kigger forbavset på sine fingre. Så tørrer hun lidt mere af Bangs sunde kulør. Bang mærker det og vågner.
 
BANG:
Hvor er jeg?
 
Réjanes tonefald er nu lidt desillusioneret, træt, men venligt.
 
RÉJANE:
(pause) De er hjemme hos Nora Helmer, et par dage før jul. (ser på de knuste kopper og blomsterne på gulvet) De befinder Dem, Monsieur, i et raseret dukkehjem.
 
BANG:
Åh nej, Madame, Deres fine porcelæn.
 
RÉJANE:
Ja, nu kan jeg kun invitere 22 til kaffe.
 
BANG:
Og det var Meissen-porcelæn!
 
RÉJANE:
Åh, det gamle lort. Man skal skænke tyve gange for at få kaffe nok. Jeg drikker altid selv af krus, når jeg ikke har gæster.
 
BANG:
Sikke en redelighed.
 
RÉJANE:
(alvorligt omsorgsfuld)
Monsieur de Bang – har De ikke spist hele dagen?
 
BANG:
Næ, jeg – jeg kom så sent ud af sengen, og måtte skynde mig hertil.
 
RÉJANE:
Aha. Ja, det er jo adelens privilegier, at stå sent op.
 
BANG:
Ja.  Ja, de rige har mange glæder.
 
RÉJANE:
De har ikke spist i flere dage. Jeg burde have gættet det, da jeg så Dem bælle min fløde.
 
BANG:
(efter et øjebliks tøven)
Madame – De tror ikke for alvor, at jeg er rig og adelig, gør De?
 
RÉJANE:
Hvad ved jeg om de rige og adelige? Jeg kommer fra fattige kår, Monsieur de Bang. Rive Gauche.
 
BANG:
De mener, at jeg behøver ikke forstille mig for Dem?
 
RÉJANE:
Næ, hvad jeg mener, er: jeg skal ikke afsløre Dem.
 
BANG:
Jamen, så vil jeg beholde mit ’de’. Det har kostet mig dyrt, må De vide. Fordi jeg præsenterer mig som Greve hernede, kan jeg jo ikke forlange honorar for mit arbejde. Det ville trække mit adelige ’de’ ned i skidtet.
 
RÉJANE:
Det anede mig, at det hang sådan sammen. De ved udmærket godt, at De kunne have forlangt en fyrstelig gage for Deres instruktion. Lugné-Poë ville have betalt Dem over evne, og Porel ville have betalt Dem en formue. Der går sågar rygter om, at Madame Bernhardt er ude efter Dem. Hun kan nok betale!
 
BANG:
Ja, men ser De, Madame, det er med mig og det franske teater som Nora har det med Dr. Rank – der bør ikke komme penge imellem os.
 
RÉJANE:
Så er De alligevel en smule adelig, Monsieur Bang. Men De er også radmager og ganske gennemsigtig. Og her har jeg spist Dem af med en kop kaffe!
 
BANG
Ja, jeg havde jo nok sat næsen op efter -
 
RÉJANE:
Bliv der på sofaen, Bang -
 
BANG:
- måske bare en lille småkage ...
 
RÉJANE:
-  så skal jeg gå ud i køkkenet og finde noget til Dem.
 
BANG:
De er alt for venlig.
 
Réjane går ud. Så snart hun er væk, rejser Bang sig. Han skyder skoene af og lister over til chatollet. Han griber i et par forkerte skuffer, men får så omsider øje på det, han leder efter: det lille bundt breve, som Réjane tog fra ham og lagde væk. Han når at få åbnet det ene, og står et øjeblik og kæmper sig igennem håndskriften. Han rynker brynene og forstår ikke helt, hvad han læser. Så lyder DØRKLOKKEN. Bang skynder sig at pakke brevet sammen igen, og lægger det og de andre breve i den forkerte skuffe. Han går mod yderdøren, standser, går tilbage og lægger brevene tilbage i den rigtige skuffe. Så går han mod døren og UD.
 

AKT II
 

Scenen er tom – vi kommer ind sekunder efter slutningen på første akt: Bang er ude for at svare døren.
 
BANG (OFF):
Ja tak, mange tak, nu skal jeg tage imod den for Madame. Det er smukt, at Monsieur Doucet har nået det til i dag. Tak.
 
Bang kommer ind med Noras kjole. Han lægger den på en af stolene og trækker andægtig dragtposen af. Det er en fyrig, smuk, italiensk kjole, med et vældigt rødt brus af krinoline.
 
BANG:
Åh!
 
Han samler kjolen op og holder den op foran sig. Han går derefter til spejlet og betragter, hvordan kjolen ville se ud på ham selv –
 
BANG:
(Til sig selv)
Nej … nej, den står ikke til mit overskæg.
 
Bang giver sig til at danse rundt på gulvet, så krinolinen flyver ud til siderne, alt imens han nynner en tarantel. Réjane kommer ind med en bakke mad og noget vin, mens Bang danser rundt med ryggen til.
 
RÉJANE:
Jeg sagde jo, at De skulle blive liggende på sofaen.
 
BANG:
Åh, men jeg har det meget bedre.
 
RÉJANE:
Det kan jeg se. Og min kjole er kommet.
 
BANG:
Har De givet Doucet dessiner til den?
 
RÉJANE:
Ja, vi talte om den.
 
BANG:
Jamen, så må vi to jo have været enige om Nora hele tiden, Madame! Se den udskæring, og så opslidset den er! Det ville en pæn frue aldrig gå i!
 
RÉJANE:
Det ville Nora heller ikke – det er jo et karnevalskostume!
 
 
 
BANG:
Ja, men en virkelig pæn dame ville ikke findes død i sådan en kjole. Det fortæller mig, at De for længst har gennemskuet Nora!
 
RÉJANE:
Så siger vi det.
 
BANG:
De har også holdt mig for nar, Réjane.
 
RÉJANE:
Jeg har det lige som Nora – jeg bryder mig ikke om, at der kommer ord på. Her – nu skal De spise lidt, Bang.
 
Réjane skænker vin til Bang.
 
BANG:
Jeg er glad.
 
RÉJANE:
Det var godt.
 
Réjane går mod chatollet under næste REP og åbner et par skuffer. Bang stivner af frygt for, at hun skal opdage, at han har rodet i hendes breve.
 
RÉJANE:
Bang – jeg har tænkt på, mens jeg stod ude i køkkenet … jeg vil gerne have lov at give Dem nogle penge for Deres arbejde.
 
BANG:
Nej, Madame – jeg vil ikke have dem.
 
RÉJANE:
Hvis vi nu aldrig fortæller det til nogen, men beholder det som en lille hemmelighed kun mellem os?
 
BANG:
Nej, Madame. Her trækker jeg grænserne for komediespillet. Jeg arbejder pr. honnør, jeg modtager ikke en franc af Dem, og den beslutning vil jeg gå i graven med.
 
RÉJANE:
Men det sker da også inden på fredag, hvis De ingen indtægter har. Teatret tager jo al Deres tid – De får intet skrevet til aviserne derhjemme! Hvor bor De?
 
BANG:
”Hotel des Americains” – men der bor nu ikke en eneste amerikaner. Det er studerende, kunstnere, alle mulige slags mennesker – og så mig. Og
det er ”Rive Gauche”, den forkerte side af Seinen – hvor også De selv kommer fra, Réjane.
 
RÉJANE:
Javist. Det er måske blevet fashionabelt at bo derovre, men det kommer sgu aldrig på mode at være født derovre.
 
BANG:
Ha ha.
 
RÉJANE:
Har De instrueret meget hjemme i Danmark?
 
BANG:
Næ – kun ganske få stykker, og så blev jeg brugt som konsulent på en hel del prøver. Jeg havde såmænd nok at lave. Man brugte mine evner, men ikke mit navn.
 
RÉJANE:
Det må da være skuffende.
 
BANG:
”Jeg er ligeglad, sagde gutten – han gik og græd”.
 
RÉJANE:
De kom så til Paris, fordi man ikke skønnede på Dem derhjemme?
 
BANG:
Ja, det kan man på en måde godt sige. Uh, det var et skræmmende møde! Jeg følte, at hele Paris råbte brysk til mig: ”Hvad vil du her, du ukendte søn af et alt for lille land?!” Ha ha. Jeg havde allermest lyst til at barrikadere mig på mit hotelværelse og aldrig komme ud, så skræmt var jeg. Og jeg gjorde det også. Men så var det, at Sophus Claussen kom og trak mig med ud på caféerne og knejperne. Han åbnede Paris for mig. Kære Claussen. Og nu er han rejst.
 
RÉJANE:
Men den lille journalist fra Figaro … Maurice Bigeon – har han ikke fyldt pladsen ud efter Claussen? Man ser jer altid sammen.
 
BANG
De kender Maurice?
 
RÉJANE:
Jeg har mødt ham ved flere lejligheder. Han er smuk ung mand.
 
BANG:
Maurice har viet sit liv til at fremme min karriere, i en sådan grad, at det er helt pinligt. Det var ham, der kaldte mig adelig – han omtalte mig i en artikel som ’den berømte, danske greve’. He he.
 
REJANE:
Spis nu for helvede noget! De skal holde til på fredag!
 
BANG: (imens han artigt tager en bid)
Kære Maurice. Han er jo ikke af Claussens format. Slet ikke. Men fortæl mig engang: Hvad siger man om mig hernede? Hvad har De hørt?
 
RÉJANE:
De nyder stor respekt. Lugné-Poë siger, at De overgår både Porel og Antoine som instruktør. Og Lugné-Poë ved, hvad han taler om.
 
BANG:
Ja, det gør han åbenbart. Vil De tro, jeg brasede ind på Theatre L’Oeuvre og overtog hans prøve på Ibsens ”Rosmersholm”! – et regulært statskup! Og han fandt sig i det, så det blev min debut i Paris. Og De, madame, hvis ry går verden over – hvad jeg dog ikke har tilladt mig at sige til Dem! Tænk, at jeg tør!
 
RÉJANE:
Jamen det skal De skam. Da De faldt om på gulvet, da stod det mig lysende klart, på eet sekund, at jeg ikke ville kunne spille Nora uden Dem. Slet ikke. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan spille hende med Deres hjælp, men i så fald er skylden min egen. Jeg krukker ikke nu, Bang. Mit spil er for gammeldags –
 
BANG:
Nej, det er ikke –
 
RÉJANE:
Jo, det er. Jeg forstår ikke det nye. Jeg er ikke intellektuel, jeg kan ikke gøre mig de tanker, som De gør Dem om stykket.
 
BANG:
Pyt med tankerne, Madame. Hvis man vil have tanker, skal man læse bøger. Hør her – jeg så Dem i ”La Douloureuse”. De var Helene Ardan, og De sad ved Philippes fødder, da De forstod, at kærligheden mellem jer var forbi, og dermed Deres chance for nogensinde at blive lykkelig.
 
RÉJANE:
Ja, det var situationen. Der var en lang og meget smuk monolog –
 
BANG:
Nej, pyt med monologen, den var ikke spor smuk –
 
RÉJANE:
Nå.
 
 
 
BANG:
Der var alt for mange højtidelige ord fra gamle romaner. Og dramatikeren havde selv så ondt af sin heltinde, at der ikke var noget tilbage til os andre. Næ – efter den lange og opstyltede monolog, da kom det virkelig magiske øjeblik. Det sendte en elektrisk strøm igennem mig: Helene standser op – De standsede op, bremsede Dem selv i monologen, så at sige, og så sagde De: ”Hvad er klokken?”
 
RÉJANE:
Ja, det er rigtigt.
 
BANG:
Og i de tre ord, Madame, i de tre ganske dagligdags ord, som ethvert menneske har sagt tusind gange i sit liv, der så vi Helenes tragedie: At hun må fortsætte med at leve. Dag efter dag, som et tomt hylster af en kvinde. Og De tog deres lommespejl frem og lagde rødt på læberne –
 
RÉJANE:
Ja, det var min egen idé. Jeg kunne jo ikke bare stå og sige ord. Noget måtte jeg jo foretage mig på scenen.
 
BANG:
Ja. Nej! Altså, pyt med Deres motivation, men signalet, De sendte, var dette: at mens Deres verden er sunket i grus, er der en verden omkring Dem, der går videre, et døgn, der skrider ubønhørligt frem, ganske uden forståelse for Deres tragedie. Alt det blev sagt med tre ord og en læbestift.
 
RÉJANE:
Var det det, jeg mente? Det var det måske.
 
BANG:
Det var det, jeg så.
 
Bang rejser sig og går mod vinduet.
 
RÉJANE:
Jeg skabte bare en effekt, Bang. Jeg reflekterede ikke, og jeg ville aldrig kunne sætte ord på –
 
BANG:
Det har De jo mig til.
 
RÉJANE:
Men Deres form for teater, og Monsieur Ibsens – det nye drama, der fordrer at vi skal være rollen, og at rollen skal være os – det er mig så skræmmende fremmed! Fra jeg var en ganske lille pige har jeg set teateret som et sted, hvor jeg søgte tilflugt, og som altid var så vidunderligt adskilt fra virkeligheden. De vil nedbryde grænsen. De forlanger, at jeg skal være ulykkelig med Porel, fordi Nora er det med Torvald, og De forlanger, at jeg skal tage den ulykke med mig ind på scenen. Og dertil kommer at mit eget liv invaderes af alt det bladene skriver om mig, som for det meste er endnu mere fantasifuldt end de stykker, jeg spiller. Scenen bliver virkelig, og virkeligheden bliver teater! Kan verden da ikke længere skelne?
 
Bang svarer ikke.
 
RÉJANE:
Monsieur Bang?
 
Bang bliver stående ved vinduet. Réjane bliver siddende ved bordet. Der er et øjebliks tavshed.
 
BANG:
Réjane –
 
RÉJANE:
Bang?
 
BANG:
Jeg kan ikke slippe tanken om de breve.
 
RÉJANE:
(kender svaret)
Hvilke breve?
 
BANG:
De breve, som De to gange har forhindret mig i at læse. Lad mig se dem!
 
RÉJANE:
Nej.
 
BANG:
Hvis jeg lover ikke at skrive om det? Sub rosae?
 
RÉJANE:
Monsieur Bang, jeg lover Dem: Hvis De først har set de breve, så kan De ikke skrive om dem!
 
BANG:
Hvis De ikke engang vil fortælle mig, hvad der står i dem, så tvinges jeg jo til at gætte.
 
RÉJANE:
Og hvad gætter De så på?
 
BANG:
Jeg gætter på … at … det er - elskovsbreve fra en hemmelig elsker! En mand med hvem De bedrager Porel!
 
RÉJANE:
Nej!
 
BANG:
Jo! En fyrig sydlandsk tilbeder, som først har beundret Dem på afstand, men siden har belejret Dem med lidenskabelige bønner, til De til sidst er bukket under!
 
RÉJANE:
Nej!
 
BANG:
Jamen, det gætter jeg altså på.
 
Réjane ser på Bang. Han stirrer igen. Réjane rejser sig.
 
RÉJANE:
Nuvel. De skal få dem at se. Men jeg ville ikke have vist Dem de breve endnu – vil De være sød at huske det?
 
BANG:
Det skal jeg.
 
Réjane tager brevene i chatolskuffen. Standser, før hun giver ham dem.
 
RÉJANE:
Bang - Det er anonyme breve, som jeg har modtaget fra Danmark. De begyndte at ankomme, så snart det blev annonceret i pressen, at De skulle instruere mig.
 
BANG:
Fra Danmark? De angår mig - ?
 
RÉJANE:
Nu må De ikke besvime for mig igen, Bang!
 
BANG:
Nej, nej, det er jo slet ikke nødvendigt længere. Lad mig nu se dem.
 
Réjane rækker ham bunken af breve. Bang åbner og læser skyndsomt.
 
RÉJANE:
Først tænkte jeg, at De aldrig skulle se dem, men så besluttede jeg at vente til efter premieren, og kun give dem brevene, hvis vi fik en succes. Så, mente jeg, ville De have noget ballast.
 
BANG:
(Læser) De er meget venlig – åhr –
 
 
RÉJANE:
Der står ikke andet end hvad De allerede har fortalt mig i dag af egen fri vilje. 
 
BANG:
”Og sådan noget skal man læse sig til!”
 
Bang sætter sig, lamslået. Réjane sætter sig ved siden af ham.
 
RÉJANE:
De anede slet intet om de breve?
 
BANG:
Jeg tænkte nok, at sladderen havde bredt sig ud over Danmarks grænser, men ikke, at den var så … velorganiseret.
 
RÉJANE:
Jeg er ked af det, Bang. Tror De det er fra nogen, De kender?
 
BANG:
Ja, det tror jeg desværre. Hvor er det dumt at skrive anonyme breve i sin egen håndskrift! Men man regnede vel ikke med, at der ude i verden findes folk, der er så loyale, at de ville vise mig dem. Jo, ham her kender jeg – og ham. Åh, Réjane, det var folk, jeg kunne lide, og som jeg strakte mig til at hjælpe. Ham her skaffede jeg ansættelse på et af vore store dagblade – og ham her, ham … Ved Lugné-Poë noget om dette?
 
RÉJANE:
Jeg er bange for, at også han har modtaget lignende breve.
 
BANG: (imponeret)
Og I har intet sagt! Hverken De eller Lugné-Poë har nævnt det med et ord!
 
RÉJANE:
Vi ville ikke bedrøve Dem, Bang.
 
BANG:
Og den franske presse?
 
RÉJANE:
De har muligvis også modtaget breve fra Danmark, men hvad skulle de vel skrive? I vore kredse er det jo ingen forbrydelse at være som De. Hverken ’jøde’ eller ’homoseksuel’, og det ’degenerede’ er vel nærmest parisermode for tiden, skulle jeg mene.
 
BANG:
Det er forunderligt – for det vender på en måde alt dette til en sejr. Hvad tænkte De, da De læste dem?
 
RÉJANE:
Jeg blev vred på Deres vegne, Bang. Og jeg tænkte meget ringe om det land, De kommer fra. Jeg vil håbe, at man engang vil kunne omfatte sådanne mennesker som De med større forståelse.
 
BANG:
Nåeh … hvis det endelig skulle ske, så finder verden nok noget andet at kaste sig over. Har De noget imod, at jeg tænder en af de få cigaretter, jeg har tilbage?
 
RÈJANE:
Næ, værsgo.
 
BANG tænder en smøg.
 
BANG:
Men De blev ikke overrasket over beskrivelsen af mig? (læser op) ”Sædelighedsforbryder”!
 
RÉJANE:
Næ. Nej, det gjorde jeg ikke. Deres facon fortæller jo tydeligt, at De … ikke er et dusinmenneske. Og så sminker De Dem, selv til teaterprøver. Hvad er det, De bruger til Deres ansigtskulør?
 
BANG:
Valnøddesaft.
 
RÉJANE:
Ah ja, naturligvis. Det klæder Dem.
 
BANG:
Tak.
 
Bang læser videre.
 
RÉJANE:
Skal vi ikke brænde de dumme breve sammen?
 
BANG:
Næ, det ville være synd. Jeg gemmer dem, og tager dem frem som en lille erindring i øjeblikke, hvor jeg bliver for stor i slaget. Et memento mori, om De vil. Desuden kan jeg vel ikke få fat i dem alle sammen, og selv om jeg kunne, så ville mine venner i København nok hurtigt forfatte nogle nye.
 
RÉJANE:
Som De vil.
 
Bang har kigget i brevene igen.
 
BANG:
”Unaturlig”! Tænk, det var der også en opblæst, provinsiel borgerfrue i København, der sagde mig. Der stod hun i grønne og gule gevandter og gav mig det ord lige i ansigtet: unaturlig. Jeg svarede hende, at der er meget, vi mennesker har for, som kan regnes for unaturligt. ”De, min frue, kunne – dersom De i sandhed ønskede at være naturlig – kaste Deres tøj af, som for resten ikke engang klæder Dem – kravle rundt på alle fire og forrette Deres nødtørft i et hjørne af foyeren. Se, det ville være naturligt, dersom De med ”naturligt” mener, at vi bør opføre os, som vi i sin tid blev skabt eller som dyrene opfører sig.”
 
RÉJANE:
Du godeste, Bang, sagde De hende det?
 
BANG:
Ja. Nej – det gjorde jeg ikke. Det skulle jeg have sagt, men jeg turde ikke i øjeblikket. Modet svigtede mig. Fordi jeg blev … skamfuld.
 
Bang kigger i breve igen.
 
BANG:
’… hans degenererede seksualitet’! Men de mennesker tror jo, at vores seksualitet bestemmes af hvem vi går i seng med.
 
RÉJANE:
Og det gør den måske ikke?
 
BANG:
Nej, så langt fra. Vort sande køn bestemmes af hvem vi forelsker os i. Så kan vi ellers hoppe i høet med hvem det skal være, det gør hverken fra eller til. Vi har meget lidt at skulle have sagt i den sag. Der er visse mænd, der falder i at eksperimentere lidt fra tid til anden, uden at det stigmatiserer dem i nogen grad. Og der er – det skal jeg love Dem - mange respektable herrer i København, der går og fantaserer om netop den slags udskejelser, som jeg nu anklages for. Men de holder sig i skindet og regner det for deres styrke. Jeg gad vide, om ikke nogle af brevskriverne er iblandt. Hvorfor ellers dette raseri over min adfærd? Se, dem, der ønsker det, men ikke tør det, de er, når alt kommer til alt, langt mere ofre for deres seksualitet end sådanne som jeg. De kan aldrig blive lykkelige, og de gifter sig i panik med stakkels kvinder som derfor heller aldrig bliver det.
 
RÉJANE:
Det skal De såmænd nok have ret i, Bang.
 
BANG:
Men man kan jo ikke eksistere på at holde det allervæsentligste i sit liv skjult for alle. Noras brev i postkassen, Madame – vores alle sammens brev i den indre postkasse – det må jo have en adressat. Det skal vi tro på, og det gjorde jeg også, dengang jeg mødte Max. Er der nogen af brevene, der nævner Max Eisfeldt, Madame?
 
RÉJANE:
Jeg ved det ikke. Monsieur Bang, jeg har ikke læst de breve til ende. Jeg læste mere end nok.
 
BANG:
Med Max følte jeg virkelig, at alting var, som det skulle være. Den særlige tilstand, at man ikke træder på jorden, men svæver over den, som om selve tyngdeloven var trådt ud af kraft og som om ens legeme var underkastet en ny og ganske forbløffende naturlov. Ved De, hvad jeg mener, Madame?
 
RÉJANE:
Nej, jeg tror aldrig selv, at jeg har følt det helt sådan.
 
BANG:
Det var synd. Det skulle De tage og prøve.
 
RÉJANE:
Hvem var han?
 
BANG:
Ja, hvem var han, ham, Max Eisfeldt? I virkeligheden var han vel ikke andet end et meget smukt, ungt menneske, der kæmpede for at slå igennem som skuespiller i Berlin. Han var måske i grunden ikke noget særligt. Men det er dog hans ansigt, som jeg til min død må sætte på kærligheden. I min bevidsthed vil denne særlige tilstand altid ligne ham.
 
RÉJANE:
Det var smukt sagt, Bang.
 
BANG:
Ja det var. Vi boede sammen i Berlin – han figurerede som min oversætter, men det var ikke meget, han fik oversat. Og så var det, at myndighederne fik øje på os. En morgen stod der pludselig en meget velklædt og korrekt person i min lejlighed og gjorde mig en hel del spørgsmål om mit virke og mine forskellige livsforhold. Han sagde, at det jo var rimeligt, at det tyske politi interesserede sig for sådanne tilrejsende fremmede.
 
RÉJANE:
Du godeste.
 
BANG:
Jeg må være blevet stukket hjemmefra, ser De, af nogen, der ville ødelægge mig. Alle knive var på min strube, derhjemme i Danmark.
 
 
RÉJANE:
Men hvorfor dog?
 
BANG:
Man skal kende Danmark for at forstå det, Réjane. Mit hjemland ynder ikke afvigere, men mest af alt, så hader det at blive udfordret af virkelig kvalitet. Danmark lukker sig hellere inde i sig selv i beslutningen om, at alt dansk er så såre godt. Nå men, det var Max, jeg kom fra. En morgen blev vi så begge to hentet til afhøring. Det var skrækkeligt ydmygende. Vi skulle til forhør på politikontoret. Vi havde naturligvis aftalt nøje, hvad vi skulle sige, at han var min sekretær, og at vi boede sammen af økonomiske årsager, men de troede ikke på os, det mærkede jeg nok. Det samme gentog sig i Meiningen og i München – uanset hvor vi flyttede hen, havde rygtet overhalet os på vejen. I München besøgte jeg forresten Ibsen. Han sad selv midt i flytterod. Han rystede på hovedet i dyb beklagelse og sagde: ”Hvad må man dog høre, Bang – hvad må man dog høre!”
 
RÉJANE:
Det må have været forfærdeligt for Dem.
 
BANG:
Nej, ved De hvad? Det var i grunden ikke så slemt endda. Max og jeg stod jo sammen om det. Det er ikke den værste situation for to, der elsker hinanden, at have hele resten af verden imod sig. Næ, det blev værre senere, i Prag. Der fik jeg fornemmelsen af, at Max var ved at blive træt af det hele. Jeg må sige, ikke helt til Max’s ære, at det faldt sammen med, at mine midler svandt ind. Jeg pantsatte og lånte mig frem for at få råd til det usle hummer, hvor vi boede. Nå men, om det nu skyldtes pengene eller ej: Max ville noget andet og mere – og hvis man, som jeg gjorde, elsker over alle grænser, så er det døden, når den man elsker vil andet og mere. Det er slet ikke til at holde ud. Den følelse af vægtløshed, jeg talte om før, den kommer pludselig til at rumme en fare. Med ét bliver man klar over, hvor højt man svæver, og aner hvor ondt det vil gøre at ramme jorden. Man er rædselsslagen.
 
RÉJANE:
Det kan jeg forestille mig.
 
BANG:
Max begyndte at gå ud om aftenen. Jeg prøvede – det gjorde jeg virkelig – at sige mig selv, at jeg skulle give ham frie tøjler, og at jeg måtte være forstående, hvis jeg skulle gøre mig håb om, at han kom tilbage til mig. Jeg gennemgik mine fornuftige replikker i hovedet og lovede mig selv, at jeg ville være sindbilledet på ligevægt, men lige fedt hjalp det. Jeg kunne ikke være fornuftig. Det var umuligt. Jeg skældte og beklagede mig, når han ville gå, men han gik alligevel, og så ... så fulgte jeg efter ham. Jeg måtte jo have vished.
 
RÉJANE:
Fandt De så ud af, hvor han gik hen?
 
BANG:
Han gik til en kvinde. Ser De, Max var mere ubegrænset i de dele end jeg selv. Han stod med det ene ben i normaliteten, i fjendens lejr. Sådan følte jeg mig dobbelt forrådt. For jeg vidste jo, at ingen i hele verden ville finde mine klager berettigede. Hvem skulle vel ynke mit tab, hvis Max valgte det normale liv?
 
BANG skæver imod spejlet for at se, hvordan han tager sig ud med en tåre i øjet.
 
RÉJANE:
Jeg forstår.
 
BANG:
Men forstår De også  – de kritiske dage var ikke desto mindre optændt af lidenskaber. Jeg vil endda sige, at aldrig nogensinde før har lidenskaberne flammet så voldsomt op hos mig. Jeg forestillede mig Max i hede omfavnelser med den kvinde, han besøgte, jeg digtede selv, hvad han sagde hende og hvad hun kaldte ham til gengæld. Har De aldrig været jaloux; Madame?
 
RÉJANE:
Nej, ikke i kærlighed.
 
BANG:
(efter kort reflektion) Det er nu rigtigt for Dem, og for Nora også. I er begge to højden af attråværdighed. Deri ligger jeres sikkerhed: at I ved med jer selv, at ingen i verden kan være dejligere. Så kender man ikke frygten. Men jeg lærte noget af den frygt. Jeg fornemmede, Madame, at i et menage-a-trois er lidenskaberne allerstørst hos den, der ikke er med i sengen. Hos den, der står udenfor og ser lyset blive slukket i oppe lejligheden, hvor de to er sammen. De lidenskaber kan ingen elskovslykke måle sig med. Jeg skrev en novelle om det. Den handlede naturligvis om luftakrobater i et cirkus, ’kærlighedens luftakrobater’, forstår De, he he, og den forsmåede pige sørger for, at hendes troløse elsker og hun selv styrter i døden til sidst. Det hjalp lidt at skrive den.
 
RÉJANE:
Ak, Monsieur Bang, det har været meget vanskeligt for Dem.
 
BANG:
Det var det, ja, men det var endnu ikke afslutningen. I alle de dage, hvor jeg gik og ønskede så brændende, at lidenskaberne måtte høre op, og at jeg måtte udfries fra mine pinsler, der vidste jeg ikke, at den tungeste tid af alle, den kom først når det ønske blev opfyldt. Den dag, hvor sorgens skyer spredes langsomt igen af en ny ligegyldighed, da vågner man op i sengen som et lig i et uendeligt univers af tomhed.
 
 
RÉJANE:
Men De døde jo dog ikke.
 
BANG:
Nej, men det er jo netop det værste af det hele, Réjane! At vi får lov at overleve sådan noget! Det er nok den største tragedie her i verden, at alting går over igen. Det forringer kærligheden, forstår De. Det får os til at tvivle på eksistensen af det vidunderligste. Derfor slugte jeg også elleve morfinkapsler, da jeg var kommet hjem til Danmark. Det forekom mig dengang at være det eneste rigtige at gøre. Men heller ikke det kunne tage livet af mig…
 
RÉJANE:
(efter et øjebliks stilhed)
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har kendt kærligheden, som De beskriver den, Bang.
 
BANG:
Nej, det fornemmer jeg nok, men det er der kun få, der har. Og ved De hvad? Det vil jeg egentlig have lov at vigte mig af.
 
RÉJANE:
Det skal De da endelig gøre. Jeg sidder her og føler, selv ovenpå hele Deres rædsomme historie med forfølgelser og jalousi og selvmordsforsøg, at noget værdifuldt er gået mig forbi. At jeg altid kommer til at stå der, på scenen, i Jacques Doucets kjoler og med Monsieur Ibsens ord, mens det vidunderligste kører forbi mig ude på boulevarden.
 
BANG:
Men har De længslen efter det, Madame? Tror De, at det vidunderligste findes et sted? Det tror Nora jo. Og jeg … jeg tror sågar jeg fandt det, og jeg går og regner mig for det ulykkeligste menneske i verden, bare fordi jeg ikke kunne beholde det.
 
RÉJANE:
De ved, den lille Maurice Bigeon, som holder så meget af Dem –
 
BANG:
Ja, jeg ved godt, hvad De vil sige, Réjane. Han er utrættelig i sin hengivenhed. Han rejste gerne jorden rundt for at promovere mig som instruktør og forfatter.
 
RÉJANE:
Jeg tror, at han elsker Dem, Bang. De sagde selv, at det kunne man se på et kort sekund, og, nuvel – det var, hvad jeg så.
 
BANG:
Ja, De har givetvis ret, Réjane. Og der kunne blive et ganske kønt par ud af os. Det er vel det, De mener, ikke?
 
RÉJANE:
Jo.
 
BANG:
Jeg har tænkt det samme: hvis bare jeg kunne elske ham igen. Hvor ville det være bekvemt. Hvor ville mit liv blive meget lettere. Men ser De, kærligheden er jo ingen gavebod, og har man først anet det vidunderligste, har man levet bare én dag, så går man aldrig mere på kompromis. Aldrig. Så lader man sig ikke aflede af bekvemmelighed.
 
RÉJANE:
Men hvad nu, hvis man aldrig nogensinde finder det vidunderligste? Eller hvad om man aldrig kan forene sin egen idé om det vidunderligste med noget, der er opnåeligt? Så bliver det vidunderligste jo til den frygteligste forbandelse, der kan ramme os!
 
BANG:
Ja! Ja! Nu har De forstået det! Det tog noget tid! Det er både det frygteligste, der kan ske, værre end døden, men vi må jo risikere det frygteligste af alt i verden, hvis vi overhovedet skal håbe på at opnå det vidunderligste. Det kræver mod. Det kræver uendelig meget mod. Og har man ikke det, så får man måske masser af tryghed, men ingen …ingen frisson. Ikke det, der ligner. Kun kedsommeligt gnubberi. Man får det ganske som Nora og Porel.
 
RÉJANE:
Nora og Torvald.
 
BANG:
Ja, også dem. Og at lade sig nøje med det, det er unaturligt.
 
Bang falder hen i egne tanker. Réjane rejser sig og går mod rampen.
 
RÉJANE:
Jeg skal fortælle Dem, hvad der i grunden er ganske unaturligt, Monsieur Bang. At foregive at være andet end det, man er. At træde op aften efter aften på en oplyst scene i et stort, mørkt rum og lege, at dette er ens liv.
 
BANG:
Så sandt. Ha ha. Det er næsten – næsten - lige så unaturligt som at sidde derude i det mørke rum og se andre træde op på en oplyst scene. Og så alligevel er målet naturlighed. At skabe en virkelighed, som for en lille tid forekommer dem derude i mørket at være naturligheden selv. Mennesket ansigt til ansigt med mennesket.
 
RÉJANE:
(efter pause)
Det var smukt, Bang.
 
BANG:
Ja, det var det. Og det var min egen. Gad vide, hvorfor vi gør det her.
 
REJANE:
Fordi vi vil elskes.
 
BANG:
Men ikke som dem vi er.
 
RÉJANE:
Nej. Alle skuespillere deler i grunden skæbne med grevinden i ”Figaros bryllup”: maskeret til ukendelighed og i ly af mørket får hun et kys af sin mand, fordi han tror, hun er en anden.
 
BANG:
”Et kys i mørket”. Det var smukt, Réjane.
 
RÉJANE:
Og det var min egen.
 
En lille pause, hvor de står og glor lige ud på publikum.
 
 
BANG:
Hvad er klokken?
 
RÉJANE:
Jeg ved det ikke.
 
BANG: (tager sit lommeur op)
Den er otte. Den 15. april 1894. Vi åbner om fem dage. Tænk, at vi tør.
Lad os lige ta’ ”Jeg elsker dig ikke mer, Torvald”.
 
RÉJANE:
Ja.
 
Réjane går per refleks til Damesiden.
 
 
RÉJANE:
Det er her jeg står, ikke sandt?
 
BANG:
De kan stå hvor De vil, når bare De spiller, som De skal.
 
RÉJANE:
Godt. Så stiller jeg mig her.
 
BANG:
Så må Helmer stå her.
 
RÉJANE (som NORA):
Jeg elsker dig ikke mere, Torvald. Det er derfor jeg ikke vil være her længere. Det var i aften da det vidunderlige ikke kom; for da så jeg at du ikke var den mand jeg havde tænkt mig.
 
BANG vender hurtigt ansigtet mod Rèjane, da han nu fornemmer, at figuren er ved at være der.
 
BANG (som TORVALD):
Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.
 
RÉJANE (som NORA):
Jeg har ventet så tålmodigt nu i ... otte år –
 
RÈJANE standser et øjeblik, idet hun for første gang reflekterer over, at det er lige så længe som hun selv har været gift med Porel.
 
RÉJANE (som NORA):
- for Herregud, jeg indså jo nok at det vidunderligste kommer ikke sådan til hverdag.
 
Réjane synes selv med et at fornemme, at nu er Nora der. Hun vender blikket imod Bang efter hans respons. Bang smiler træt og lettet og nikker anerkendende tilbage til hende. Så sætter han sig langsomt i stolen lige bag sig. Réjane bliver stående.
 
 
BLACKOUT. SLUT.
 
ã Lars Kaaber 2002