Lars Kaaber
PHILOMELA
I FALL IN LOVE TOO EASILY
Hjertet vil godt forelske sig
selv om vi helst er fri
helt uafhængigt finder det vej
til en det godt ka' li'.
Ikke alverdens råd
ka' gøre noget
for dig mer'.
Når vore hjerter vil forelske sig
så ved vi hvad der sker.
Nadia:
I 1871, da Georg Brandes lancerede sin foredragsrække "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur" på Københavns Universitet, var han lige vendt hjem fra rejse i Frankrig og Italien hvor han havde samlet sig kulturelle indtryk. I Rom havde han lagt sig syg med tyfus, mens han var indlogeret hos en snedker, hans kone Maria, og hendes niece på 19 år, Philomela.
Brandes skrev dagbøger og en strøm af breve hjem til moderen i de længst svundne dage, og enhver, der læser, hvad han skrev, ser med det samme, at den unge Philomela må have tabt sit hjerte så helt og aldeles til den 29-årige dansker. Kun Brandes selv var påfaldende sen i optrækket. Han skriver:
"Hun synger fra den lyse morgen til den sene aften, og passer fint til sit navn - Filomela fra den græske myte blev jo netop til en nattergal.
Forleden forærede jeg hende en pose med småt engelsk brød. Derover gav hendes ansigt sig sådan til at stråle. Hvem der kun har set nordiske ansigter opklares aner ikke, at sådanne forandringer kan finde sted i det ydre. Og så over sådan en bagatel. Akja."
"Det er i disse dage, man fejrer karneval i Roms gader. Imorges var Philomela inde hos mig med en stor italiensk fane. "Den skal jeg svinge på Torsdag" sagde hun og tilføjede med blussende kinder: "Så skal jeg også have maske på". Men her til aften kunne hun ikke dy sig. For første gang i de fem måneder, jeg har boet her, og for første gang i den måned, jeg har ligget syg, kom hun herind uden jeg havde kaldt eller ringet. Hun havde en rød silkehue med guldbræmme på hovedet. "Hvad siger De så, Herre!" sagde hun og hendes klare latter genlød i stuen. Jeg forfriskede min syge person ved at se så megen Ungdom og livsduelighed. Jeg sagde hende nogle venlige ord, og så brød hun ud i en strøm af veltalenhed om al den lykke, hun lovede sig. Den kære, simple sjæl.
Hun aner ikke, hvor det piner mig at høre om karnevallet. Netop i år, det første efter befrielsen, slår festlighederne ud i lys lue, og jeg må nøjes med at høre larmen fra optoget, kun et par gader borte, mens hun tumler sig med den muntre romere i gaderne. Jeg ville forfærdelig gerne have set det.
Philomela kom tidligt tilbage fra karnevallet, hun, som ellers havde glædet sig så meget til det. Hun havde taget nogle brændte sukkermandler med til mig. De smagte dejligt. Hun fortalte mig om alt, hvad hun havde oplevet dernede, gav en beskrivelse af mange karnevalsdragter, som hun kunne huske til mindste detalje. Hun har en glimrende observationsevne. Jeg selv måtte således nøjes med festens genskin i hendes naive ansigt.
IT'S DE-LOVELY
Det’ sommernat med måneskin
og jeg vil godt danse kind mod kind
Det’ forstryll’nde
Det forryg’nde
Det’ forelsket.
Der’ en bestemt du tænker på
og tro mig - det ka’ jeg godt forstå
Det’ fortryll’nde
det’ forryg’nde
det forelsket
Man ka’ se, at i nat
er der noget i luften, min skat
og jeg tror at moder Jord
hun mumler til os:
“Bare gi’ los!”
Så vær nu sød, slip hjertet fri
og når han kysser dig, ska’ du sig’
Det’ fortryll’nde
det forryg’nde
det fortræffeligt
det’ forbløffende
det’ for evigt
det’ for altid
det’ for os
det’ forelsket
Jeg får en uforklarlig trang
og synger derfor denne forårssang
Jeg vil stå her og tæll’ til ti
til verset det er forbi…
Min melodi den har det skidt
og teksten keder mig gudsjammerligt
Den er nu også streng
lad vers være vers og syng dit refræn
Mi, mi, mi, mi, mi, re, re, re, re, re, do, sol, mi, do, la, so…
Det’ sommernat med måneskin
og du vil godt danse kind mod kind
Det’ fortryll’nde
Det fortryll’nde
Det’ forelsket
Der’ en bestemt, du tænker på
og tro mig, det ka’ jeg godt forstå
Det’ fortryll’nde
Det’ forryg’nde
Det’ forelsket
Man ka’ se, at i nat
Er der noget i luften, min skat
Og jeg tror, at Moder Jord
Hun mumler til os:
“Bar’ gi’ los!”
Så vær nu sød, slip hjertet fri
og når han kysser dig, ska’ du sig’
Det fortryll’nde
Det forryg’nde
Det forelsket…
Lone:
Regine Olsen var datter af etatsråd og kontorchef i finansministeriet Terkild Olsen, og hun var, ligesom Søren Aabye Kierkegaard, den yngste af syv søskende. Hun læste flittigt samtidens digtere, hun broderede og syslede med miniaturemaleri. Hendes forbillede og heltinde var Jeanne D'arc. Hun mødte Søren Kierkegaard allerede i 1837, da hun var fjorten år gammel, men det blev ikke til noget før i 1840, da Regine var blevet 18 og Søren var 27.
Kierkegaard skriver:
Den 8. september gik jeg hjemmefra med et fast forsæt om at ville afgøre det hele. Vi mødtes på gaden lige uden for deres hus. Hun sagde der var ingen hjemme. Jeg var dumdristig nok til at forstå just dette som en invitation, som hvad jeg behøvede. Jeg gik med op. Der stod vi ene i dagligstuen. Hun var lidt urolig. Jeg bad hende spille lidt for mig som hun plejede. Hun gør det, men det ville ikke lykkes mig. Da tager jeg pludselig nodebogen, lukker den med en vis heftighed, kaster den hen ad klaveret og siger: Åh, hvad bryder jeg mig om musik; det er Dem, jeg søger, Dem jeg har søgt i 2 år. Hun blev tavs.
Jeg sagde ikke eet eneste ord for at bedåre - hun sagde ja."
TILL THERE WAS YOU
Der var digte på jord
og jeg læste mange sider
men jeg fatted' ikke et ord
før der var dig.
Der var par overalt
og jeg tænkte aldrig videre
Næ, jeg tænkte slet ikke spor
før der var dig.
Og der var stjerner, der skinned' hele natten
det ved jeg
en himmel af lys, der var spildt
på mig
Der var hjerter i brand
rundt omkring til alle tider
og jeg brændte slet ikke spor
før der var dig.
Nadia:
Philomela kan hverken læse eller skrive. Hun vil dog gerne have. at jeg lærte hende det. "Jeg er jo ikke så smuk" sagde hun, "og så hjælper det altid at kunne et eller andet".
"Tag Dem ikke af det, Philomela" sagde jeg - "man bliver ikke lykkeligere af kundskaber", men jeg gav mig nu alligevel til at læse lidt i en stavebog med hende. Jeg tænker, at hun nok hurtigt bliver træt af undervisningen, så snart hun erfarer, hvor lang tid det ville tage at lære at læse - det gør hun sig næppe nogen forestilling om.
Philomela kom ind til undervisning idag. Jeg ventede ikke, at hun kunne huske et ord af, hvad vi havde gennemgået igår, men hun forbløffede mig i den grad. Hun havde selv købt sig en ABC og havde lært det hele udenad. Hun gjorde overvældende fremskridt.
Mens vi sad og læste, kom der en Bissekræmmer ved døren. Philomela kastede lange øjne efter et stort, skinnende rødt sjal. Jeg købte det til hende, som belønning for hendes flid med læsningen.'"Ja" sagde hun, "fordi jeg er flittig". Hun forsømte derefter aldrig en chance for at tage sit røde sjal på.
MY FUNNY VALENTINE
Han siger hverken ja eller nej
og smiler ikke tit
jeg' bange for han løber sin vej
hvis jeg sku' tale frit.
Lidt stædig er han, og stolt og stejl
men solen i mit liv.
Han er, til trods for'n hel masse fejl
mit bedste tidsfordriv.
Du' min lille hem'lighed
Og ingen andre ved
hvad du betyder for mig.
Jeg selv ka' ikke si'
med nogen garanti
hvor vidt du ve' det eller ej.
Så jeg ta'r den lidt med ro
lisså længe jeg ka' tro
det måske ku' bli' os to
dig og mig -
det er et sødt besvær
det vil det altid vær'
nu og i evighed.
Min lille hemmelighed.
Lone:
Straks efter sin forlovelse med Regine Olsen får Søren Kierkegaard kolde fødder.
D. 4. november modtager Regine et farvelagt billede, som Kierkegaard selv har tegnet: det er et orientalsk landskab med falliske tårne, runde, kvindelige kupler og store, åbne porte. I forgrunden, med ryggen til alt det sensuelle sidder en ung mand med en lut i skøddet, og en smilende kvinde med bare arme rækker ham en rose ud ad et åbent vindue. Til alt dette lyder Kierkegaards kommentar: "Hun holder en blomst i hånden. Er det hende, der rækker ham den, eller har hun modtaget den af ham, giver hun den tilbage for atter at modtage den? Det ved ingen tredjemand. Den vide verden ligger bag ham, han har vendt den ryggen, stilhed hersker overalt som i evigheden, hvilken sligt øjeblik tilhører. Måske er det århundreder siden han sad således, måske var det lykkelige øjeblik kun såre kort og dog nok for en evighed".
Regine har nok ønsket sig et element af erotik i forholdet. Kierkegaard svarede igen ved i forholdets første tid at læse højt for Regine af Biskop Mynsters prædikener. Og han skriver: "Den størst mulige misforståelse i forhold til det religiøse mellem menneske og menneske er når man tager Mand og Kvinde, og manden, der vil bibringe hende det religiøse, nu bliver genstand for hendes elskov."
TAKING A CHANCE ON LOVE
Jeg er tændt igen
og mine sorger endt igen
for lykken, den er vendt igen
jeg får en chance til.
Det går løs igen
jeg vågner af min døs igen
og jeg blir glamourøs igen
jeg får en chance til.
man glemmer helt og vær' bange
og ta sig i agt
når alt blir kærlighedssange
og slår i hjerternes takt
Alting nynner nu
om mænds og kvinders ynder nu
jeg tror mit liv begynder nu
jeg får en chance til.
Nadia:
Brun var at besøge mig idag, og ham har Philomela ikke kunnet fordrage siden den dag, han drak sig fuld i min vin. Brutta bestia kalder hun ham. Hun forklarer sin afsmag ved at hævde, at han altid er beskidt, og det synes hun ikke om. Det er vel nok sandt, at Bruun ikke skifter sit linned så ofte, som han burde, men Philomela glemmer rent, at hun selv kun vaskede sig sjældent i begyndelsen af mit ophold. Hun så med forbløffelse på, at jeg vaskede mig flere gange om dagen og skiftede skjorter hver anden dag. Det gjorde et dybt indtryk på hendes unge sjæl. Nu er hun selv så ren og proper som en rigtig sygesøster. Hun siger formanende til mig: "Deres skjorte kan gå an i dag med, men imorgen lægger jeg en ren frem til Dem!" - som om hun selv havde opfundet hygiejnen! Forleden undskyldte hun en lillebitte plet på sit skørt og sagde, at hun nok ville huske at skifte, inden hun bragte mig min aftensmad.
Et indskud: tidligere stod forkortelsen P.H.I.L. i mine optegnelser for "filosofi" - jeg ser til min skræk, at de samme bogstaver nu betyder Philomela - hvilket fald!
Nå, men - Bruun ankom under aftensmaden, som jeg indtog sammen med Philomela, idet vi netpop havde afsluttet en læsetime. "Nå" sagde han på dansk, "De lader den unge pige i huset spise med Dem? Det ville jeg ikke bryde mig om". Philomela havde aflæst hans tonefald og håndbevægelse og svarede, på ætsende italiensk: "Il signore prende il suo pranzo con chi lui piace!""Herren spiser med hvem det passer ham!". Bruun var forbløffet. "Forstår hun dansk?" spurgte han. "Det lader til det." svarede jeg. Da Bruun senere gik hjem, var Philomela stadig forbitret, hvad der nu i grunden klædte hende ganske godt. "Spurgte De ham, hvem han spiser med? Sagde han, at jeg var grim? Spurgte De ham ikke, om hans ragazza - hans kæreste - er kønnere?".
Hun er nu en pudsig størrelse, denne Philomela.
FLY ME TO THE MOON
Digte bruger tit
mange ord på meget enkle ting
og de store metaforer
kommer langt omkring
nu prøver jeg selv at fortolke
mit eget forelskede sind
og for du forstår hvad jeg mener
så har jeg sat fodnoter ind:
Tag mig med til himlen
i en vogn af måneskin
la mig mærke hele universet
mod min kind
med andre ord: tag min hånd
med andre ord: slip den aldrig
Sig, at vi ska valse over hele mælkevej’n
la os tænde lysene i himlens stjernetegn
med andre ord: bli nu min
med andre ord: jeg er din
Sara:
Johan Thomas Lundbye ville med tiden blive en af Danmarks store guldaldermalere, men det kunne man ikke vide i 1839, hvor han var 20 år gammel, og bare søn af en oberst i Frederiksværk. Alle hans brødre var i militæret, så det med at male tog man ikke særlig alvorligt i familien Lundbye.
Han forelskede sig i Louise Neergaard. Det var ikke uden problemer, for hun var datteren på en af vestsjællands større herregårde, og Johan havde jo nu valgt at blive en fattig kunstmaler, der kun havde penge på lommen, når det en sjælden gang lykkedes ham at få solgt et billede (idag går hans blyantsskitser til 10.000 kr. - men sådan er det jo). Det var ikke nogen oplagt forbindelse, den med Johan Thomas Lundbye og Louise Neergaard.
Han var bange for at blive til grin, bange for at få nej, og han var usikker på, hvordan hun havde det med ham. I lange, søvnløse nætter gennemgår han situationen i sin dagbog. Den er fuld af udkast til breve til Louise og til hendes far, hvor han 'anholder om hendes hånd'. Han analyserer alt, hvad hun siger og alt, hvad hun gør for at finde det mindste tegn på, at hun også synes om ham, men han føler sig ikke rigtig sikker.
Man synes ellers nok at kunne mærke på det hele, at hun ikke var helt ligeglad med ham. For eksempel havde han engang fortalt hende, at han holdt meget af at tegne på gammelt, gulnet papir, og så havde hun fundet en gammel regnskabsbog i godsets arkiver med netop den slags papir, og den gav hun ham. Det blev naturligvis hans mest elskede skitsebog. Den havde et helt tosset format, 30 gange
IT MIGHT AS WELL BE SPRING
Jeg kan høre muntre triller fra en lærke
Hele verden står på spring til sværmeri
selv om det' begyndt at sne så ka' jeg mærke
det er forår indeni.
Jeg ser par, hvorhen jeg kaster mine øjne
de går hånd i hånd og hvisker i det fri
jeg er helt parat til kys og søde løgne
det er forår indeni
Jeg har længtes hele vintren lang
på at møde en som dig
la' kalendren sige februar,
for hjertet, det si'r maj.
mine længsler, de har gå't og trukket rente
mine læber gemmer på en melodi
og mit hjerte spør mig: hvorfor gå og vente,
det' jo forår indeni
rundt omkring si'r alle ting
skynd dig lidt at komm' i sving
det er forår indeni.
Det er forår indeni.
Sara:
Da der var gået henved et år på den måde, så sidder han en dag hjemme hos moderen og drikker the, og så siger hun: "Har du hørt, at Louise Neergaard er blevet forlovet?".
Johan Thomas Lundbye taber sin thekop og er nær ved at røbe sig, men han holder masken. Og det viser sig da også, at rygterne er falske - Louise er stadig fri. Men det satte Lundbye en god skræk i livet, så nu måtte der gøres noget.
Lundbye vidste, at Louise plejede at gå i haven, hver morgen når hun var stået op. En morgen sætter han sig så på en bænk bag ved nogle buske og venter på hende, lige der, hvor stien fra huset fører forbi. Nu skal det frem - nu vil han fortælle Louise om sine følelser, nu eller aldrig - og så må det briste eller bære.
Han hører fodtrin i gruset og rejser sig fra bænken for at gå hende i møde, men ser så til sin skræk og skuffelse, at det slet ikke er Louise, men en tjenestepige, der skal ud og plukke blomster. Det slår ham helt ud. Han tolker begivenheden som et tegn fra skæbnen, der åbenbart ikke synes, at det skal være ham og Louise.
I den følgende tid trækker han sig tilbage fra Louise og herregården og prøver at lære sig selv at se på historien som et overstået kapitel af hans liv. Men dagbogen vidner om, hvor dårligt det lykkes ham.
ALL THE THINGS YOU ARE
Du er det bedste her i verden
den største trumf i hjertenes spil
Du er min pant i kærligheden,
beviset på at lykken er virk'lig til.
Du er som sød musik og poesi
Du er hvert øjeblik med mening i.
Strejf nu mit liv med dine ynder
og gør nu mit fangne hjerte frit
så lidt af alt du er bli'r mit.
Sara:
Han kaster sig over sit arbejde med stor energi og slår igennem som landskabsmaler i de år. Det er som om han i sine malerier får afløb for al den følelse han nærer for Louise, og det kan man stadigvæk se. Der er ingen, der nogensinde har malet mere forelskede billeder af det danske landskab. Der er noget forsigtigt over hans færdige billeder, men skitserne er utroligt friske.
Lundbyes privatliv er slet ikke så frodigt. Han bliver lidt sær, han har lange depressive perioder og tænker, at det måske kan hjælpe at komme lidt væk, så han søger legat til et ophold i Italien og er borte et par år. Det bliver det ikke bedre af. Han går dernede i Italien og længes hjem til Danmark, og når hans kunstnerkammerater slår sig løs og lever livet med de italienske modeller, så synes Lundbye at de er rå og vulgære og lukker sig inde på sit kammer og prøver at lade være med at tænke på Louise.
NATURE BOY
Et maleri
med alle verdens farver i
som tryller kærligheden ind
i det mindste
penselstrøg
kan ikke nå
at holde på
det øjeblik
der fløj
Og det sekund
vil altid gøre lige ondt
hvor lykken gik forbi dig, ven
og svandt hen
på en sommerdag
en evighed
vil dvæle ved
de enkle ord
du aldrig sa'.
Lundbye kommer hjem fra udlandet i slutningen af 1840erne og ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med sig selv. I 1848 kommer Danmark i krig med Tyskland. Lundbye melder sig som frivillig. Han vil gerne gøre noget for fædrelandet, og skulle der ske ham noget, ville det ikke være noget større tab, hverken for verden eller for ham selv. Han havde flere gange en mærkelig drøm, hvor han så sig selv ligge død med et dannebrogsflag over sig.
Der var dog andre, der mente, at det var dumt at sætte så meget talent på højkant, så hans venner og lærere fik udvirket, at Lundbye blev udnævnt til Kongelig bataljemaler, altså en officiel øjenvidneskildrer fra slagmarken, og sådan nogen passede man bedre på end almindelige soldater. Lundbye fik udnævnelsen på vej til fronten i Sønderjylland, men han afslog den. Han ville ikke i krig som kunstner, men som soldat.
Det kom han nu aldrig. Hans kompagni overnattede i Bedsted, en lille landsby i nærheden af Åbenrå, og tidligt om morgenen fik de melding om straks at bryde op og begive sig til kamplinjen. De havde sat geværerne op tre og tre i pyramider uden for teltene, og i den forvirring, der opstod, væltede en af geværpyramiderne, så et skud gik af. Kuglen ramte Lundbye lige i hovedet og han var død på stedet. Han blev 29 år. Der var ikke tid til mange formaliteter. Der blev gravet et hul på kirkegården i Bedsted, men krigen var dårligt forberedt, de havde ingen kister, og de var lige ved at putte ham ned i hullet, da der i sidste øjeblik fra en nærliggende gård kom en bonde med et dannebrogsflag, som de kunne svøbe ham i.
Nu lader vi Lundbye ligge og stiller i stedet det spørgsmål, som alle har på læben: Hvad med Louise? Den første, der stillede det spørgsmål, var en ung kunsthistoriker, som i slutningen af århundredet ville skrive en bog om Lundbye. Han var nemlig blevet berømt i mellemtiden, og næsten 50 år efter hans død kunne man godt se, at han levede i en guldalder. Kunsthistorikeren opsøgte Lundbyes familie og fik lov at kigge i hans dagbøger, og i dem stod der jo Louise fra ende til anden. Kunsthistorikeren fandt ud af, at Louise levede endnu. Det var i 1895, og hun var 78 år gammel. Hun havde levet et stilfærdigt liv og var aldrig blevet gift. Da hun forstod, at hun optrådte i Lundbyes dagbøger, bad hun om lov til at låne dem. Det fik hun, men da hun havde læst dagbøgerne, fik hun et voldsomt hjerteanfald, blev indlagt på hospitalet, og der døde hun. Den unge kunsthistoriker nåede lige at besøge hende på hospitalet, og på sit dødsleje sagde den 78-årige jomfru med en fin rødmen i de blege kinder: "Hvis Lundbye havde friet, så havde han ikke fået nej".
KÆRLIGHEDEN HAR DIT ANSIGT NU
(fra GUTs "Vintereventyr")
Hvis vores sommer ender her, min ven
så vil jeg sige:
ingen har betydet mer for mig
om jeg så aldrig møder dig igen,
vil jeg nu vide:
kærligheden, den ser ud som dig.
Og hvad der svæved rundt i sfæren
som en uend'lig fjern idé
har nu fået dine ansigtstræk
Og lige sådan vil det være
i al den fremtid, jeg vil se
du er hos mig, selvom du er væk.
Hvor mine dage end må ta' mig hen
resten af livet
Hvem jeg ellers møder på min vej
så er dine smil, der går igen
for det er givet
lykken, den ser netop ud som dig
Den synger med din søde stemme
og siger dine varme ord
Den er altid ung og blid som du
og jeg vil aldrig mer' ku' glemme
hvorend jeg er på denne jord:
kærligheden har dit ansigt nu.
Og når vi begge to forsvinder
og tusind somre fjerner sig
er der stadig spor af denne dag
for hvert et strå vil bære minder
og der hvor duggen spejled dig
Hænger der lidt kærlighed tilbage
i luften, i sindet
i duften af sommer, i mindet
om dig.
PAUSE
SOMEDAY I'LL FIND YOU
Når man er ensom er natten lang
vemodsfuldt vandrer timerne hen
jeg ligger vågen med denne sang
mødes vi snart igen, min ven?
Hver gang jeg ser dig
håber og ber jeg
nu er det slut med at vente
alt hvad jeg ejer af kys og kærlighed
håber jeg du ved
gemmer jeg
kun til dig, - og
Lykken vil smile,
længslerne hvile
og alle sorger få ende
hvis det nu vil gå
som jeg håber på
hver gang jeg ser dig igen.
Nadia:
Igår, i min læsetime med Philomela, stødte vi på ordet inferno. Hun sagde: "jeg tror ikke, at der findes noget helvede; det er galt nok på jorden. Hvis der var et helvede, skulle vi jo brænde to gange." "Herregud, Philomela" sagde jeg, "Er livet da så slemt? Du synger jo hele dagen!" "Jeg synger, fordi jeg er rask" var svaret. Hun så mig lige ind i øjnene, med stor alvor, og sagde: "De synger nok også selv, og er munter, når De kommer hjem igen til Deres kæreste, hjemme hvor De bor".
Hun er et ejendommeligt pigebarn. Ud af ingenting kommer pludselig ganske gribende betragtninger, som man ikke skulle tro, at hendes naive hovede kunne rumme. Og så ruger hun på ting, jeg har sagt i spøg. "De sagde forleden" sagde hun, "at alle ægteskaber burde indgås for kun et halvt år ad gangen. Men jeg tror godt, man kan elske det samme menneske resten af livet. Også selv om man skulle blive hundrede, lige som min bedstemor."
Lone:
På sin 28-års fødselsdag sender Kierkegaard Regine en blomst - en ganske særlig blomst: "Jeg sender dig en rose, der er visnet under mine hænder. Jeg har ikke som du været et glad vidne til hvordan alting udfoldede sig, jeg har været et vemodogt vidne til, hvorledes den mere og mere svandt hen; jeg har set den lide, den tabte duften, dens hoved blev mat, dens blade bøjede sig i dødens strid, dens rødme svandt hen, dens friske stængel fortørredes, den glemte sin herlighed, den troede sig glemt, og den vidste ikke, at du bevarede erindringen om den, og den vidste ikke, at jeg ebstandig kom den ihu, den vidste ikke, at vi begge forenede bevarede dens minde."
Derefter sendte Kierkegaard sin ring tilbage. Ringen var ledsaget af et brev, hvis litterære kvalitet han fandt så vellykket, at han senere indføjede det ordret i "Skyldig - ikke skyldig?": "Glem den, der skriver dette: tilgiv et menneske der, om end han formåede noget, dog ikke formåede at gøre enpige lykkelig. At sende en silkesnor er i Østen dødsstraf for modtageren; at sende en ring bliver nok her dødstraf for den, som sender den."
LOVE ME OR LEAVE ME
Hvis du vil ha mig
så gør noget ve' det
ta' dog og ta' mig
la vær' med at fedte
rundt i et enten og eller
for så vil jeg si'
jeg holder af dig
men har dog min ære,
så hvis du vil ha' mig
så må du sgu lære
at si' hvad du mener -
hold op med dit sejpineri.
Sig hvis det ska' være os og ellers farve-e-el
Hvis det ikke blir os så klar' jeg mig sæ-æ-æl.
Du er brændt varm
og du ve' at jeg ve' det
stik mig din arm
imens alle ka' se det,
det' nu eller aldrig
for ellers er alting forbi.
o-o-o
Nadia:
Philomela mente idag, at jeg måtte være ved at komme til kræfter igen, og hun foreslog, at vi skulle lade det komme an på en prøve: hun ville lægge arm med mig! Hun smilede og tog fat i min hånd. Jeg var forbløffet over at hun, der er en stor og kernesund pige fra bjergene, var så let at lægge ned. Jeg sad i sengen, hun lå på knæ ved siden af den; hun var et nydeligt syn: det blåsorte hår, den leende mund med de fine, hvide tænder, de brune, smilende øjne. Idet hun rejste sig, sagde hun: De er rask nu, jeg fortryder ikke, at de har vundet over mig.
Philomela sidder i min stue og strikker, som et levende maleri af Küchler. Hun har sit skinnende røde sjal over skuldrene. Jeg selv er kommet mig helt ocver min sygdom og er for første gang i tøjet. Til aftensmåltidet havde jeg sagt: idag vil jeg ingen forret have, med mindre det er grøntsagssuppe. A punto! sagde Philomela og hev låget af terrinen med sejrsstolt mine, for det var lige, hvad hun havde lavet til mig. Hun havde også købt en fin lyserød vin til maden - den smagte så godt, at hvis Guderne på Olympen havde kendt til den, så havde de smidt deres nektar i vasken. Selve den romerske luft er en fest, alt som forestår mig, Italiens sommer og kunst, får mit hjerte til at banke og mit hoved til at svimle.
Jeg kommer nok til at savne Philomela.
Kierkegaard indså snart, at det gjaldt om at gøre Regine træt af ham. Han lovede Regine en tur på landet, hvorved hun blev ubeskrivelig glad og glædede sig som et barn. Han hentede hende i en Wienervogn, men ved Vesterbro Runddel vendte han om og kørte hende hjem igen. Det gjort, for at Regine kunne vænne sig til at nægte sig selv en fornøjelse."
Han sendte hende en flaske parfume af hendes yndlingsmærke: "Du erindrer måske, at jeg for et års tid siden sendte dig en flaske af denne essens. Jeg sender dig nu nok en flaske, indsvøbt i en mangfoldighed af blad-omslag, men disse omslag er ikke af den natur, at man i hast river dem af, eller kaster bort for at komme til indholdet, tværtimod, de er netop dem, man har glæde af, og jeg ser med hvor megen omsorg og omhu du vil udfolde hvert enkelt blad og derved erindre, at jeg erindrer dig, min Regine, og så vil du selv erindre. Din S.K.
Søren Kierkegaard havde pakket parfumen ind i alle de kærlighedsbreve, Regine i tidens løb havde sendt ham.
JUST FRIENDS
Forbi -
det var os to
forbi
før legen ble' go'
Og alt den kærlighed
der aldrig finder sted
før drømmen ender
og vi kun er venner
Fordi
du helst er fri
fordi
du ikke vil fri
det skræmmer dig, det skidt,
så vi går hver til sit
fordi, fordi
forbi, forbi.
NADIA:
Jeg så faktisk Philomela igen. Jeg var på toget fra Napoli til Rom. Og der, i menneskemylderet på hovedbanegården så jeg hende komme løbende hen imod min vogn, som gjaldt det livet. Guderne må vide, hvordan hun har gættet at jeg var på det tog på netop denne dag. Hendes ærinde var såmænd bare at give mig et billede af sig selv, som et minde.
Jeg tog det og kørte.
Lone:
Regines far, Terkild Olsen, opsøgte Kierkegaard, af lutter bekymring for datteren. Han sagde, at pigen ikke kunne sove om natten, han var ængstelig for hendes helbred, og, stolt som han var, måtte han alligevel bede Kierkegaard om ikke at slå hånden af Regine. Kierkegaard lovede at tale med Regine, og det løfte holdt han.
Han beskriver selv episoden:
Hun spurgte mig: "Vil du da aldrig giftes, Søren?"
Jeg svarede: "Jo, om ti år, når jeg har raset ud, men da må jeg have en yngre hustru, for da er du blevet for gammel"
Hun sagde: Kys mig, Søren." Og det gjorde jeg, men uden lidenskab.
Og i det år, 1841, kastede Søren Kierkegaard sig for alvor over sit forfatterskab.
UDEN DIG
(fra GUTs "Som man behager")
Timerne går
og du er intet sted at se
Har jeg lov at håbe at du finder frem til mig?
Mon du forstår
og mon du egn'tlig rigtig ve:
I den hele verden vil jeg bare savne dig.
Uden dig
Har natten ingen ende
Uden dig
Blir jeg ved at sende
blus fra en båd i nød
på det mørke hav
uden dig
er mine dage tomme
Uden dig
og til mit liv er omme
håbløst alene her
kalder jeg dit navn
Dagene går
Imens jeg bare venter her
på at du med tiden sender mig et lille tegn.
lange som år
der ikke mer er noget værd -
Hele livet ga' jeg gerne for en nat med dig...
Uden dig
hvad har jeg så tilbage?
Uden dig
en evig strøm af dage
af al den ensomhed
drømmen drukner i
Uden dig
ka' intet standse smerten
Uden dig
og der et sted i verden
vandrer du sorgløs rundt
glad, og blind og fri
Lone:
Påskesøndag i Frue Kirke, under Biskop Mynsters prædiken, nikkede Regine til mig. Jeg ved ikke, om det var bønfaldende eller tilgivende, men det var meget kærligt. Jeg havde sat mig langt fra hende, men hun fik alligevel øje på mig. Gu give, at hun ikke havde gjort det! Nu efter halvandet års lidelser er al min uendelige møje spildt; hun tror ikke, at jeg var en bedrager, hun tror på mine oprigtige følelser. Det næste vil blive, at jeg er en hykler. At en mand af min inderlighed og min religiøsitet kunne handle således."
Hvad Kierkegaard ikke vidste, den dag i Frue Kirke, var at Regine netop var blevet forlovet med Frederik Schlegel. Regine troede, at han havde hørt det, og hendes nik til ham var måske en bøn om hans forståelse eller velsignelse. Hvem ved?
b
Regine Olsen blev nu Regine Schlegel, og det hændte - ganske ofte - at hun mødte Søren Kierkegaard ved Sortedamsdosseringen, når han kom gående fra sit hjem ved øsetrbrogade, og hun spadserede fra sit hjem i Bredgade. Hun nikkede da igen til ham, mens Kierkegaard fortsatte altid uden at give noget fra sig. Sådan gik femten år.
I 1855 blev Frederik Schlegel udnævnt til guvernør over de Dansk-Vestindiske øer, og han og Regine skulle afsted i syv år. På dagen for afrejsen skynder hun sig ned til
Sortedams dosseringen, og der, ved skæbnens gunst, får hun øje på Søren. For første gang i femten år brydes tavsheden - og det er Regine, der taler. Idet hun passerer ham, siger hun: "Gud velsigne dig - gid, at det må gå dig godt!" Kierkegaard er forbavset, men får dog samlet sig til at hilse på sin gamle forlovelse - for sidste gang.
THE GLORY OF LOVE
Det gik jo godt, til tider
slemt, til tider,
det var slet ikke nemt, til tider
samme gamle sang
i et nyt arrang’ment
Og man fik kys til tider,
klø til tider
man troede man sku' dø til tider
samme gamle sang
i et nyt arrang’ment
Når kærlighedens guld er væk
og de grønne skove brændt af
så si'r vi med et skuldertræk:
mon ikk' vi når det en dag?
man var lidt ked til tider
glad til tider
man ved sgu ikke hvad til tider
samme gamle sang
i et nyt arrang’ment.
I KÆRLIGHED
(fra GUTs "Helligtrekongersaften")
I kærlighed
Der bli'r vi alle lidt til nar
og kærlighed
kan gi' dig store, grimme ar,
i kærlighed
der står vi tit med røven bar
og det' det eneste vi har.
Og hvis du får Amors lille pil
lige i øjet
ven - ta' det med et smil,
skyd igen
I kærlighed
er der en stemme indeni
der får os med
i lykkens store lotteri
så vidt vi ved
så får vi ingen garanti
og det er aldrig helt forbi
Ingen ka' fortælle dig hvornår
den er her
ingen ved en bønne om hvorfor
at det sker
I kærlighed
blir alt på denne runde jord
vendt op og ned
og ingenting er som du tror
men vi blir ved
at springe på og gå ombord
i de der tre små søde ord.
Lone:
Søren Kierkegaard skriver i "In Vino Veritas":
Der er mangen mand bleven geni ved en pige, mangen mand bleven helt ved en pige, mangen mand bleven digter ved en pige, mangen mand bleven helgen ved en pige; - men han blev ikke geni ved den pige, han fik, thi med hende blev han kun etatsråd, han blev ikke helt ved den pige han fik, thi ved hende blev han kun general, han blev ikke digter ved den pige han fik, thi ved hende blev han kun fader, han blev ikke helgen ved den pige han fik, thi han fik slet ingen, og ville kun have een eneste, som han ikke fik, ligesom enhver af de andre blev geni, blev helt, blev digter ved den piges hjælp, de ikke fik.
AFTER THE BALL
stjernerne blegner
gæsterne går hjem
hun blir tilbage, mens
morg'nen bryder frem
ensomme tanker
om et håb der svandt
kærtegn og løfter,
ingenting var sandt.
ung og uskyldig
er hun endnu
hjertet vil heles
som gik itu,
lære at elske
livets flygtighed
alting forandres
intet varer ved
Aftenens melodier
lister sig langsomt bort
sangenes trylleri og
drømmene vared' kort
virkeligheden venter
hver en forelsket pi'
og når musikken er endt, er
ballet forbi