Shakespeares Macbeth havde urpremiere i Hampton Court ved Christian den Fjerdes statsbesøg i London i sommeren 1606. At Shakespeare har haft ringe tillid til den danske konges engelskkundskaber kan måske forklare, at stykket er fuld af larm og spektakel, som kunne vække de døde. Desuden har Shakespeare med Macbeth skrevet sin korteste tragedie.[1]

Stykket synes dog på alle måder at være skræddersyet til den nye engelske regent, Kong James den første (af England, men han var den sjette James af Skotland). James’ engelsk fejlede naturligvis ikke noget, men den forlystelsessyge konge var kendt for hurtigt at komme til at kede sig i teatret.

I Macbeth ser vi, at Shakespeare har renonceret på sin sædvanlige afsmag for scenetekniske virkemidler. Den elizabethanske teaterscene havde faktisk adskillige kunster at gøre brug af – aktørerne kunne for eksempel hejses ned fra loftet eller forsvinde i gulvet[2] - men selv om Globe-teatret undertiden opførte dramatiske værker, der betjente sig af disse ting, så var den slags løjer sjældent at finde i Shakespeares stykker.

Macbeth, derimod, åbner med et stormvejr og - ifølge den indledende regibemærkning - med en tordnende lydkulisse. Senere, i I.3, forsvinder tre hekse sporløst, til Macbeths og Banquos store undren (her er de muligvis forsvundet gennem faldlemmen) og i IV.1 synker deres heksekedel i gulvet, for øjnene af Macbeth. I lyset af Shakespeares normale praksis er Macbeth et rent udstyrsstykke, og også dette kan have været for at holde majestæten og hans kongelige, danske svoger vågne. Der er såmænd også sang og dans fra heksene, skønt disse indslag med stor sikkerhed blev skrevet til af en anden, samtidig dramatiker, Thomas Middleton[3].

Alene den omstændighed, at stykket åbner med tre hekse skulle nok fange den engelske konges interesse.

I 1589 havde James’ formæling med sin tilkommende, Christian den Fjerdes søster Anne, været martret af dårligt vejr. Først havde Annes skib søgt ly i Norge under en storm, derpå havde James haft uvejr på vej til Danmark[4], og endelig, da brylluppet omsider var kommet i stand, forliste skibet med alle Annes gaver på overfarten til Skotland.

James blev efterfølgende gjort opmærksom på, at disse uheld sikkert skyldtes forbandelser nedkastet over hans person af en gruppe hekse fra North Berwickshire. Her havde en mand ved navn Seaton udlagt sin tjenestepige, Agnes Thompson, som heks og medsammensvoren i komplottet mod kongen. Pigen gik til bekendelse og hele historien blev trykt i News from Scotland i 1591.

Skønt James aldrig har været regnet for nogen stor begavelse[5], skal det dog siges til hans forsvar, at han først omfattede heksehistorien med megen skepsis. Agnes Thompson overbeviste ham imidlertid, da hun – ifølge rapporter – kunne gentage ord for andet, hvad James havde sagt til Anne på bryllupsnatten. James forfattede derefter et værk om afsløringen af heksekunster, ”Daemonologie”, som blev udgivet i England i 1603.

Til sidst skal det nævnes, at stykkets overordentlig mange bibelreferencer også synes at vinke fra scenen op til James den Første. Ved Hampton Court konferencen i 1604 var James nemlig blevet overbevist af Dr. John Reynolds fra Oxford om nødvendigheden af en engelsk bibel, der kunne konkurrere med Geneve Biblen, den autoriserede bibel indtil da. James udtalte ved lejligheden: ”I wish some special pains were taken for an uniform translation, which should be done by the best learned men in both Universities”.[6]

Som sagt, så gjort. Man nedsatte hurtigt 54 mænd fra Cambridge og Oxford (”both universities”) i et arbejdsudvalg, der skulle forestå oversættelsen.

Her er det så tænkeligt, at Shakespeare er kommet ind i billedet, ikke som oversætter (for han havde, ifølge vennen Ben Jonson, ”small Latin and less Greek”)[7], men som tekstbehandler af oversættelserne. Anthony Burgess refererer i sin Shakespearebiografi[8] til et lille indslag af kryptering i den bibel, der lå færdig til udgivelse i 1611: Hvis man i Davids salme nr. 46 tæller 46 ord fra begyndelsen, støder man på ordet ”Shake”. Springer man det afsluttende ”Selah” over og tæller 46 ord fra bunden, finder man såmænd ”Spear”. Dette taler for, at Shakespeare ikke har kunnet dy sig for at sætte et lille, beskedent fingeraftryk i selveste Biblen.[9] Hvad der ydermere taler for teorien er, at Shakespeares trup, som under Elizabeth havde heddet The Lord Chamberlain’s Men, i 1603 blev The King’s Men og kom til at stå direkte under James’ protektorat. Shakespeare var altså blevet hædret i højeste grad under den nye regent, og kunne godt tænkes at være blevet bedt om at kaste et kunstnerisk øje på de nye bibeltekster. Hvis Shakespeares andel i arbejdet er begyndt allerede i 1604, har han haft hovedet fuld af skriftsteder, da han begyndte arbejdet på Macbeth.[10]

Første akt

I.1: ”Hurlyburly”

Vi åbner altså med tre hekse, som ganske vist hedder ’witches’ i stykkets trykte form, men publikum hører kun dette ord brugt om dem en gang (I.3,6). I dialogen benævnes de som ”weird sisters”. På moderne engelsk betyder ’weird’ nærmest ’skruptosset’, hvilket ville fratage heksene al autoritet. På keltisk betyder ordet derimod ’skæbne’. I stykkets forlæg, Holinshed-krøniken[11], omtales de som:

three women in strange and wild apparell, resembling creatures of elder world.[12]

- og denne ’ældre verden’ er netop Englands førkristne, keltiske fortid. De tre hekse i Macbeth er altså skæbnesøstre, ganske som de tre norner, der i den nordiske mytologi spinder livets tråd for mennesket. De nordiske norner, Urd, Verdande og Skuld repræsenterede fortid, nutid og fremtid. Helt analogt hyldede den keltiske kultur kvinden i hendes tre variationer, Maid, Mother og Hag,[13] som ophav til skønhed, liv og visdom.[14] Hvis man kigger på distributionen af heksenes replikker i første akt af stykket, så vil man erfare, at de faktisk har de samme tre respektive ansvarsområder som de nordiske norner – fortid (første heks), nutid (anden heks) og fremtid (tredje heks).

Den første heks refererer til deres netop afsluttede møde og spørger, hvornår de skal samles igen:

Det tilsyneladende paradoks, at heksene omtaler slaget som både tabt og vundet fortæller os, at de befinder sig på et plan, der er hævet over jordiske skærmydsler: Krigen bliver vundet af den ene part og tabt af den anden, men heksene er da ligeglade. Det ord, de benytter i den anledning, “hurlyburly”, er da også en påfaldende forklejnende frase, der nærmest betyder ’en værre ballade’ eller ‘hurlumhej’. Den rapport fra slaget, som vi skal få i den næste scene, stiller krigen i et noget mere alvorsfuldt og heroisk skær.

Heksene påkaldes af deres ‘familiars’ – hvilket vil sige de respektive dyr, som er deres bindeled til de mørke magter. I dette tilfælde nævnes en kat (“Graymalkin”) og en tudse (“Paddock”)[18].

De slutter deres korte scene med endnu et paradoksalt udsagn som afsluttende couplet:[19]

Smukt er grimt og grimt er smukt[21]. Igen, som ved omtalen af slaget, kunne man udlægge dette som et udsagn om, at enhver vurdering afhænger af talerens synsvinkel, men her er det tillige tonen i hele stykket, der slås an, og med dette såmænd også grundtonen i hele renæssancen. Det tilsyneladende overfor det faktiske, eller, som det hedder i Shakespeare-sammenhænge, “The Seeming versus the Being”[22]. Intet er helt, hvad det synes at være. Det skal i høj grad blive et dominerende tema i tragedien om Macbeth.

Og det var så den scene. Sølle elleve verselinjer, men vi har fået tre ting på plads: For det første har vi forstået, at vi skal opfatte heksene som virkelige indenfor stykkets dramatiske ramme. De kan ikke være resultatet af en hallucinerende person i tragedien (sådan som det i tredje akt skal blive tilfældet med Banquos genfærd), for der har ikke været nogen på scenen til at se dem. Shakespeare har på en måde kastet sit uforberedte publikum ind som deltagere i en heksesabbat.

For det tredje har heksene givet os navnet på Macbeth[23] og har antydet, at de har et særligt ærinde at forrette med ham.

Ved at introducere heksene i denne første, korte scene, har Shakespeare desuden begået et lille dramatisk kup: Når Macbeth om kort tid møder heksene, er vores fokus på hans reaktion. Vi forfalder ikke til måben over synet af de overnaturlige væsner, for vi kender dem allerede.[24]

I.2. ”Bloody Execution”

En fanfare angiver, at Kongen af Skotland, Duncan, ankommer på scenen med sit følge (sønnerne Malcolm og Donalbain nævnes, samt hofmanden Lennox). De mødes af en såret og blødende sergeant, som kommer direkte fra slaget for at aflægge rapport.

I “Shakespeare, vor samtidige” (1964), hævdede Jan Kott, at der kun fandtes et eneste tema i Macbeth, nemlig mord. Som alt andet hos Kott er dette udsagn voldsomt kategorisk, og man kunne vove at påstå, at der sagtens kunne presses et tema eller to mere ind i tragedien. Kott har dog ret for så vidt som at mord altid vil være en af overskrifterne på stykket. Her, kun et par minutter inde i dramaet, skal den første lange replik afleveres af en mand, der er indsmurt i blod, både sit eget og andres. Han fortæller, at slaget først stod til et tvivlsomt udfald, og at Lykkens Gudinde (“Fortune”) lod til at favorisere Macdonwald, som har rejst sig i oprør mod Kong Duncan:

Billedet på Lykken som en troløs skøge havde Shakespeare allerede fem år forinden ladet Hamlet benytte[26]. Den blodige soldat fortæller nu, hvordan Macbeth trodsede Lykken:

Det er Macbeth, der her kommer til syne i sergeantens referat, kæmpende sig vej gennem kamptumlen til forræderen Macdonwald. Vi hører så om Macbeths drab på Macdonwald.

Sådan er altså vort første indtryk af stykkets hovedperson. Han er tapper og trodser alle odds, men vi kan heller ikke undgå at bemærke, at hans handling er særdeles barbarisk. Hvad vi måske i skyndingen kan overse er, at hændelsen berettes med humor. Den blodige soldat lægger ikke skjul på, at Macbeth er hans helt, en fandens karl. Beskrivelsen af, hvordan Macbeth ’hverken siger goddag eller farvel’ til Macdonwald, får på en afstumpet, men morsom måde drabet bagatelliseret til et mindre brud på etiketten.

Efter denne modbydeligt grafiske skildring af drabet på Macdonwald, som bliver ‘flået op i syningen’ fra ‘navlen til kæberne’, for derefter at blive halshugget og sat til skue på borgmuren er Kong Duncans reaktion imidlertid:

“tapper”, javel, men Gentleman? Denne kommentar er sikkert ment som ironi fra Shakespeares side - men ikke fra Duncans. Sergeantens beretning og dens modtagelse af Kong Duncan sætter hele tragediens univers i relief. Vi befinder os i en verden, hvor lemlæstelse regnes for herlige mandfolkeløjer. Vi skal til de islandske sagaer for at støde på en tilsvarende mentalitet.

Endnu en gang viser Macbeth (og den anden kaptajn for Duncans styrker, Banquo) tapperhed over for overmagten, da Macdonwalds norske medsammensvorne sættes ind som afløsning for de flygtende skotter. Netop som han er ved at beskrive, hvordan Macbeth og Banquo er ved at genskabe Golgatha (henrettelsesstedet uden for Jerusalem), overvældes vor fortæller af blodtab og udmattelse. Duncan roser ham med ordene:

Da den blodige sergeant bæres ud, ankommer Ross prompte for at overtage reportagen fra slagmarken. Han kan berette, at Macbeth har overmandet også nordmændene, samt at Thanen af Cawdor, som støttede Norge[31], nu er fanget. Kong Duncan beordrer, at forræderen Cawdor skal henrettes straks, og at hans titel skal gå til Macbeth:

Som Roy Walker fastslår i ”Time is Free”: Allerede i denne replik foregriber Shakespeare på underfundig vis tragediens videre forløb. Skønt Duncan naturligvis mener titlen ”Thane of Cawdor”, kommer Macbeth tillige til at overtage titlen ’forræder’.[33]

- genlyder heksenes: “when the battle's lost and won” fra første scene. Med ganske subtile midler – såmænd kun to ord - giver Shakespeare os endnu en indikation på, at heksene har fingeren på pulsen.

Begge Duncans udtalelser kunne antyde en lidt skødesløs overdragelse af titler. Som vi skal erfare, bliver titler og ære i dette drama reduceret til noget, der kan tages af og på efter forgodtbefindende.

I.3. ”Macbeth doth come … ”

Ved åbningen af tredje scene, første akt, vil den årvågne læser (eller den endnu mere årvågne teatergænger) måske bemærke, at alle scenerne indtil videre er begyndt med spørgsmål.

Første scene begyndte med første heks: “When shall we three meet again /In thunder, lightning, or in rain?”. Anden scene åbnedes med Duncans “What bloody man is that?”, og nu, i tredje scene, hvor vi igen konfronteres med heksene, hedder det fra første heks:

Man kan roligt belave sig på, at spørgsmålene fortsætter. Stykket igennem spørger personerne hvor de selv er, hvor de andre har været, hvad de dog skal gøre, hvad klokken er og hvad meningen er.[36] I Macbeth spørges der i så udstrakt en grad, at det rækker ud over rammerne for almindelig ekspositionsdialog, der bare skal viderebringe praktiske oplysninger til publikum, og i stedet anslår en tone af en større, eksistentiel tvivl.

Det viser sig, at den anden heks har været ude at dræbe svin. Det er vel i overført forstand også, hvad Macbeth synes han har lavet, men i heksenes tilfælde drejer det sig fra Shakespeares side om at understøtte folkeovertroen om hekses magt til at forårsage dødsfald. De er lunefulde, disse hekse, og som en slags metafysisk mafia hævner de sig på dem, der nægter at subsidiere dem. Den første heks har bedt en kone om nogle af de kastanjer, hun sad og spiste, og straffen for afslaget falder på konens mand, som er sømand. Heksen vil sejle ud til hans skib i en si[37], og:

Umiddelbart er denne replik kun en demonstration af de onde gerninger, som heksene kan udvirke, men den tjener på et dybere plan som plot preparation. Sømandens søvnløse skæbne vil senere hjemsøge også Macbeth.

- og Macbeth kommer på scenen. Hans entré er teaterhistorisk interessant og fortjener lidt omtale.

Astrologen Simon Forman var i Globe teatret og se “Macbeth” i 1611, og han skrev i sin dagbog:

In Mackbeth at the Glob, 1610[40], the 20 of Aprill (Saturday), there was to be obserued, firste, howe Mackbeth and Bancko, 2 noble men of Scotland, Riding thorowe a wod, there stode before them 3 women feiries or Nimphes, And saluted Mackbethe, sayinge, 3 tyms vnto him, haille Mackbeth, king of Codon …[41]

Stavningen er ganske liberal, som stavningen var i den engelske renæssance, men lad os ikke forstyrre af det. Lad os i stedet, som Dennis Bartholomeusz[42] har gjort det i sin “Macbeth and the Players”, hæfte os ved den omstændighed, at Macbeth og Banquo kommer ridende. Forman havde ingen grund til at skrive dette, hvis det ikke var, hvad han rent faktisk så. At skuespillerne bare skulle agere, at de red, ville ligge datidens teaterpraksis fjernt[43]. Desuden gør Bartholomeusz os opmærksom på, at heste tidligere havde været brugt på den elizabethanske scene, bl.a. i en opsætning af tragedien Woodstock [44] i 1597.

Det er altså mere end blot sandsynligt, at Richard Burbage[45], som spillede Macbeth i denne opsætning, er kommet ridende ind med Banquo. Det har givet hans rolle status og har vist ham som ankommende direkte fra slaget. Det har desuden lagt til forestillingens meriter som udstyrsstykke, om end James den Første ikke har set stykket på The Globe.

Dog: ingen i verden kan overbevise mig om, at Macbeth er kommet ridende ind på selve scenen. Skønt sceneåbningen på Globe-teateret i London har været rigelig stor, så har “The tyring house” – backstage-området eller garderoben, om man vil - næppe kunnet rumme to heste.

Alt taler for, at Macbeth (Burbage) er kommet ridende ind gennem porten til selve teatret, og altså har gjort sin entré ned gennem det stående publikum på parterret – the groundlings. Derfor er det også af afgørende vigtighed, at heksene annoncerer ham på lyden af en tromme. Hvis man tænker efter, har trommen nemlig ingen autentisk funktion. Macbeth og Banquo kommer ridende ude på heden efter slaget, på deres vej tilbage til kongen. Heden er tom for civilister, bortset fra heksene, som de ikke venter at møde. Selv om man sætter, at resten af hæren er lige i deres kølvand, er der ingen grund til at annoncere deres tilstedeværelse ved at tromme på dette gudsforladte sted.

Trommen har derimod haft en vigtig funktion i de faktiske omstændigheder omkring opsætningen: Trommeslageren har været anbragt ved teaterindgangen, og heksene har på replikken “A drum! a drum! Macbeth doth come” peget bagud, over hovederne på publikum, som derefter har vendt sig for at blive klar over, at de medvirker i totalteater.

Lad os derfor forestille os the groundlings sprede sig som det Røde Hav for Moses, da Macbeth kommer ridende ind med Banquo. Heksene har et vers på seks linjer, og Banquo og Macbeth har et replikskifte, som kan dække deres tur gennem forsamlingen. Macbeth siger:

Således danner også han, som Duncan gjorde det i anden scene, et bindeled til heksenes første scene, idet han skaber et ekko af deres “fair is foul”. Derpå siger Banquo:

- og her kommer altså endnu et spørgsmål. Før det bliver besvaret, får Banquo øje på heksene:

Lad os endelig forestille os, at noget af alt dette bliver udsagt på Macbeths og Banquos tur på hesteryg op til scenen, og altså er såkaldte ’transportreplikker’. Banquos replik lader os vide, at heksene skal opfattes som overnaturlige væsner ved første øjekast, hvilket nok indikerer, at de er godt hajet ud efter alle heksekunstens regler. De beder om tavshed (de lægger en finger på læben), og derpå hilser den første heks Macbeth med titlen “Thane of Glamis” (hvilket han er i forvejen), den anden heks titulerer “Thane of Cawdor” (hvilket vi fra foregående scene ved, at han netop er udnævnt til) og den tredje heks kalder ham ”fremtidige konge” (“King hereafter”) – hvilket er præmissen for resten af tragedien.

Macbeths reaktion på denne hilsen er værd at bemærke. Den bliver formuleret af Banquo:

Banquo gør ret i at undre sig. Fra rapporten fra slaget i I.2 ved vi om Macbeth, at han er ganske frygtløs i kamp, så hans rædsel nu må uden tvivl angive, at heksenes spådom har afsløret hans egne ønsker. De har læst hans tanker – en omstændighed, som kan få den største helt til at blegne, og da især, hvis tankerne er så inkriminerende og ambitiøse som Macbeths.

- genlyder et citat fra Prædikerens bog, gamle Testamente: ”In the morning sow thy seed, and in the evening withhold not thine hand: for thou knowest not whether shall prosper, either this or that, or whether they both shall be alike good”.[51] (Præd. 11:6)

- to tilsyneladende paradokser, men hvis sammenligningen går på Macbeths sociale status og Banquos menneskelige egenskaber, giver det mening: i svaret fra anden heks kan ’happy’ oversættes først med ’heldig’ og siden ’lykkelig’. Dog uddybes det straks af tredje heks, at også Banquo på længere sigt kan vente social status:

Macbeth er, ifølge Banquos ord, ganske fordybet i tanker og slået med undren, men han vågner op, da heksene er ved at forsvinde:

“Sinel” er Macbeths far, fra hvem han har arvet titlen Glamis[56]. Macbeth ved endnu intet om Cawdors dødsdom, som faldt i I.2 uden hans tilstedeværelse. Udsagnet om at kongemagten ikke ligger inden for realiteternes rækkevidde kan være et udslag af falsk beskedenhed, for Skotland havde ikke kongelig arvefølge. Det er derfor ikke komplet usandsynligt, at Duncan skulle udnævne Macbeth til sin efterfølger, og denne omstændighed bliver nok så vigtig i det videre forløb.

Hvis illusionen har skullet lykkes på The Globe, er heksene forsvundet ned gennem faldlemmen i gulvet midt på scenen.[59]

”You Should Be Women … ” – skandaler omkring Kong James.

I beskrivelsen af heksene er der visse detaljer, som kan være et lille hib til James den Første, og som stikker dybere end kun til majestætens interesse for hekse. James havde nemlig også en interesse for unge mænd, hvilket han kan siges at have arvet fra sin forgænger, Elizabeth den Første. I James’ tilfælde faldt det naturligvis i knap så god jord blandt hans undersåtter, og det blev kun værre af, at hans seksuelle observans førte ham ud i den ene knibe efter den anden.

Kongens privatliv var ingen hemmelighed - den skotske historiker Fowler skriver ret utilsløret: "it is thought that this King is too much carried by young men that lie in his chamber and are his minions"[60], og et eller andet vittigt hoved i samtiden fandt på smæderåbet ”Rex fuit Elizabeth: nunc est regina Jacobus” – ”Elizabeth var konge, og nu er James dronning”.[61]

Hvad mere er: James selv gjorde ingen videre hemmelighed af sine varme følelser for yngre mænd. I 1617 fik han sit Privy Council på den anden ende, da han retfærdiggjorde sit forhold til George Villers med en allusion til selveste Kristus: ”I wish to speak in my own behalf and not to have it thought to be a defect, for Jesus Christ did the same, and therefore I cannot be blamed. Christ had John, and I have George”[62]. James kom altså til at antyde et intimt forhold mellem Jesus og Johannes[63] – og dette sagt af den mand, der havde iværksat arbejdet på den første officielle, engelske bibel![64]

Kong James’ første forelskelse fandt sted i 1581, mens han endnu var i puberteten[65]. Den gjaldt Esmé Stuart, som følgelig blev overdænget med jorder og titlen Hertug af Lennox[66]. Adlens generelle antipati imod Lennox gav anledning til mistanker om, at kongens kæledægge var del af et komplot om at befri Maria Stuart, James’ mor. Som følge heraf blev den unge James i 1582 kidnappet og tilbageholdt i ti måneder. Under fangenskabet blev han tvunget til at udskrive en ordre på Lennoxs landsforvisning. Denne episode gik under navnet The Raid of Ruthven, efter navnet på lederen.

I 1588 gik det galt igen, da stakkels James tabte sit hjerte til den katolske og iltre Jarl af Huntley. James, hvis forgabelser altid kom til udtryk i umådeholden gavmildhed, udnævnte Huntley til Kaptajn for Garden. Huntley blev senere skaffet af vejen på anklager om dobbeltspionage under Englands krig mod Spanien.

Den største skandale indtraf i 1600 med det, der blev kendt som The Gowrie Conspiracy - Gowrie sammensværgelsen. Her blev James lokket i en fælde af brødrene Alexander og John Ruthven. Disse herrer var sønner af den Ruthven, som James havde ladet henrette for bortførelsen i 1582, men dette vakte åbenbart ikke kongens mistanke. Planen var at lokke James i eneværelse med den unge, flotte Alexander, og så at myrde ham. Det gik dog i vasken, da James tilkaldte hjælp, og det var Ruthven-brødrene, der i stedet kom af dage.[67]

Senere fulgte flere skandaler, blandt andet med Robert Carr og George Villiers (som James gjorde til Jarl af Buckingham), men disse skandaler hører til tiden efter premieren på Macbeth i 1606.

Hvis man skal få øje på det unægteligt svage spor, som disse rygter har efterladt i Shakespeares tragedie, så må man først huske på, at Shakespeare jo ikke skrev nøgleromaner. Man kan ikke påvise, at nogen aktuel person nogensinde har været genstand for en gennemgribende portrættering i stykkerne. Det drejer sig for det meste om bittesmå referencer til samtidens store navne. Jarlen af Essex er strejfet flere steder i Hamlet, for eksempel, og Antonio, som i Købmanden i Venedig holder hof med et kobbel unge fyre, er givetvis et portræt af Elizabeth den Første og hendes svaghed for unge tilbedere. Så tæt dristede Shakespeare sig nok ikke på en skildring af James, men det, vi kan få øje på i denne tragedie fra 1606, på et tidspunkt, hvor rygterne om kongens affærer med henholdsvis Lennox, Huntley og Alexander Ruthven var almen viden, er en mand, der bliver forført til udåd af tre hekse, og vi hører Banquo sige til dem:

De diabolske kurtisaner har altså fuldskæg! Det havde lige godt hverken de nordiske norner eller deres søstre fra den keltiske kultur. At heksene ydermere ved premieren blev fremstillet af unge, mandlige skuespillerlærlinge har kun gjort det lettere at drage subtile konklusioner.

[1] Det korteste stykke, derimod er ”Comedy of Errors” (udregningen afhænger lidt af, om man tæller linjer eller ord).

[2] C. Walter Hodges: ”Shakespeare’s Theatre”, pp.76 ff.

[3] E.K.Chambers, The Elizabethan Stage (1923)

[4] Den danske admiral Peter Munk lagde skylden for denne storm på heksekunster.

[5] James selv ville have måbet over denne beskrivelse. Han vigtede sig tit af sit intellekt og sagde, at hvis han ikke havde været konge, ville han have været ”an Oxford man”, altså akademiker.

[6] ”Jeg ville ønske, at man gjorde sig ulejlighed med en sammenhængende oversættelse, forrettet af de bedste, lærde mænd fra begge universiteter”.

[7] ”Ikke meget latin og endnu mindre græsk” – Jonson selv kunne begge sprog perfekt.

[8] Anthony Burgess: ”Shakespeare”, pp.233-234.

[9] Salmen lyder i King James Bible: God is our refuge and strength, a very present help in trouble.Therefore will not we fear, though the earth be removed, and though the mountains be carried into the midst of the sea;Though the waters thereof roar and be troubled, though the mountains shake with the swelling thereof. Selah.There is a river, the streams whereof shall make glad the city of God, the holy place of the tabernacles of the most High.God is in the midst of her; she shall not be moved: God shall help her, and that right early.The heathen raged, the kingdoms were moved: he uttered his voice, the earth melted. The LORD of hosts is with us; the God of Jacob is our refuge. Selah. Come, behold the works of the LORD, what desolations he hath made in the earth. He maketh wars to cease unto the end of the earth; he breaketh the bow, and cutteth the spear in sunder; he burneth the chariot in the fire. Be still, and know that I am God: I will be exalted among the heathen, I will be exalted in the earth. The LORD of hosts is with us; the God of Jacob is our refuge. Selah.

[10] Measure for Measure (”Lige for lige”) fra 1604 – året for bibeloversættelsens påbegyndelse - rummer endda endnu flere bibelreferencer og er tillige en modig – eller skamløs - udstilling af kristeligt hykleri. Dette støtter teorien om at Shakespeare allerede på dette tidlige tidspunkt har været involveret i Kong James’ bibelprojekt.

[11] Raphael Holinsheds ”Chronicles of England, Scotland and Ireland”, 1578.

[12] ”Tre kvinder i mærkelig og vild påklædning, der lignede skabninger fra Den ældre Verden”

[13] Jomfru, moder og kælling.

[14] I Roman Polanskis filmudgave fra 1971 er denne tolkning antydet, idet heksene har tre forskellige aldre.

[15] ”Hvornår skal vi tre mødes igen/ i torden, lyn eller i regn?”

[16] ”Når al den ballade er overstået/ når slaget er tabt og vundet”

[17] ”Det vil være før solnedgang”

[18] Agnes Thompson havde brugt en tudse, da hun skulle kaste forbandelsen over James den Første (D.R.Elloway).

[19] Shakespeare benytter ofte coupletter – to på hinanden følgende verselinjer med fælles rim – til at signalere, at en scene er ved at ende. Til forskel herfra rimer heksene hele tiden, og deres versemål er desuden firfodede jamber, ikke det sædvanlige blank verse, der består af femfodede, urimede jamber. Dette giver alle heksereplikkerne karakter af besværgelse (’charm’)

[20] ”Smukt er grimt, og grimt er smukt/ svæver gennem tågen og den beskidte luft”

[21] Shakespeare citerer her Spensers ”Faerie Queene”, 1596, hvor IV. 8, 32 hedder: ”Then faire grew foule, and foule grew faire in sight”. Spenser beskriver i denne strofe ondskabens oprindelige korruption af verden.

[22] Dette tema, ”The Seeming vs. The Being” løber som en rød tråd igennem alle Shakespeares dramaer.

[23] At hovedpersonen omtales før han kommer på scenen hedder i engelsk teater-jargon en ’pong’, og forbereder publikum på denne persons vigtighed for stykket.

[24] Shakespeare havde benyttet samme trick fem år tidligere i Hamlet. Her får vi lov at se spøgelset før Hamlet, så vi ved deres møde kan fokusere på hovedpersonens reaktion.

[25] ”Lykken smilede til hans fordømte sag og viste sig som oprørerens luder”

[26] Hamlet siger om Lykken i Hamlet, II.2: ” O, most true; she is a strumpet.”

[27] ”Tapre Macbeth (han fortjener det navn)lod hånt om Lykken, og med sit hærdede sværd dampende af henrettelse skar denne Tapperhedens yndling sig vej til han stod ansigt til ansigt med skurken”.

[28] ” – han gav aldrig hånden, og sagde heller ikke pænt farvel, før han sprættede ham op fra navlen og til kæberne og spiddede hans hoved til borgmuren”

[29] ”Åh, tapre fætter! Værdige gentleman!”

[30] ”Dine ord klæder dig lige så godt som dine sår, begge dele taler om ære”

[31] Dover Wilson skriver, at hele tre virkelige slag er slået sammen til et i denne beskrivelse: Macdonwalds oprør i Lochaber, Svend Tveskægs (”Norway”) invasion af Fife, og Knud den Stores invasion af samme sted.

[32] ”Hils Macbeth med den titel, der før tilhørte ham”

[33] Roy Walker: ”Time is Free”, pp.35 ff.

[34] ”Hvad han har tabt, har den ædle Macbeth vundet”.

[35] ”Hvor har du været, søster?”

[36] Der er 241 spørgsmål i denne korte tragedie. I det meget længere drama Merchant of Venice, for eksempel, er der kun 85.

[37] Også dette – at stå til søs i en si – er et citat fra Agnes Thompsons tilståelse i komplottet imod Kong James.

[38] ”Jeg vil dræne ham tør som hø, søvnen skal hverken nat eller dag hvile på hans halvt tillukkede øjenlåg; han skal leve under en forbandelse - i ni gange ni uger skal han hensygne, nages og pines. Skønt hans skib ikke kan gå ned, så skal storme dog kaste det omkring.”

[39] ”En tromme! En tromme! Macbeth kommer.”

[40] Forman skriver 1610, men d. 20 april faldt ikke på en lørdag før 1611 – og ifølge E.K. Chambers taler alt for, at det er året, snarere end datoen, som Forman har noteret forkert.

[41] ”I ”Macbeth” på Globe, 20. april 1610 (lørdag) kunne man se, først hvordan Macbeth og Banquo, to skotske adelsmænd, kom ridende gennem en skov, og så stod der foran dem tre kvindelige feer eller nymfer, og hilste Macbeth, idet de sagde, tre gange til ham, ”Hil Macbeth, King af Codon (Cawdor)” (Bartholomeusz, p.3 ff)

[42] Dennis Bartholomeusz: Macbeth and the Players, p. 4 ff.

[43] Altså, hvis skuespillerne bare ’legede’, at de red, men uden heste – som i Monty Pythons ”Holy Grail”-film.

[44] Woodstock-forfatteren er ukendt.

[45] Richard Burbage (1571-1619), førsteskuespiller ved Globe.

[46] ”Jeg har aldrig set så hæslig og så smuk en dag”.

[47] ”Hvor langt er der til Forres?”

[48] ”Hvem er disse, så rynkede og så vilde i deres påklædning, og som ikke ligner nogle andre på jorden, og dog befinder sig på den? Findes I? Og er I nogle, man kan udspørge? I synes at forstå mig - for hver af dem lægger en sprukken finger på læben: I burde være kvinder, men jeres skæg forbyder mig at tolke, at I er det”.

[49] ”Gode herre, hvorfor farer De sammen og synes at frygte ting, der lyder så godt?”

[50] ”Hvis I kan se ind i tidens frø og sige hvilket korn der vil spire og hvilket ikke, så tal til mig”.

[51] ”Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge dele er lige gode”.

[52] ”Mindre end Macbeth, og større”.

[53] ”Ikke så lykkelig (heldig?), dog meget lykkeligere”.

[54] Du vil avle konger, men ikke være nogen selv”.

[55] ”Vent, I ufuldstændige talere, sig mig mere: Ved Sinels død blev jeg jo Than af Glamis, men hvordan Cawdor? Thanen af Cawdor lever og har det godt; og at blive konge står ikke indenfor troværdighedens grænser, så lidt som at blive Cawdor”.

[56] Sinel er Macbeths far ifølge Holinshed-krøniken, mens den historiske Macbeths far hed Findlaech Mac Ruaridh.

[57] ”Jorden har bobler som vandet, og disse er nogle af dem. Hvor forsvandt de hen?”

[58] ”Ud i luften, og det, der syntes at have krop smeltede som ånde i vinden.”

[59] I Polanskis filmudgave fra 1971 ser man heksene humpe besværet ind i en knaldhytte på heden, men ikke desto mindre er ovenstående dialog mellem Macbeth og Banquo bevaret ganske ubeskåret i filmen, med et meget mystisk resultat.

[60] ”Man synes, at denne konge har for travlt med unge mænd, der sover hos ham og er hans yndlinge”.

[61] David M. Bergeron: ”King James & Letters of Homoerotic Desire” University of Iowa Press, 1999 og Rictor Norton, "Queen James and His Courtiers", (www.infopt.demon.co.uk/jamesi)

[62] ”Jeg vil tale min egen sag og vil ikke have det anset for en fejl, for Jesus Kristus gjorde ligeså, og derfor kan jeg ikke bebrejdes. Kristus havde Johannes, og jeg har George”.

[63] I Johannesevangeliet, 13.23, nævnes en af disciplene som ”han, hvem Jesus elskede” – og de fleste tolkninger udlægger denne discipel som Johannes.

[64] De gamle kirkefædre, der med stort held og nidkærhed fjernede ethvert spor af kvinder i apostelkredsen omkring Jesus - i håbet om at få ham til at fremstå som ren og kysk – skulle bare lige se, hvad denne historieforfalskning førte til!

[65] James var konge over Skotland fra han var et år gammel.

[66] Navnet Lennox bringes meget dristigt i tragedien, men optræder dog også perifært i Holinshed-krøniken.

[67] Andrew Lang: ”James VI. and the Gowrie Mystery” (London, 1902)

[68] ”I burde være kvinder, men jeres skæg forbyder mig at tolke, at I er det”.