EAST STREET

 

CHICAGO, 1928-29 stykker. DETEKTIVEN SAM SPADEs KONTOR. Vi hører Sams stemme henover anlægget.

 

SAM: (Voice Over)

Natten sænkede sig over Chicago. Lysene fra byen lignede en discountudgave af Mælkevejen, med månen som en tom reklameplads, der stod og ventede på en annoncør med penge nok. Jeg var utilpas. Mest fordi jeg havde lagt cigaretterne på hylden. Jeg havde fået en af de der plastikmentoldimser, men de var svære at tænde og stank i hele lejligheden. Og der var intet at skylle det ned med: i de år var var hele USA på vandvognen. Spiritusforbudet, ved I nok. Business var slow. Jeg havde ikke haft andet at lave i et par måneder end at belure utro hustruer, der dyrkede sex med deres elskere på små snuskede hotelværelser. Hvis så i det mindste der var nogen, der ville betale mig for at belure dem, så jeg ku ha tjent et par dollars, men nej. Den aften var jeg blevet hjemme og sad og øvede mig i at tale ud over anlægget uden at bevæge læberne. Jeg var blevet ret god til det. Pludselig hørte jeg nogen på trappen. Det bankede på døren –

 

EN VELKLÆDT HERRE  banker på.

 

SAM:

Det var en velklædt herre –

 

DEN VELKLÆDTE HERRE griber dørhåndtaget og skal til at gå ind.

 

SAM:

Nej – vent. Jeg husker galt.

 

DEN VELKLÆDTE HERRE standser.

 

SAM:

Han var ikke velklædt… han var … lad mig se…. hans frisure var i uorden, skjorten var krøllet … han så ud som om han kom fra en slagsmål, og ….

 

DEN VELKLÆDTE HERRE tager jakken af, trækker i slipset, ugler håret, slår sig selv i ansigtet og skal til at åbne døren igen.

 

SAM:

Nej, vent. Det er osse forkert. Det var slet ikke nogen herre. Det var en dame.

 

DEN VELKLÆDTE HERRE går, lidt skuffet over at være skrevet ud af forestillingen uden at have afleveret en eneste replik. POLLY PURVIS kommer hen og tager hans plads.

 

SAM:

En flot, veldrejet brunette … af den slags man godt vil ha’ i nærheden, når elevatoren går i stå mellem to etager. Men den her dame … jeg havde en formodning om, at hun var desperat, mest fordi hun sagde:

 

POLLY:

Mr. Spade, jeg er desperat – De må hjælpe mig.

 

SAM (voice over)

Jeg sagde –

 

SAM:

Hvem er De?

 

POLLY:

Jeg er Polly Purvis – desværre, for egentlig er jeg Mrs. Chet Charleston siden igår, men brylluppet blev aldrig, De ved – åh, det er så skrækkeligt.

 

SAM:

Hvorfor fortæller De mig ikke det hele fra begyndelsen?

 

POLLY:

Fordi det tager for lang tid. Men jeg kan begynde igår. (underscoring) Ved St. Stephen kirken på hjørnet af seventh og 11. avenue. Vent lidt, jeg skal lige ind i mit eget flash-back.

 

BLÅT LYS i DAMESIDEN, kirken etableres med gæster foran kirkedøren. PIGERNE fra SPOTTY’S og et par andre.

 

SAM:

Det var helt blåt?

 

POLLY (på vej derover)

Sådan er det altid, når jeg taler om fortiden. Jeg kom ud af kirken med min forlovede, manden jeg elsker, Chet Charleston. Han havde ikke en klink, og mine veninder havde været imod forbindelsen –

 

VELMA:

Ja, det stemmer.

 

JUDY:

Jeg sagde til hende gentagne gange: kærlighed er udmærket, men det betaler ikke huslejen.

 

DIXIE:

Det kan den nu godt -

 

POLLY:

Vær nu stille, alle sammen. Det er mit flash-back. Og det var mit bryllup …og der stod vi, mig og Chet, på trappen til kirken, og på tærsklen til lykken. Jeg havde netop smidt brudebuketten –

 

BRUDEBUKETTEN rammer CHARLENE  i hovedet med et højt trommeslag, så hun falder om.

 

POLLY:

Og så lige pludselig! En bil drønede omkring hjørnet, og to mænd med tommyguns skød mod kirken.

 

EN BIL (en cut-out) drøner om hjørnet, SWAT og SMACK – Capones hitmen – skyder mod Chet med tommyguns. Han segner om. FOLK styrter i dækning, POLLY står midt i det hele og skriger. En ambulancesirene høres, og to ambulancefolk kommer løbende med en hjulbåre. De undersøger CHET, der ligger og vånder sig.

 

AMBULANCEMAND BILL:

Han kan godt klare den, Bernice.

 

AMBULANCEDAME BERNICE:

Hvis han kommer hurtigt på hospitalet, Bill. En, to –

 

De løfter på ”tre” og smider Chet over på båren og gir ham et DROP. Så kører de afsted.

 

AMBULANCEMAND BILL:

Vi kører ham på St. Joseph – det må være det nærmeste.

 

AMBULANCEDAME BERNICE:

Nej, St. Luke er tættere – forty-third er ensrettet.

 

AMBULANCEMAND BILL:

Men der er vejarbejde på second avenue – afsted.

 

De drøner ud og siger sirenelyde. CHET vånder sig stadig.

 

LYSET SKIFTER, POLLY holder op med at skrige og løber over til Sams kontor igen.

 

POLLY:

Og siden igår har jeg ikke set ham. Han er væk. Sunket i jorden.

 

SAM:

Og nu vil De have at jeg skal finde ham?

 

POLLY:

Åh ja – jeg ved ikke hvem jeg ellers skal gå til. Den ene halvdel af politistyrken har travlt med at kontrollere den anden, som er bundkorrupt.

 

SAM:

Jeg arbejder ikke gratis.

 

POLLY:

Nej – jeg har lidt penge. For et halvt år siden var jeg udsat for en rodbehandling hos tandlægen, som gik skrækkeligt galt. Jeg sagsøgte ham og fik 2000 $ i erstatning. Men –

 

SAM:

Ja?

 

POLLY:

Jeg satte dem i præmieobligationer, som jeg foldede sammen og lagde ned i de sko, som Chet havde på til brylluppet. Det sku bringe held.

 

SAM:

Den tradition har jeg aldrig hørt om.

 

POLLY:

Heller ikke jeg. Men det betyder altså -

 

SAM:

- at jeg får kun mine penge, hvis jeg finder Deres mand.

 

POLLY:

Og obligationerne. Jeg ved det er meget at forlange …

 

SAM:

Ok.

 

POLLY:

Åh, tak! Tak, Mr. Spade!

 

POLLY omfavner SAM og kysser ham. Det udvikler sig. Hun lægger ham baglæns ned over skrivebordet og prøver selv at kravle ovenpå, men kan ikke få knæet op på hans skrivebord, og det bliver lidt akavet. De kommer på højkant igen. POLLY træder et skridt tilbage. En kort pause. SAM vapper hende en.

 

POLLY:

Tak. Det havde jeg brug for. Jeg må gå nu – åh, gør nu Deres bedste, Mr. Spade.

 

SAM:

Bare rolig – intet undgår mit falkeblik. Med Deres udførlige og grafiske flashback er han nem at genkende.

 

POLLY:

Åh, men jeg har også et fotografi af ham – her. Find ham, Mr. Spade, helst i live, men hvis han har stillet skoene, så kom med dem. De ved – obligationerne.

 

SAM:

Hvor kan jeg finde Dem?

 

POLLY:

På dette nummer. Det er Chets adresse.

 

SAM (VO)

Jeg genkendte straks nummeret. Jeg havde set det på flere herretoiletter rundt omkring i Chicago. Adressen var på East Side. En storbysump, der vrimlede med udskud, alfonser og deres damer, lommetyve, mordere og religiøse sekter.

 

FRELSENS HÆR (BETTY, JANE, ELIZABETH, LOUISA og CAROLINE) kommer på med nogle musiknstrumenter, allerhelst bl.a. en tromme, men i hvert fald en tamburin.

 

FRELSERNE:

Hold dig langt fra syndens vej

Syndens vej, syndens vej

Holdt dig langt fra syndens vej

det er bedst for dig

 

STEMME fra et VINDUE:

Hooold kæft!

 

FRELSERNE:

Havner du i druk og spil,

druk og spil, druk og spil

vil det gå ad helved til

glem det aldrig, nej.

 

STEMME FRA ET VINDUE:

Hold så kæft dernede! Der er nogen der prøver at sove!

 

BETTY:

Tredje vers:

 

FRELSERNE:

Hvis du bruger kokain,

Kokain, kokain

Hvis du bruger kokain,

Er du rent til grin.

 

Hold dig langt fra løse pi’r, løse pir –

 

De bliver afbrudt af BORGMESTER HOOLIHAN, der kommer gående med kasse badges.

 

HOOLIHAN:

Undskyld, de damer – må jeg ta’ et øjeblik af jeres tid? Jeg er borgmester Hoolihan, og jeg er rundt i byen for at gøre lidt reklame for mig selv inden det næste borgmestervalg. Jeg ville spørge, om I gad at hjælpe mig med at uddele de her badges, jeg har fået trykt –

 

BETTY:

Du må ha’ spist søm. Vi reklamerer kun for Jesus. Han ta’r al vores tid.

 

HOOLIHAN:

Javist, men han stiller jo ikke op til valget, og jeg tænkte, at –

 

BETTY:

Det er udelukket. Vi kan ikke involvere os i lokalpolitik i en by med så mange mennesker, der har behov for frelse.

 

HOOLIHAN:

Ja, Guds ord er jo altid -

 

HOOLIHAN vil ta’ en bibel fra den vogn, de trækker rundt med, men får en over nalderne af Louisa.

 

JANE:

Fedt så af.

 

HOOLIHAN:

Av! Må jeg ikke engang ta’ en bibel?

 

ELIZABETH:

Nej. Vi har kun nok til os selv.

 

BORGMESTERENS MOR, MRS. HOOLIHAN, kommer til.

 

MRS. HOOLIHAN:

Hvem er de kvinder, du taler med, Daniel?

 

HOOLIHAN:

Det er nogle kristne frelserpiger, mor. Men de er slet ikke, som jeg havde ventet.

 

ELIZABETH:

Han ville ha os til at hawke hans forbandede badges.

 

JANE:

Fordi man er kristen behøver man jo ikke være helt åndssvag.

 

MRS. HOOLIHAN:

Min søn er en god sag at støtte, som De ville vide, hvis De havde sat Dem ind i politik!

 

BETTY:

Fjerde vers:

 

ALLE:

Ikke lege med dig selv,

Med dig selv, med dig selv

Ikke lege med dig selv,

Du ry’r lige i Hel –

(2 stemme): - i helved’s hede flammer.

 

(mens de går ud)

Ingen skattesnyderi,

Snyderi, snyderi …

 

MRS. HOOLIHAN:

(noget af det under sang)

Daniel, jeg vil ikke ha’ at du omgås den slags kvinder, der hænger omkring på gadehjørnerne. De her har tydeligvis ingen opdragelse! Ikke det der ligner. Hold dig fra sådan nogle. Det vil skade dit politiske image. Og ret dig op! Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?

 

HOOLIHAN:

Ja, mor.

 

MRS. HOOLIHAN:

Nu må du klare resten af kampagnen selv – jeg skal til Vandergelders party.

 

EN SANDWICHMAND kommer ind med et skilt, der annoncerer at VERDENS ENDE ER NÆR.

 

MRS. HOOLIHAN:

Det nytter ikke noget at ha’ den attitude, unge mand. De skulle hellere give Dem af med lidt positiv tænkning.

 

SANDWICHMAND:

Javel, frue.

 

MRS. HOOLIHAN går ud. JAKOB RIIS ind.

 

JAKOB RIIS:

Oh, you there with the skilt. I’m Jakob A. Riis from Denmark and I’m collecting inpush from Amerika for a big picturebook. Must I take a picture of you?

 

SANDWICHMAND:

Gerne.

 

JAKOB RIIS:

Just a blink of an eye, I have to still up. (stiller op) Is that how you serve your money, going around with that?

 

SANDWICHMAND:

Nej, jeg er også forsikringsagent. Med otte børn bliver man nødt til at ha et side-erhverv. Kunne jeg interessere Dem i at tegne en livsforsikring?

 

JACOB RIIS:

Oh, that’s much too late. In follow the history books, I have already been dead in 15 years. Now, smile at the kamera.

 

Lige idet RIIS knipser, vader SAM ind foran kameraet.

 

JACOB RIIS:

Oh, for Satan. I came to take a picture of you instead for. Must I know your name, so I can put it in the undertext, if I use it in my book?

 

SAM:

(giver ham et kort) Spade. Privatdetektiv.

 

JACOB RIIS:

Many thank. (til Sandwichmanden) We will just take your picure about, not?

 

SANDWICHMAND:

Ok.

 

LYSET skifter til LEJLIGHED på East Side  – et lille værelse med dør.

 

SAM:

Chets adresse var en et-værelses på East Side. Et mørkt og skummelt sted. Først bemærkede jeg, at det var en ualmindeligt rodet lejlighed, selv for East Side, og så bemærkede jeg, at der lå en mand på gulvet med en kniv i maven …

 

SAM trækker kniven ud, MANDEN på GULVET vånder sig. DØREN bag SAM knirker og går op, og bag den står WALTER.

 

SAM:

Hvem er du?

 

WALTER:

Walter Anderson – jeg … jeg bor lige her i opgangen.

 

SAM:

Så du hvad der skete?

 

WALTER:

Ja, og jeg troede ikke mine egne øjne: du trak kniven ud, og har måske igangsat indre blødninger.

 

SAM:

Åh – jeg må hellere sætte den på plads igen …

 

SAM sætter kniven i, lidt for meget, så først nu dør offeret med et sidste støn.

 

SAM:

Du tror vel ikke, at –

 

WALTER:

At du har en medicinsk embedseksamen? Nej. Nu er han rigtig død. Jeg kom herned fordi jeg hørte spektakler og slagsmål, og først så jeg to fyre i trenchcoats forlade lejligheden, en stor og en lille, og så gik jeg herind og fandt Mr. Charleston ligge på gulvet, og så hørte jeg fodtrin – og det var dine – og så gemte jeg mig bag døren.

 

SAM:

Kan du fortælle mig noget om Mr. Charleston? (ser sig omkring) Ud over, at han er et rodehoved?

 

WALTER:

Nej, nej, han var et meget ordentligt menneske – det er gangsterne der har gjort det her.

 

SAM:

Nåja, selvfølgelig.

 

WALTER:

Han bor sammen med sin søn, Chet, der er revisor. Han skulle giftes, havde jeg hørt, men han forsvandt til sit eget bryllup i går.

 

SAM:

Jaså. (blik ud)

 

WALTER:

De har ledt efter et eller andet – men jeg tror ikke de fandt det, for de så meget bistre ud, da de gik. Er du fra politiet?

 

SAM:

Nej, jeg er en private dick. Og jeg er på den her sag.

 

WALTER:

Ih, det må være spændende at være privatdetektiv.

 

SAM:

Spændende, ja. Men vanskeligt. Det kræver forstand på mennesker og stor forsigtighed – undskyld mig et øjeblik. Jeg skal lige spørge de to der.

 

SAM har fået øje på SWAT og SMACK, der er på vej ind i lejligheden igen. WALTER prøver at stoppe SAM, men for sent.

 

SAM:

Halløj – har I set ham her på billedet?

 

WALTER:

Nej, mr. -

 

SWAT:

Du spør for meget.

 

SWAT og SMACK banker SAM meget brutalt og med masser af lydeffekter.

 

SWAT:

Hilsen fra Capone! (til Walter) Ska du osse ha bank?

 

WALTER:

Nej tak.

 

SWAT:

Godt, for nu er vi udkørte. Vi kom bare tilbage, fordi vi havde glemt at lede under gulvtæppet.

 

DE hiver gulvtæppet væk under SAM.

 

SAM:

Ahhh.

 

SWAT:

Nej, de er her ikke. Han må ha haft dem på sig.

 

SWAT og SMACK ud. SAM kommer på benene igen.

 

SAM:

Ved du, hvad de leder efter?

 

WALTER:

Nej – men jeg tror det er noget meget fladt, måske papirer eller sådan, for ellers ku de vel ikke tro, at det lå under gulvtæppet.

 

SAM:

Nå nej. Ved du noget om hende, som Chet skulle giftes med?

 

WALTER:

Polly? Hun arbejder ovre på Spotty’s. Der er jeg flaskedreng. Jeg arbejder på dobbeltskift her under spiritusforbudet.

 

SAM:

Hos Spotty’s? Spotty Smith?

 

WALTER:

Ja, det er hendes sted, der ligger nede på forty-ninth. Der er altid gang i den.

 

CHARLESTONNUMMER

Alt er tilladt i den nye stil

Pi’r må ryge, bande, køre bil

Flappe rundt i byens værste kvarter

 

Se bar’ hvodden vi ser ud i år

Ingen barm og hofter eller lår

Der er næsten ingen forskelle mer

 

Og tidens mode, det er – som I ser – en sæk

Hvor alle kvind’lige former er gemt væk

 

Hvis vi følger allersidste skrig

Piger, ja måske så opnår vi

At blive indkaldt til den næste krig

Det ku’ da vær’ skæg.

 

Break til DANS + REP af bridge og sidste vers.

 

PIGERNE ud. SAM kommer ind på SPOTTY’S SPEAKEASY.

 

SAM: (Voice Over)

Spotty var en af mine gamle venner. Eller, det havde hun været indtil vi giftede os og ødelagde det hele. Og så blev vi skilt igen. Det var nu ikke hendes skyld. Der var ikke noget i vejen med Spotty.

 

SAM kommer ind på SPOTTY’S

 

SPOTTY

Hej, Sam. Hvordan gør du?

 

SAM:

Hvordan gør du?

 

SAM:

(Voice over)

Jo, der var faktisk noget i vejen med Spotty – hun talte altid i engelske undersættelser. Hun lød som en træt translatør på overtid, der måtte sniffe lightergas for at holde til ræset.

 

SPOTTY:

Hvad er din gift?

 

SAM:

Earl Grey. Meget tør.

 

SPOTTY:

På klipperne?

 

SAM:

Ja tak.

 

SPOTTY

Er der noget der laver mad?

 

SAM:

En fyr, der blev indlagt med blyforgiftning netop som han skulle hægtes på sin dukke.

 

SPOTTY:

På den knaldende kirketrappe. Jeg hørte omkring det.

 

SAM:

Og nu er han forsvundet.

 

SPOTTY:

Han har taget et pudder, ja?

 

SAM:

Ved du noget?

 

SPOTTY:

Jeg ved at uafhængighedserklæringen blev underskrevet d. 4. juli 1776, at Charles Lindbergh har krydset Atlanten på 33 ½ time, og at borgmester Hoolihan går ned ved det næste valg. (sætter drinken foran Sam)

 

SAM:

Det er nyttige oplysninger, Spotty, men jeg tænkte om du måske har hørt noget om skyderiet ved kirken. Bruden arbejder her.

 

SPOTTY:

Jeg stikker ikke min hals ud for nogen, det ved du, Sam. Men få mig ikke forkert: jeg bærer stadig en fakkel for dig. Jeg ville ha’ gjort alt for dig, spædbarn. Men du skruede op.

 

SAM:

Jeg ved det. Parforhold er ikke min stil.

 

SPOTTY:

Nej, du er for meget af en spilledreng. Du blæste det. Men … ingen hårde følelser.

 

SAM:

Har du fundet en ny flamme, Spotty?

 

SPOTTY:

Jeg er færdig med mænd. Nu sir jeg: hellere pengeskab end ked af det. Ved siden af … jeg har ikke fundet nogen, der kan holde et stearinlys til dig, spædbarn. Den uge med dig, det var tiden af mit liv. Kærlighed er strengt for fuglene. Det har jeg indset, så nu er der intet, der kan gøre mig ondt længere.

 

RITA skal igennem baren og kommer til at slå bar-klappen ned over SPOTTY’s fingre.

 

SPOTTY:

Ah!

 

RITA:

Åh, undskyld, Spotty.

 

SAM:

Hvorfor går Hoolihan ned ved næste borgmestervalg?

 

SPOTTY:

Der foregår et eller andet fiskeagtigt. Men det meste kommer alligevel omkring her til min lille snakstille. Capone er jo en stor ost her i byen, og han har sin egen modkandidat. Hvis Capone får en mand på Rådhuset, så er han virkelig på sovsetoget.

 

HOAGY, den unge fattige komponist, kommer styrtende ind.

 

HOAGY:

Spotty! Jeg har en sang til dig.

 

SPOTTY:

Åh nej, ikke igen. Du er jo ikke digter, Hoagy.

 

HOAGY:

Jo, jeg er, for den sang her, den rimer. I kan selv høre.

 

SPOTTY:

Hoagy er meteorolog.

 

HOAGY:

Ja, det var jeg, men så sagde jeg til mig selv: Hoagy, sagde jeg, det er for kedeligt. Og du møder aldrig nogen mennesker. Og så sagde jeg til mig selv –

 

SPOTTY:

Han taler meget med sig selv –

 

HOAGY:

Sange, det er der fremtid i, og så kommer man til at møde folk, og piger, og man kan også tjene flere penge. Sagde jeg til mig selv.

 

SPOTTY:

(gir teksten til Velma)

Velma – tag lige den her. (til pianisten) Det er samme melodi som den sidste han kom med.

 

PIANISTEN vamper.

 

HOAGY:

Og jeg rummer så meget, som jeg godt vil, du ved, dele med andre…

 

VELMA: (synger Hoagys sang)

Solen den stod højt på himlen

Den dag, hvor jeg mødte dig

Men henunder formiddagen,

Ak, et lavtryk var på vej.

Vinden tiltog jævn til hård

Kuling over mod sydvest

Tempratur ved frysepunktet

Udsigter til regn og blæst

Tempratur ved frysepunktet

Udsigter til regn og blæst

 

HOAGY er ved at revne af stolthed over sin tekst.

 

HOAGY:

Hvad syns I?

 

SAM:

Det er det værste jeg i mit liv har hørt. Har du drukket?

 

HOAGY:

Nej, og jeg har heller ikke spist i de sidste par dage, men når jeg først får et hit, så får jeg råd til begge dele. Jeg ved det nok skal lykkes, bare man tror på sig selv og skriver ud fra, hvad man føler.

 

SPOTTY sætter en kop foran HOAGY og hælder whiskey i.

 

SPOTTY:

Her, honning.

 

VELMA:

Du mangler noget field research. Når folk forelsker sig, tænker de ikke på vejret.

 

HOAGY:

Ja, det ved jeg ikke noget om. Jeg har aldrig haft en kæreste.

 

VELMA:

Nej, man hører det nok.

 

HOAGY:

(til SAM)

Pigerne kan ikke døje mig, fordi jeg er fattig og har dårlig ånde. Men jeg lader mig ikke slå ud – det her er Amerika, mulighedernes land.

 

VELMA:

Det ka godt være, men så skal man komme med noget der er knap så umuligt. Man må ha’ et talent eller i det mindste en gimmick.

 

HOAGY:

En gimmick?

 

VELMA:

Jeg kan for eksempel synge og ser godt ud, he, Spotty laver Chicagos bedste the, og Sam her, han kan tale i datid uden at bevæge læberne.

 

HOAGY:

Kan han det?

 

VELMA:

Ja, prøv at vise ham det, Sam.

 

SAM (voice Over)

Jeg havde fået et kys af en brunette og et lag tæsk af Capones hitmen – alt i alt en helt almindelig dag… (hæver glasset og drikker ud) for en private dick.

 

ALLE i SPEAKEASYEN klapper begejstret, imens SAM dasker ud på gaden.

 

SAM (voice Over):

Men jeg var ikke nærmere på at finde Pollys mand. Jeg havde fået nok for en dag. I morgen ville jeg se på sagen med friske øjne – men jeg ville stadig være øm i hele kroppen, og især i hjertet. Det var det kys, hende Polly ga’ mig. Det slog hårdere end Capones hitmen.

 

SAM går UD, og i det samme kommer AMBULANCEFOLKENE rullende, stadig med CHET på båren, og han vånder sig stadig. AL CAPONE, sammen med SWAT og SMACK (bærende på kasser), DOREEN og ALs FÆTTER GIUSEPPE kommer gående på gaden.

 

BILL:

Halløj, I der – vi er faret lidt vild her. Kan I fortælle os, hvor vi finder St. Mary’s Hospitalet?

 

AL CAPONE:

Ligner jeg måske the Yellow Pages?

 

BERNICE:

Tak…for ingenting.

 

SWAT:

(råber efter dem)

Hey, hvad ligner det at køre rundt i gaderne med en dødssyg mand på den måde?!

 

SMACK:

Folk er hensynsløse…

 

AL CAPONE sukker og sætter sig på kantstenen.

 

DOREEN:

Ih, Al, hvad er der nu? Jeg ved godt det sku være fint at komme for sent, men så fin har jeg heller ikke lyst til at være. Jeg vil op og møde alle de rige og berømte. Filmstjerner, direktører, fotomodeller – jeg vil være en del af den verden, jeg vil, Al.

 

AL:

Jeg har hørt dig, Doreen. Jeg har hørt dig hele dagen, sir jeg til dig.

 

DOREEN:

Du skal ikke ødelægge mine chancer! Jeg vil også være kendt! Jeg vil også i bladene. På forsiderne!

 

AL:

Så hop i havnen.

 

DOREEN:

Og du sku jo osse præsentere din fætter Joe her for spidserne, ikk? Var det måske ikke derfor vi sku herover?

 

AL:

Suk.

 

SMACK:

Hvad er der i vejen, Boss?

 

AL:

Ved I hvad, Smack og Swat, lige siden jeg var en lille bambino hjemme på East Side har jeg drømt om at jeg en dag skulle til middag på Ritz og gnubbe albuer med de fine og betydningsfulde. Og nu, hvor det hele er blevet virkelighed, har jeg slet ikke lyst mere.

 

SMACK:

Jamen så – Gutterne er snart hjemme igen. Lad os gå tilbage og ta’ et slag poker i stedet for.

 

DOREEN:

Nej! Jeg vil i hvert fald møde Vandergelders. Du lovede!

 

AL:

Se – det er hvad jeg er for hende. En entrebillet til det bedre borgerskab. Ingen holder af mig for min egen skyld. Der er koldt på toppen, sir jeg til jer.

 

DOREEN:

Du er heller ikke helt på toppen endnu. Moran styrer stadigvæk handlen på West Side.

 

Der lyder et ORDENTLIGT BRAG.

 

AL:

Ikke længere. (tjekker sit ur) Er den virkelig allerede 11?

 

DOREEN:

Kom nu! Alle de rige og berømte er gået, før vi kommer.

 

AL:

Og nu si’r du ikke noget, vel, Giuseppe?

 

GIUSEPPE:

Mig ikk sige noget. Naj, naj. Silenzio.

 

DØREN til VANDERGELDERS fashionable hjem går op.

 

BUTLER:

Godaften, mine herskaber.

 

DOREEN farer hen med udstrakt hånd.

 

DOREEN:

Godaften, Mr. Vandergelder! Jeg er Miss Molloy, men De må godt kalde mig Doreen.

 

AL:

Hold kæft, Doreen, det er butleren.

 

MRS. VANDERGELDER kommer til syne i døren.

 

MRS. VANDERGELDER:

Åh – her er han!

 

MRS. VANDERGELDER kalder de andre gæster ud. (Det er ganske vist vildt bizart, at gæsterne kommer ud, i stedet for at hun lukker Al Capone ind, men det har at gøre med sceniske begrænsninger, og vi håber, at publikum ikke bemærker noget).

 

MRS. VANDERGELDER:

Kom her, alle sammen, og mød Samfundets fjende nr. 1! Alfonso Capone!

 

MISS TEASLE:

Gud, hvor romantisk.

 

TRE JOURNALISTER, TOM, LOIS og VANESSA  maser sig frem, sammen med BILLY BLITZER, fotograf.

 

TOM:
Tom Bentley, Chicago Tribune - Er det sandt, at De kender præsident Calvin Coolidge?

 

AL:
Vi er pot og pande. Må jeg præs -

 

LOIS:

Kendte De ham også før han vandt valget?

 

AL:

Længe før. Må jeg -

 

VANESSA:

Passer det, at de har skudt mere end tusind mennesker?

 

AL:

Det var derfor, præsident Coolidge vandt valget.

 

DOREEN:

Er der ikke nogen, der vil spørge mig om noget?

 

VANESSA:

Jo – gider du og lukke?

 

LOIS:
Hvad mener De om dødsstraf, Al Capone?

 

AL:

Den var god nok til min far, og så er den også god nok til mig.

 

BILLY:

Må jeg få et billede?

 

DOREEN:

Jeg vil med, Al, sig til dem, at jeg skal være med!

 

AL:

Tag hende med. I kan altid klippe hende fra igen.

 

DOREEN klynger sig op ad AL i håb om at umuliggøre en redigering af billedet.

 

BILLY:

Skal vi så ikke se lidt personality, dame?

 

DOREEN:

Doreen. Jeg hedder Doreen.

 

DOREEN trækker op i skørtet.  BILLEDET tages.

 

MISS TEAZLE

Hvor romantisk.

 

AL CAPONE:

Må jeg præsentere Joe Capone, vores næste borgmester, sir jeg til jer.

 

VANESSA:

Må vi stille Dem et par spørgsmål?

 

GIUSEPPE:

Cosa?

 

AL CAPONE:

Gu’ må I ej. Han siger ikke noget.

 

LOIS:

En stum politiker. Banebrydende.

 

TOM:

Et nyt koncept.

 

BILLY:

Jeg tager lige et billede –

 

GIUSEPPE:

Cosa?

 

AL CAPONE:

Hold nu kæft, din skide spaghetti.

 

Der tages et BILLEDE til. MRS. HOOLIHAN møver sig frem.

 

MRS. HOOLIHAN:

Nu kan det være nok! Jeg har aldrig i mit liv været vidne til sådan en vulgær tilbedelse af en simpel forbryder! Er verden da rent af lave?

 

AL:

Hvem er den gamle hejre?

 

MRS. HOOLIHAN:

Jeg, Mr. Capone, er Mrs. Horace Hoolihan, borgmesterens mor, og jeg er åbenbart den sidste respektable person i Chicago, som tør sige folk af Deres slags midt imod. De er spritsmugler og morder, med et synderegister så langt som en Wagner-opera. Hvordan kan De sove om natten?

 

AL:

Det gør jeg heller ikke. Til gengæld står jeg først op klokken tre om eftermiddagen.

 

MRS. HOOLIHAN:

Jeg er opdraget til at undgå folk som Dem, og at finde Dem her, mellem folk, som jeg regnede for respektable - !

 

AL CAPONE:

Ja, ja. Hiv kasserne ind, gutter.

 

SMACK og SWAT bærer kasser ind i huset.

 

MRS. HOOLIHAN

Og hvis De havde gjort Dem den ulejlighed at læse gæstelisten, så ville De vide, at chefen for efterretningstjensten, J. Edgar Hoover, dukker op i aften. Nå! Det havde De nok ikke regnet med, hvad?

 

AL CAPONE:

Jeg er da ligeglad.

 

SWAT:

(til Capone)

Det ku nu godt være, at vi sku gå tidligt, så, Boss.

 

CAPONE:

ikke tale om.

 

MRS. HOOLIHAN:

Nej, nej – nu er de fanget i Deres tåbelige, sicilianske æresbegreber –

 

AL:

Jeg er fra Napoli…

 

MRS. HOOLIHAN:

- selv om det ville klogest at stikke af, mens tid er. De skal vide, at J. Edgar Hoover er utrættelig i sine bestræbelser på at støvsuge hver eneste rest af kriminalitet op fra Amerikas gader. Han er samfundets ufordærvelige vagthund, og han repræsenterer de bedste, amerikanske dyder –

 

BUTLER:

(annoncerer)

J. Edgar Hoover.

 

J. EDGAR HOOVER kommer ind i dametøj, sammen med sin ven, CLYDE. HOOVER, der er klædt ud som stenaldermand, med pels og kølle. ALLE tilstedeværende er målløse.

 

SWAT:

(til Capone)

Han er i dametøj, boss.

 

HOOVER:

(til stenaldermanden)

Jeg tror det er det forkerte selskab, Clyde.

 

CLYDE:
Det sagde jeg jo til dig, men du ville jo ikke høre.

 

BILLY BLITZER:

(fotograferer)

Fedt.

 

HOOVER:

Ingen billeder, tak.

 

MRS. VANDERGELDER:

Velkommen, Miss, eh, mr. Hoover. Hvor dejligt De kunne komme.

 

HOOVER:

Desværre kan jeg kun blive et lille øjeblik. Meget lille. (til CLYDE) Jeg var sikker på, at det her var guvernørens kostumeparty!

 

CLYDE:

Jeg sagde det!

 

HOOVER:

Jeg ved det, skat – øh, Clyde.

 

MRS. VANDERGELDER:

Kære gæster, lad som ingenting, øh, jeg mener, lad som om I er hjemme.

 

CAPONE:

Så … det er den store J. Edgar Hoover. Langt om længe mødes vi. Interessant.

 

DOREEN:

Jeg vil osse ha’ sådan en kjole, Al.

 

AL:

Jeg må sige, at De overgår alle rygterne, Hoover. Så det er repræsentanten for det respektable Amerika! Ha! Det lader til, at samfundets vagthund er i løbetid, hvad Mrs. Hoolihan?

 

HOOVER:

Min fremtoning i aften har intet at gøre med mit statslige hverv som chef for efterretningstjenesten. Jeg kan måske ikke hævde nogen autoritet lige nu –

 

AL CAPONE:

Næ.

 

HOOVER:

- men i morgen er jeg tilbage på posten, så De skal passe på De ikke siger noget, De kommer til at fortryde, Capone. Jeg har hørt en lille pipfugl synge om, at de mangler nogle skatteregnskaber. De burde træde forsigtigt!

 

CAPONE:

Og det kommer fra en i stilethæle!

 

MRS. HOOLIHAN:

Hvorfor arresterer De ikke den forbryder, Mr. Hoover?

 

HOOVER:

Fordi – jeg sætter en ære i kun at pågribe folk på fersk gerning. Og i aften har Capone ikke gjort noget ulovligt, hvad jeg ved af.

 

BUGS MORAN kommer væltende ind og bærer tydelige spor af at have befundet sig i en bombeeksplosion kort forinden.

 

MORAN:

Capone! Jeg vidste jeg kunne finde dig her! Otte af mine mænd er dræbt, de ligger i stumper og stykker i en garage ovre på Clark Street!

 

MRS. HOOLIHAN:

De kommer som kaldet, Mr. Moran! Mr. Hoover – her har De Capone på fersk gerning! De hørte det selv: Mr. Moran kommer lige fra hans bombeattentat!

 

HOOVER:

Jeg så det ikke, jeg var der jo ikke.

 

MRS. HOOLIHAN:

Benægter De det, Capone?

 

CAPONE:

Benægter det? Jeg er stolt af det. Men hvorfor er du i live, Moran?

 

MORAN:

Ja, det er mirakel, der skyldes min lykkebringende St. Christopher medaljon (viser medaljonen), men også lidt, at jeg brugte min lillebror som skjold, da bomben sprang.

 

MRS. HOOLIHAN:

Hvad mere har De brug for, Hoover? Manden er morder! En spritsmugler og en simpel morder!

 

AL CAPONE:

En morder, hvad? Nu skal jeg sige dig noget, din opblæste havgasse. Mine venner her, Swat og Smack, de gjorde tjeneste i verdenskrigen derovre i Europa.

 

MISS TEAZLE:

Det må ha været romantisk…

 

AL CAPONE:

Ja, jeg selv betalte mig fra det, men Swat og Smack fik besked på at slå en masse fremmede gutter ihjel, fyre, de slet ikke kendte og ikke havde noget imod. Er det ikke rigtigt?

 

SMACK:

Jo, vi ku’ faktisk godt li’ dem…

 

AL:

Og alle de fyre – hvorfor skulle de dø?

 

SMACK:

De havde noget andet tøj på.

 

AL:

Netop – deres uniformer havde en anden farve. Og alligevel var det helt lovligt og respektabelt at skyde dem. Man ku’ faktisk selv blive skudt for at la’ være. 13 millioner døde – 13 millioner Johnnier, der aldrig kom marcherende hjem igen. Den begivenhed får min geschæft til at ligne en karrussel-ulykke. Og hvem tjente på det? Våbenfabrikanter som din mand, din selvretfærdige strigle. Man kan trygt gå ud fra at alle her i aften, alle samfundets såkaldte støtter, har haft aktier i den krig, og nu sætter I jer til doms over os andre! Sådan noget kan gøre mig SÅ gal! ÅH, hvor bliver jeg rasende!

 

CAPONE griber CLYDES stenalder-kølle og slår skallen ind på MORAN. De tilstedeværende kvinder hviner, ALLE er forfærdede, undtagen PRESSEFOLKENE, som er henrykte. BILLY fotograferer. TOM tager pulsen på MORAN.

 

GIUSEPPE:

Mamma Mia!

 

TOM:

Han er død.

 

MRS. VANDERGELDER:

Til min fest! Hvor er det forfærdeligt. Jeg kommer mig aldrig over det.

 

TOM:

Må jeg få et billede af værtinden og liget?

 

MRS. VANDERGELDER sætter sig ned ved liget af MORAN og smiler til BILLY, da han tager billedet.

 

MRS. HOOLIHAN:

Nu MÅ De da ha’ bevismateriale nok, Hoover.

 

HOOVER:

Men jeg kan desværre ikke foretage en arrestation i den her mundering. Og jeg må også bede om negativerne, Mr. Blitzer. Især billedet af mig og Clyde skulle nødig på forsiden af Chicago Tribune.

 

MRS. HOOLIHAN:

Det er jo håbløst! En pastiche!

 

AL CAPONE:

Nej tak, jeg ka’ ikke li’ fransk mad.

 

MRS. HOOLIHAN:

Men Deres planer om at få placeret Deres gebrokne fætter på borgmesterposten, dem kommer De ikke langt med! Tror De, at de amerikanske vælgere vil stemme på en, der ikke engang kan tale ordentlig engelsk? Hvad bliver det næste? Skal han også være guvernør? Jeg havde aldrig troet jeg skulle høre mig selv sige det, men jeg vil håbe, at spiritusforbudet snart bliver ophævet, så Deres forbryderimperium synker i grus!

 

AL CAPONE:

Ja ja ja. Kom gutter –

 

DOREEN:

Skal vi gå allerede? Hov – hvor er min taske?! Ingen forlader lokalet!

 

BUTLEREN gir Doreen hendes taske, som hun lagde fra sig, da hun skulle fotograferes. AL CAPONE hiver hende ud af døren.

 

DOREEN:

Jeg har ikke fået sagt et ord til nogen!

 

AL CAPONE:

Nej, la’ os smutte, mens de endnu har et godt indtryk af dig.

 

DE GÅR. DE ANDRE trækker ind. AL CAPONE & Co. passerer en GADEFEJER, der samler papir op og som I virkeligheden er POLLY I forklædning. SAM kommer ind.

 

POLLY:

Sam! Sam Spade!

 

SAM:

Undskyld, men jeg tror ikke, at vi –

 

POLLY:

(tager sin kasket af)

Det er mig – Polly! Har du fundet ud af noget?

 

SAM:

Nej, så nemt eller hurtigt går det sjældent. Hvorfor er du klædt ud som gadefejer?

 

POLLY:

Fordi Capone er ude efter mig!

 

SAM:

Efter dig? Men jeg troede –

 

POLLY:

Ja, men han kunne ikke finde det, han ledte efter, og nu tror han, at jeg har det –

 

SAM:

Præmieobligationerne?

 

POLLY:

(tøver, idet hun undrer sig over, hvor langsom Sam er) ja, noget i den retning. Åh Sam, du må virkelig passe på dig selv! Jeg ville ønske, at jeg ikke havde involveret dig! Fordi, Sam, jeg er faktisk kommet til at – åh, der kommer nogen! Jeg løber.

 

SAM (Voice Over)

Intet kys denne gang. Kvinder er troløse. Der stod jeg, alene på gaden, bortset fra en fyr, der blev kørt forbi på en båre …

 

AMBULANCEFOLKENE forbi med CHET, der stadig jamrer sig.

 

SAM:

Chicago er en stor og farlig by, døden venter altid lige om hjørnet. Natten faldt på –

 

Der høres en FALDENDE LYD afløst af et SKRIG.

 

SAM:

Jeg gik i seng for at tænke over sagen, og tidligt næste morgen, ovre på East Side, skete der noget, som slet ikke havde spor at gøre med mig…

 

AVISDRENGE og LÆSERE, DER KØBER AVISER.

 

AVISDRENGE:

Læs alting om det –

Lindbergh er i Paris

Læs alting om det

Lindy er nå’ed til Paris

Over Atlanten

Og nu’ han sgu i Paris

Ekstranyt, ekstranyt, nyt, nyt

 

Læs alting om det

moden korter’ i år

Læs alting om det

Som bliver moderne i år

Håret og skørtet

Ska være korter’ i år.

 

AVISLÆSERE:

Alting vigtigt keder os

For det er nok vi daglig slås

Med storpolitisk korruption

Og statskontrol og inflation

Vor’s største sus

Det’ faktisk en tegnefilmsmus.

 

Når vi åbner vor’s avis

Så vil vi se, naturligvis,

En pseudonyhed som nu at

En kendt person har skiftet skat

Sladdern der går

Det er da nog’t  som vi forstår.

 

AVISDRENGE:

Læs alting om det

Charlie Chaplin bliver skilt

Læs alting om det

Når Charlie Chaplin bliver skilt

Det’ tredje gang nu

At Charlie Chaplin bliver skilt. Ekstranyt...

 

Læs alting om det

Ford har lav't model A

Læs alting om det

Der er en bil du ska ha’

Ud med din T’er

Og ind i Fords model A

 

AVISLÆSERE:

Hvad der faktisk foregår

Det læser vi om hundred år

Når der’ et akademisk fjog

Der skriver en historiebog

Så’n noget nyt

Det rager os ikke en dyt.

 

Tidsfordriv på samlebånd

Med ingenting om Washington

For hvad vi faktisk mest er til

Er wienerbrød og skuespil og

Ikke en skid

Det’ sjælen i demokrati’d

 

AVISDRENGENE ud. JAKOB RIIS er ved at fotografere de FATTIGE på EAST SIDE.

 

JAKOB RIIS:

Godt. Still yourself together now, so I can have a nice fotografi.

 

MRS. ANDERSON:

Åh, kan De ikke vente et øjeblik, mr. Riis, så min datter Mary kan være med? Hun er lige ved at lave lunch til os alle sammen.

 

JAKOB RIIS:

Of coursely.

 

WALTER:

Hvoffer er det nu, at De fotograferer fattige folk, Mr. Riis?

 

JAKOB:

Well, it’s most because my regering home in Denmark is interesseret to show folk, that there are also poor folk in Amerika. They want the Danish people to know that before everybody outwanders over here. There has been a whole masse of that, because we have so high scats.

 

WALTER:

Høje skatter?

 

JAKOB:

Yes, yes, that’s what I’m saying. We pay up to fifty procent of our indkomst, and a lot of people don’t even earn fifty procent. Kasse ladies and such, you know.

 

MRS. ANDERSON:

Det var dog skrækkeligt. Jeg troede alting var så godt i alle andre lande.

 

JAKOB:

No. But I have a very positive in-push of poor people over here. You seem to work a whole masse.

 

MRS. ANDERSON:

Ja, mine børn er meget flittige. Ved De, Mr. Riis, jeg har aldrig hørt dem sige ”Jeg gider ikke”.

 

JAKOB:

Imponeering.

 

MRS. ANDERSON:

Det kan selvfølgelig være fordi det udtryk slet ikke findes på engelsk. Men jeg har også opdraget dem til at tro på sig selv, og så ikke sigte alt for højt. En lille formue er god nok, har jeg sagt til dem. Er det ikke rigtigt, børn?

 

WALTER, BOB og CATHY:

Jo mor.

 

JAKOB:

Oh, here is Mary with the lunch.

 

MARY kommer løbende med en masse bøfsandwicher.

 

MRS. ANDERSON:

Men Mary, hvad er dog det?

 

MARY:

Åh, det er bare noget jeg fandt på, for at vi kunne spise hurtigere, så vi kunne blive fotograferet. Jeg stegte en masse små bøffer og lagde dem ind i overskårne boller, sammen med lidt ketchup og pickles. Så står man ikke og fedter med det.

 

JAKOB:

How upfindsome.

 

MARY:

Værsgo, Mr. Riis, De må vælge først.

 

JAKOB:

Thank you, selvom they are ens alle sammen. We can equally as good still up to the picture, selvom I can’t shoot before we have finished with to eat. Folk back in Denmark must helst ikke see that folk over here have something to eat. You must all sammen look very hungry.

 

MRS. ANDERSON:

Det skal vi nok.

 

De begynder at arrangere sig til billedet –

 

JAKOB:

You must see more sad out of it.

 

EN LIMOUSINE kører ind midt i det hele, og ud kommer et FILMHOLD og stjernen, PEARL.

 

THELMA:

Se! Det er er Pearl White! Den berømte stumfilmsstjerne.

 

CATHY:

Jeg har set hende som Marie Antoinette og Katharina Den Store.

 

BOB:

Ja, og som Dronning Elizabeth af England og Jeanne d’Arc.

 

MARY:

Sig noget, Miss White, vi har aldrig hørt Dem sige noget.

 

PEARL: (snakker som en havnearbejder)

’A, gider I lige pisse af? Vi prøver faktisk at arbejde her.

 

THELMA:

Hun lyder ikke som jeg troede.

 

MARY:

Nej – De plejer altid at spille sådan nogle raffinerede roller, så vi troede naturligvis alle sammen –

 

INSTRUKTØREN BOB:

Pearl, vi må lige vente lidt på at den sky går væk.

 

PEARL:

Åhr, pis mig i øjet. Altid forsinkelser. (til Andersons) Hør her, jeg kommer selv fra East Side – lige ovre fra den der blok. Jeg har løbet rundt og sjippet i den her gade. Man bliver sgu vemodig.

 

CATHY:

Og hvad så? Kom der en stor producer og opdagede Deres talenter?

 

PEARL:

Ja – dem begge to. Faktisk mens jeg sjippede. Det ku Mr. Goldwyn sgu ikke stå for. Og så kom jeg ligesom med et tilbud han ikk ku sige nej til.

 

MARY:

Vi elsker Deres film, Miss White.

 

PEARL:

Tak, det er skidesødt af jer.

 

THELMA:

Ja, og så kommer De hele tiden i knibe, og er lige ved at omkomme, men så bliver De alligevel reddet i sidste øjeblik, og det er så spændende.

 

PEARL:

I den her rulle spiller jeg en rig flapper, der er på flugt fra nogle gangstere, der stopper mig ned i tønde og smider mig ud over Niagara Falls. Den har premiere i næste uge. Hey, Bob – kan vi ikke gi’ nogen fribilletter til ungerne her?

 

BOB:

Jo, selvfølgelig.

 

MARY:

Ih, mange tak.

 

PEARL:

Det var så lidt. Jeg ka godt huske hvodden det er være på røven. Det glæder mig I ka li mine film. Jeg er tæskerørt.

 

MARY:

Men vi troede altså alle sammen, at De lød meget pænere.

 

PEARL:

Det behøver jeg ikke – man kan jo alligevel ikke høre mig. Hør her:

 

PEARL synger...

 

PEARL:

Dengang jeg started i denne her branche

Var der en fyr der sa:

Hør her, kid, hvis du skal ha’ en chance

Her i Amerika

Så gi’ dem aldrig noget finer’

Gi’ dem nog’t de tror der ligner.

 

Det’ de ydre ting der tæller her i verden

Det, det kommer an på, det’ hvad folk ka’ se

Solbærsyltetøj det ligner kaviar

Og en skide amatør ser ud som Sarah Bernhardt.

 

Vi får tudet ør’ne fulde om værdier

Som ska være åh, så ægte indeni

Men i sidste ende, hva’ det så, de ta’r?

Det’ alle de værdier som de tror man har.

 

Der er ing’n der kigger under overfladen

Alt hva’ du ska bru’ det lærer du på gaden

Alt går op og ned på denne jord

Og særligt på et producent kontor -

Hvis du er lidt sød og rar mod bessefar

Så’ du en star.

 

Jeg har spillet både helgener og nonner

Rollen ligger i kostumet du har på

Indenunder ka’ du vær’ en proletar

Det er skideligegyldig hvis du bar’ bevar’

 

Alle de værdier som de tror du har.

 

PEARLS sang færdig.

 

INSTRUKTØREN:

Vi er klar med kameraet, Pearl.

 

PEARL:

OK, Bob. Hvodden var det nu – jeg løber bare ind foran kameraet og ser forskrækket og lækker ud, og mens fyrene raver på mig, så man ka se lidt af kavalergangen, så prøver jeg at komme fri, og så ender jeg i tønden, ikk?

 

BOB:

Jo, sådan ca. Klar til optagelse! Kamera! Action!

 

FILMOPTAGELSEN kører i baggrunden, mens JAKOB RIIS fortsætter med at stille op til sit billede.

 

JAKOB RIIS:

We can good go videre now. Please still yourselves up again. Don’t look at the movie-optagelse. It’s just Hollywood, you know, it has nothing to do with the virkelige World, like as my pictures has, øh, have. I show the virkelighed as it virkelig is. Now, you all must look hungry, selv om you have just eaten those bøfsandwicher.

 

MRS. ANDERSON:

OK, mr. Riis.

 

JAKOB RIIS:

Ready now, and –

 

Nu kommer BORGMESTER HOOLIHAN ind foran Jakob Riis’ billede.

 

JAKOB RIIS:

What is now that for something?!

 

WALTER:

Åh – det er borgmester Hoolihan!

 

HOOLIHAN:

Goddag alle sammen. Ja, I er rigtig nok overraskede over at se mig her, men jeg er på valg i næste måned, og meningsmålingerne har vist, at jeg er lisså populær som skoldkopper. Især blandt de fattige, så nu vil jeg indsmigre mig i hele East Chicago og bede folk om at gå med de her badges. (deler ud)

 

WALTER:

Der er et billede af Dem selv på de her badges.

 

HOOLIHAN:

Ja – Desværre er det ikke helt godt. Det er mit pasfoto, og jeg kom til at lukke øjnene da de blitzede. Og de er også kommet til at stave mit navn forkert, med et g i stedet for det sidste h. Men det var sådan nogen rare immigranter på trykkeriet, så jeg nænnede ikke at sige det til dem.

 

MRS. ANDERSON:

(kommer med kurven med bøfsandwicher)

Vil De ha’ en .. en af de her min datter Mary har lavet?

 

HOOLIHAN:

Ja tak. (tager en) Jeg fik trykt 20.000 af dem, og først delte jeg ud til alle mine venner. Så havde jeg 19.997 tilbage, og i løbet af hele dagen er jeg kun kommet af med tredive styks. Så jeg tænkte, at I måske ville dele ud til nogen her i nabolaget, så jeg kunne slippe af med de badges?

 

WALTER:

Men, Borgmester Hoolihan, de bliver da ikke mere populær af at bruge folk i de fattige kvarterer som gratis plakatsøjler –

 

HOOLIHAN:

Gør jeg ikke? Uhm, de smager godt, de her.

 

WALTER:

Nej, de skal da ha’ et slogan.

 

HOOLIHAN:

Jamen, det har jeg jo –

(peger på badget)

 

MARY:

”Stem på mig, så bliver jeg glad” – nej, det går ikke – De må jo stå for et eller andet.

 

HOOLIHAN:

Må jeg det?

 

MARY:

Ja! De må gi’ folk en grund til at stemme på Dem.

 

HOOLIHAN:

Men hvad skulle det være?

 

MARY:

Jo, for eksempel at De vil lytte til, hvad folk klager over –

 

HOOLIHAN:

Nå!

 

WALTER:

Og gøre forholdene bedre for alle de fattige og arbejdsløse –

 

HOOLIHAN:

Ja, for de har jo også stemmeret.

 

MARY:

Lov at de vil slås for at få en by med ligeløn og retfærdighed, en by hvor borgerne kan tro på livet, og er frie til at forfølge lykken. De ved, alle de gode, amerikanske værdier.

 

HOOLIHAN:

Ih, hvor det lyder smukt! Hvis jeg kan sige sådan noget, så må folk da stemme på mig, også selv om jeg har Al Capone på nakken.

 

WALTER:

Har De Al Capone på nakken?!

 

HOOLIHAN:

Ja, han vil meget hellere ha’ sin fætter på borgmesterposten.

 

MARY:

Så er det helt andre amerikanske værdier, vi skal ha’ fat i –

 

WALTER:

Ja, en skudsikker vest.

 

MARY:

Noget med frihed, men meget mere konkret. Ved De hvad De kunne? De ku’ stille forslag om at ophæve spiritusforbudet!

 

WALTER:

Nøj, hvor vil De trække stemmer! Tror De ikke, Hr. Riis?

 

JAKOB RIIS:

Yes, that is one of the største grunde til all the Danish people don’t outwander hereto. If you upheaver the spiritusforbud can I assure you about that whole the Danish community in Chicago will voice on you. And all the svenskere, too.

 

WALTER:

Det vil blive meget populært. Spiritusforbudet har ikke skaffet os andet end gangstervælde og hjemmebrændt sprit, som folk bliver blinde af.

 

MARY:

Ja, det vil blive et hit! Og så må De ha’ en valgkampagnesang med en catchy tune, vi kender en fattig komponist, Hoagy, der alligevel ikke kan finde ud af at skrive kærlighedssange. Ham ku vi spørge.

 

WALTER:

- og så må De uddele et eller andet gratis. Det virker hver gang.

 

HOOLIHAN:

Ja, mine –

 

MARY:

Nej, ikke de kedelige badges. Hellere noget, man kan spise …

 

WALTER:

Hvad med dem her? (bøfsandwicherne)

 

MARY:

Er de gode nok?

 

ALLE:

De er fremragende.

 

MARY:

Jamen, så masseproducerer vi dem og bruger i kampagnen – hvad skal vi kalde dem?

 

WALTER:

Noget, der appellerer til fællesskabsfølelsen blandt borgerne i Chicago.

 

MRS. ANDERSON:

Hvad med en borger bøfsandwich?

 

HOOLIHAN:

Borger bøfsandwich. Det kan jeg godt li. Jeg får immigranterne på trykkeriet til at lave reklamer for dem.

 

WALTER:

Og så er de gratis. Folk bliver ellevilde.

 

MARY:

OG en sang. Og så præsentér Deres valgprogram ved en kæmpemæssig byfest.

 

WALTER:

Har De tilstrækkelig med midler til at finansiere alt det?

 

HOOLIHAN:

Ork ja – jeg har masser af dollars – det er idéer jeg mangler.

 

WALTER:

Det er også godt nok i politik.

 

HOOLIHAN:

Hvor ER jeg opmuntret og glad! Jeg løber straks hen til trykkeriet og får dem til at lave nogle reklameplakater.

 

 

FILMOPTAGELSEN bliver færdig – PEARL kartes ud i tønden.

 

INSTRUKTØREN:

Tak, Pearl, Jim og Bob, det var fint. Så skal vi til Niagara…

 

PEARL og FILMHOLDET kører videre. EMMA GOLDMAN og hendes kammerat, BORIS, uddeler venstreorienterede flyers. FORBIPASSERENDE glider igennem scenebilledet i en lind strøm.

 

EMMA GOLDMAN:

Se, Kammerat Boris – det er, hvad der sker i et senkapitalistisk samfund: overgreb mod samfundets hjælpeløse bliver genstand for underholdning – masserne lærer at more sig over vold. Men nu er tiden snart moden til at revolutionen kan slå rod her på kontinentet. Masserne vil lytte.

 

BORIS:

Men du må passe på, Kammerat Emma – du er deporteret på livstid, og hvis myndighederne finder dig, bliver du deporteret på livstid igen.

 

EMMA GOLDMAN:

Bare rolig, Kammerat Boris – jeg har skiftet hårfarve og brugt en del af partiets penge på at få rettet min næse, og jeg går også med farvede linser og et falsk pas. Ingen vil kunne genkende mig som Emma Goldman, bare rolig. Pyh, hvor er her dog varmt i Amerika. Jeg tror jeg smider jakken – jeg har ganske akklimatiseret mig til de svale, moskovittiske temperaturer…

 

EMMA smider jakken og er nu tydeligt genkendelig som kommunist, på grund af den brune skjorte med hammer&segl-armbind.

 

FORBIPASSERENDE:

Se – der er Røde Emma.

 

EMMA snupper en bog fra en forbipasserende, mens hun deler foldere ud.

 

FORBIPASSERENDE:

Hov -

 

EMMA:

Hvad læser amerikanerne nu? ”Farvel til våbnene” – hm. En reaktionær titel. Hemingway? Aldrig hørt om ham.

 

EMMA giver bogen tilbage.

 

EMMA:

Hvis Amerika virkelig nedruster, som titlen antyder, så vil det blive lettere for Sovjet at rende landet over ende. Når kammerat Stalin kommer til magten, skal han nok udgøre en stærk og attraktiv modpol til denne nation, som ikke ved hvordan man tager sig af sin egen befolkning. Det har Stalin meget mere forstand på, skal jeg love dig for.

 

BORIS:

Da.

 

EMMA og BORIS ud. PIGERNE på SPOTTY’s. BLUESNUMMER.

 

Her er der en sang

Om en mand der engang

I oktober i 1919

mente og sa

At Amerika

Sku ta og gi afkald på spritten

 

En ren bagatel

Hvis han holdt for sig selv

Hvad han syns, men det gjord’ han ik’

Og derfor, du

Er vi tørlagt nu

for hver en lovlig drink.

 

Men

Jeg har lavet en kande the

Kaptajn Morgan han har været me’

Og en russer, der kom her forbi

Smirnoff, han kom et par sjatter i, og

 

Jeg har inviteret nog’n venner herhen

Til i aften, og bring bar’ nogen flere:

Gordon … og Jack Daniels,

Og Georg ... ham den fjerde.

 

Hvad mon Franklin sa’

Hvis han hørte i dag

Hvad der skete med landets forfatning?

 

Jeg tror da nok

Han had’ fået et chok

Som dengang, med teens beskatning.

 

Den republik

Og den frihed vi fik

Er de gået i glemmebog’n?

Med så’n et svigt

Er det vores pligt

At prøve at omgås lov’n

 

Så …

Der’ en opskrift på kaffe, du

Som er vældig i vælten nu

Spar på sukkeret og brug gin

Et par teskefulde af måneskin

I en kop

Ordn’lig skud,

Husk dog først og hæld kaffen ud, for

Maxwell House og Nescafé

De’ er faktisk helt passé og

Kaffen den skal være kold, syns vi

Du får varmen nok med al’ de procenter der’ i

Det bli’r et festligt, forrygende rend

Hele ugen, ska jeg servere

Gordon … og Jack Daniels,

Og Georg, I ved, ham den fjerde.

 

SKIFT til AL CAPONEs hovedkvarter.

 

AL CAPONE:

(med avis)

Nu har den lille lort til Hoolihan stillet forslag om at ophæve spiritusforbudet!

 

SMACK:

Jamen, det er da fint, boss – så behøver vi ikke at skyde folk, bare fordi vi skal sælge whiskey.

 

AL CAPONE:

Smack, du er et fæ. Hvis spiritusforbudet bliver ophævet, så vil vi blive udkonkurreret af store, lovlige selskaber. Vi må ødelægge hans kampagne, sir jeg til dig. Hvad har du hørt, Swat?

 

SWAT:

Han har fået en eller anden sangskriver til at lave en kampagnesang.

 

AL CAPONE:

Det er skrækkeligt! Ingen amerikansk vælger kan stå for en sang. Find den sangskriver og gør ham kold. Så vil Hoolihan måske fatte beskeden. Afsted, sir jeg til dig.

 

SWAT og SMACK ud.

 

AL CAPONE:

Doreen – nu skal du få lov at møde en celebrity. Tag hen til borgmesteren og aflever denne æske chokolade, med hilsen fra mig. Jeg sender Billy Blitzer efter jer – sørg for at få borgmesteren i en kompromitterende og ydmygende situation, du ved. Hans hånd oppe under dine skørter eller sådan. De amerikanske vælgere tåler ikke, at deres politikere har et sexliv.

 

DOREEN:

Jeg skynder mig, Al.

 

AL CAPONE:

Fint – og Doreen: rør ikke chokoladen.

 

DOREEN:

Er den forgiftet?

 

AL CAPONE:

Nej, men du bliver tyk, og så er det ud af vagten.

 

DOREEN:

Ok, Al.

 

DOREEN går.

 

AL CAPONE:

Så – nu rammer den lille klovn med alt, hvad jeg har.

 

AMBULANCEFOLKENE passerer med CHET. Stadig skrigende.

 

SWAT sparker døren op.

 

HOAGY:

Ah!

 

SWAT:

Er det dig der er ved at skrive en sang til borgmester Hoolihan?

 

HOAGY:

Ja.

 

SMACK:

Så er du en død mand.

 

HOAGY:

Vil I slå mig ihjel? Men hvorfor dog?

 

SWAT:

Det er et led i Capones valgkampagne.

 

SMACK smider en løkke over loftsbjælken (uha, bare vi har sådan en!) og gør klar til, hvad der skal ligne et selvmord.

 

HOAGY:

Hvad er det til?

 

SMACK:

Det skal se ud som om du har hængt dig selv.

 

HOAGY:

Men… den sang skulle jo være mit store gennembrud. Den skulle gøre mig rig og berømt, så jeg kunne leve lykkeligt til mine dages ende.

 

SWAT:

Ja, det er altså lige om lidt.

 

HOAGY:

Det er sjovt … man tror egentlig aldrig, at man selv skal dø. Man læser om at andre dør i aviserne og man ser det osse på film, men det virker så, så fjernt, egentlig. Men nu skal det altså være …

 

SWAT:

’a.

 

SMACK hiver HOAGY op på stolen.

 

HOAGY:

Og jeg var lige blevet færdig.

 

SWAT:

Så kom vi i sidste øjeblik.

 

HOAGY:

Vil I ikke høre den?

 

SWAT:

Hva?

 

HOAGY:

Vil I ikke høre den? Jeg synes selv den er blevet god.

 

SWAT:

Ok, så.

 

HOAGY:

Vil I?

 

SWAT:

Kom så med den! Skynd dig!

 

HOAGY

(synger eller deklamerer, mens han tuder af selvmedlidenhed og dødsangst)

Ehh… sæt dit kryds ved Hoolihan

For han er den bedste

Folkets mand er nemlig han

Bedre end de fleste,

Sæt nu først en streg på skrå

Derpå en til ovenpå

Sådan sætter du dit kryds

Et, der ikke kan fortryds

Hver en god chicagomand

Bør sætt’ sit kryds ved Hoolihan.

 

SWAT:

For helved, hvor er den dårlig!

 

SMACK:

La os nu slå ham ihjel.

 

HOAGY:

Uh-huh, det har taget mig flere timer.

 

SWAT:

Det rene lort. Omvendte ordstillinger og dårlige rim.

 

SMACK:

La os nu bare slå ham ihjel.

 

HOAGY:

Men … jeg er ikke bedre til det. Det kan jeg jo ikke gøre for.

 

SWAT:

Må jeg høre den igen.

 

SMACK:

Hvoffer slår vi ham ikke bare ihjel?

 

SWAT:

Kom igen!

 

HOAGY:

Sæt dit kryds ved Hoolihan

For han er den bedste

Folkets mand er nemlig han

 

SWAT:

 ”han” rimer ikke på ”Hoolihan”!

 

HOAGY:

Gør det ikke?

 

SWAT:

Nej! Og hvorfor den omvendte ordstilling? ”Folkets mand er nemlig han”? Hvorfor ikke bare ”Han er nemlig folkets mand” – og så kommer det osse til og rime.

 

HOAGY:

Det faldt mig ikke ind.

 

SWAT:

Videre.

 

HOAGY:

Øh – ”bedre end de fleste”

 

SWAT:

”Fleste” rimer ikke på ”bedste”. Videre.


HOAGY:

Sæt nu først en streg på skrå

Derpå en til ovenpå -

 

SWAT:

Komplet pladder. Folk ve’ jo godt hvordan man laver et kryds.

 

HOAGY:

Sådan sætter du dit kryds

Et, der ikke kan fortryds

 

SWAT:

Elendigt rim, sir jeg til dig.

 

HOAGY:

Hver en god chicagomand

Bør sætt’ sit kryds ved Hoolihan.

 

SWAT:

Og se bare  – du har glemt kællingerne. De har ku’ stemme siden 1920. Du kan godt se, den går slet ikke.

 

HOAGY:

Uh-huu…Det er rigtig nok! Jeg er elendig til lave sange, og det var alt jeg ville! Det var ikke godt nok for mig at være meteorolog. Der er ingen, der kan li’ meteorologer. De tror det er vores skyld at det regner. Jeg ville skrive sange, ville jeg, gode sange, som folk ku’ li’. Så de osse ku li mig. Jeg ville være populær.

 

SWAT:

Det bliver du aldrig på sådan nogen sange.

 

HOAGY:

Jeg er værdiløs! Skyd mig bare!

 

SWAT:

Nåhr, sådan skal du da heller ikke ta’ det …

 

HOAGY:

Jo. Skyd mig i hovedet. Spark stolen væk.

 

SMACK:

Jeg synes det er synd for ham. Vi sku bare slå ham ihjel. Hvoffer sku du også kritisere hans vers? Det var grusomt, Swat.

 

SWAT:

Du ka’ ikke bare gi’ op, sådan. Det er ikke amerikansk. Du må hænge i, hvis du vil bli’ til noget.

 

HOAGY:

Jeg bli’r aldrig til noget.

 

SWAT:

(river teksten ud af hånden på Hoagy og krøller den sammen)

Se nu her – væk med det lort. Så, nu begynder vi forfra. Og vi starter ikke med ”Sæt dit kryds”, vel? Den gemmer vi til senere. Pull your punches, see? Vi skal ha’ et vers, som gør folk nysgerrige … la mig se… (taster) ”hva’ der galt med USA?” Ikk? Det er der mange der godt vil vide. (taster) ”Vold og mord hver enste dag”

 

SMACK:

Ja, den er go. Det’ et godt rim, Swat. Der er et ’d’ i vold.

 

SWAT:

Tak. (taster) ”vi bliver ta’et i røven.” Man ska osse tale til folket, ikke? Det er jo dem, der skal stemme.

 

SMACK:

Jeg ka godt li’ det.

 

SWAT:

Stille, Smack. Jeg tænker. (taster) ”korruption hvor end man ser, men vi har nu en til jer, der ikke dumper prøven.”

 

HOAGY:

Det er altså meget bedre end det, jeg skrev….

 

SWAT:

Ja. Og så skal vi ha’ en god bridge til omkvædet …

 

 

DOREEN og BILLY (fotograf) står og taler med AL CAPONE.

 

DOREEN:

Det gik slet ikke, Al. Jeg prøvede virkelig at lægge an på ham.

 

BILLY:

Hun spurgte, om hun måtte se hans borgmesterstang.

 

DOREEN:

Og så inviterede han mig på konditori!

 

BILLY:

Jeg har fyrre shots af borgmesteren, der spiser doughnuts.

 

AL CAPONE:

Åhr, han er for dum til at korrumpere! Hvad snakkede han om?

 

DOREEN:

Jo, jeg prøvede at få ham til at snakke om piger og sådan, for ligesom at fyre op under ham, ikk? Men han sagde, at han endnu ikke havde fundet nogen, der var god nok til hans mor.

 

AL CAPONE:

Hans mor?

 

DOREEN:

Ja, hun betyder vist ret meget for ham. De bor sammen. Jeg ku egentlig godt li’ ham, Al. Han var en rigtig gentleman. Du ved…

 

AL CAPONE:

Hans mor, eh? Der er måske noget der. Vi kidnapper hans mor og presser ham til at gå af – hvor fanden bliver Swat og Smack af? De må da ha likvideret den skide rimsmed for flere timer siden!

 

SWAT, SMACK og HOAGY i lejligheden. De synger:

 

Hva’ der galt med USA?

Vold og mord hver eneste dag

Vi bliver ta’et i røven

Korruption hvor end man ser,

Men vi har dog en til jer,

Der ikke dumper prøven

 

Ærlig over al forstand

Og hans navn er Hoolihan.

 

SWAT:

Og så med det her omkvæd, så er den klar til at gå på gaden.

 

LIGE på SANGEN til VALGKAMPAGNESANG, fremført af PIGERNE fra SPOTTY’S.

 

Han vil skaffe masser jobs

Til en løn der’ supergo’

Du vil kunne vælge frit

Fra Sears & Roebuck’s katalog

Der’ en kylling i hver gryde

Et gevær i hvert et hjem

Det kryds vil du ikk’ fortryde:

Hoolihan er vejen frem

 

HOOLIHAN kegler ud, meget begejstret.

 

HOOLIHAN:

Og så er der røde sodavander til alle! På kommunens regning!

 

EN ELLER ANDEN:

Her! Her! En dobbelt rød sodavand, meget tør!

 

EN ANDEN:

En rød on the rocks!

 

EN TREDJE:

En rød sodavand Manhattan.

 

EN KÆMPE KAGE bliver rullet frem. Trommehvirvel.

 

AL CAPONE:

Så er det slut med Hoolihan. I dækning, gutter….

 

EN KLOVN springer op af kagen og begynder at lave ballontricks.

 

AL CAPONE:

Det er da ikke mine hitmen!

 

AL CAPONE styrter til telefonen.

 

AL CAPONE:

Hallo, gi mig Carmichaels konditori.

 

KLOVNEN laver tricks henimod AL CAPONE, som frygter at blive skudt af en ballon.

 

AL CAPONE:

Hallo – jeg havde bestilt en konditorkage med to bevæbnede lejemordere til Spotty’s Speakeasy klokken otte, men jeg har fået en klovn med balloner. Hvor er min kage henne? (lytter) 258 East Street… (lytter). En fejltagelse, sir du? Du er ked af det, sir du? Du vil blive meget mere ked af det i løbet af de næste par timer, sir jeg til dig, du -

 

AVISDRENG:

EKSTRANUMMER! LÆS ALT OMKRING DET! FJORTEN BØRN DRÆBT VED MYSTISK OG MOTIVLØS MASSAKRE TIL EN BØRNEFØDSELSDAG! LÆS ALT OMKRING DET!

 

AL CAPONE:

Åh-åh.

 

HOOLIHAN:

Nu vil vi ikke have flere dårlige nyheder, min ven. Jeg køber hele bunken, og kom så herind og få en rød sodavand og mor dig over den sjove klovn.

 

AVISDRENG:

Tak.

 

HOOLIHAN:

Har du stemmeret?

 

AVISDRENG:

Min storebror har.

 

HOOLIHAN:

Ta den her med hjem til ham. (burger). Mr. Capone, De ser så nedtrykt ud – det er måske, fordi jeg ser ud til at vinde valget, men sådan er jo politik.

 

AL CAPONE:

Din lille mide!

 

HOOLIHAN:

Nej,  sådan må De ikke tage det, så bliver jeg ked af det. Se, nu får De en rød sodavand og en burger.

 

CAPONE ud. SPOTTY og WALTER taler sammen ved baren.

 

SPOTTY:

Og du kom selv på idéen med de burgers? Det er brilliant, spædbarn. Sikken en entreprenant ung fyr du er. Hvis jeg ikke var over bakken, så ville jeg komme på til dig.

 

WALTER:

Du er da ikke så gammel, Spotty. Du ser ikke ud til at være en dag over, en dag over –

 

SPOTTY afventer svaret med spænding…

 

WALTER:

- 20.

 

SPOTTY:

Gi mig et bræk! Men det kalder på en drink. Du er et godt æg. Men du er for ung til mig.

 

WALTER:

Slet ikke. Jeg har allerede en masse erfaring. Du ved, trappeopgangene på East Side.

 

SPOTTY ser ham an og beslutter sig for at gi’ det en chance.

 

SPOTTY:

Du trækker mig i benet. Men OK, så. Og ved siden af … Det er jo Amerika, det tyverne, regler er til for at brydes og – som de siger: Det er ikke forbi, før den fede dame synger!

 

VELMA skal netop til at synge og sender SPOTTY et blik.

 

SPOTTY:

Bare en talemåde, honning.

 

VELMA og PIGERNE.

 

Vor færden

I denne nye, trætte verden

Er fuld af skuffelser, det er den

For intet er som det sku vær.

 

Og der er grænser for vor’s frihed

For lidt i løn og ingen lighed …

 

Men vi ved da et sted vi ka si’ dig

Hvor du ka holde drømmen i live

Hvis du vil ha lidt glamour og glitter

Så gå i bio

 

Skynd dig i biffen og se hvordan at verden sku’ vær

Se hvo’n de fattigste røve de ender som millionær’

Pigen får ham hun holdt af

Og ham helten får hvad han ska

Ha – og ingen er tilovers

Og selv ham der

Skurken han får

200 år

allermindst

Vi går i biffen når alting det går skævt eller skidt

For der er alt sort og hvidt

Hvis der noget vi i hvert fald ka

I USA

er det at drømme

Vi går i biffen hver eneste dag

Ork ja.

 

Vi går i biffen og tanker begejstringen fuld

Ser hvo’n den simpleste luder, hun har et hjerte af guld

Pigen har en fortid men

Helten han er ligeglad med

Den og med hvad hun så end har gået og gjort

De går i seng

Vi går i sort

Hvem var med? (Det sidste refererer til creditlisten)

 

Vi går i biffen og ser hvordan at alting ku’ vær’

Hvis bar’ det var sådan der

Som det altid er i Hollywood

Hvor alt er slut

På firs minutter

Der er elendigheden

Forbudt.

 

AVISDRENG:

Ekstra! Ekstra! Læs alt omkring det! Borgmesterens mor kidnappet! Mrs. Hoolihan kidnappet!

 

HOOLIHAN:

Åh, det var dog skrækkeligt! Men lad det nu ikke spolere den gode stemning …

 

JAZZ NUMMER RECAP:

Vi går i biffen når alting det går skævt eller skidt

For der er alt sort og hvidt

Hvis der noget vi i hvert fald ka

I USA

er det at drømme

Vi går i biffen hver eneste dag

Ork ja.

 

 

ANDEN AKT.

 

SPOTTY’S SPEAKEASY – PIGERNE ind.

 

Jeg fik set den her film i går

For vel toogtresindtyvende gang i år

Det er ikke så lidt man får

I kino

Sam’n med Valentino

 

KOR:

Han er i’n helt egen klasse

Og ud’n et ord så si’r han en masse.

 

Og heltinden var ligesom mig

Så smuk, bedårende og ladylike

Og hun møder så den her sheik

Som tar hende med ud i sandet en tur på en hest

 

½ KOR:

Gum-gadagum, gadagum…

 

SOLIST og anden ½ KOR:

Valentino, valentino, Valentino

Åh, ku’ du komm’ og hente mig snart? I’n fart?

 

Jeg har skrevet på pink papir

Med duft af ørkenluft til otte spir

Om de mange små stakkels pir

han tænder

Og som går og brænder

 

Vi’ fans der ikke ka’ få ham

Og det er fan’s at næsten ku nå ham

 

Jeg har sendt det til filmens helt  

For at si jeg kommer sikkert uanmeldt

På visit i hans ørkentelt

Og så får vi se

Hvad det ka føre ti’

Med ham Valentino, Valentino, åh, gid

Han er øm og blid

og Sort og hvid

Og stum.

 

 

HOOVER, MARY, WALTER, SPOTTY, HOOLIHAN sidder ved baren. HOOVER med en kop the.

 

HOOVER:

Vi står ganske uden spor i sagen, Hoolihan. Men jeg råder Dem til at lade være med at betale nogen løsesum. I ni ud af ti tilfælde bliver ofrene likvideret alligevel.

 

MARY:

Men Capone har slet ikke forlangt nogen løsesum –

 

WALTER:

Han kræver, at Borgmesteren trækker sig fra genvalget.

 

HOOVER:

Javel. Men det må De endelig ikke gøre. Det opmuntrer kun forbryderne til at fremture, hvis man efterkommer deres krav.

 

HOOLIHAN:

Men, hvad så med min mor?

 

SPOTTY:

Capone er en sej småkage. Og hvis nogen krydser hans planer går han bananer.

 

HOOVER:

(skal til at drikke af SPOTTY’s thekop, hvor der ikke er the i)

Ja, vi må jo håbe, at –

 

SPOTTY vapper ud efter koppen –

 

SPOTTY:

Ahh!

 

HOOVER:

Du godeste!

 

SPOTTY:

Det var min kop. Deres står der, mr. Hoover.

 

HOOVER:

Tak, miss. Som sagt, individuelle hensyn må vige for principper, når man er i vores position, Hoolihan. Hvis vi skal ha’ et retskaffent Chicago, hvor borgerne overholder lovgivningen, i store såvel som små sager, fra spiritusforbud til mord –

 

Mens HOOVER taler, skænker SPOTTY sig en ny kop the fra en whiskeyflaske.

 

HOOVER:

Men bare rolig – der er stadig 10%, ja måske endda 12% (Spotty tjekker sin whiskeyflaske) chance for, at Deres mor kommer hjem i god behold, hvis hun opfører sig pænt og samarbejder.

 

EAST SIDE. MRS. HOOLIHAN bundet til en stol hos CAPONE.

 

MRS. HOOLIHAN:

De er en uopdragen lille indvandrer, og De har meget at lære om gode manerer, før Deres slags kan gøre sig gældende i et civiliseret land.

 

AL CAPONE:

Med mindre Deres stamtræ går tilbage til Pocahontas, så er De lisså meget indvandrer som jeg er!

 

MRS. HOOLIHAN:

Min familie kom herover med Mayflower i 1620, og bragte civilisationen til dette gudsforladte land, vi har bygget det hele op fra grunden og vi har været tossegode, når vi tror, at vi kan lukke alle sydlandenes bærme ind uden at det øver ubodelig skade på samfundet. De er det allerbedste eksempel på hvor galt det kan gå, De unævnelige lille spaghetti!

 

AL CAPONE:

Hold så kæft! Jeg er ikke mere kriminel end –

 

MRS. HOOLIHAN:

Ha! Lyt til Dem selv! De er i total fornægtelse –

 

AL CAPONE:

Nej, nej, jeg er så ej!

 

DOREEN:

De må altså virkelig tale pænt til Al, Mrs. Hoolihan, han kan blive noget så rasende…

 

MRS. HOOLIHAN:

Og De, simple pigebarn, De burde have sat Deres amerikanske kvindelighed til en noget højere pris end at kaste Dem i armene på en fremmedarbejder, og tilmed en kriminel, men for resten, det kan vel komme ud på et. Ved De, hvordan Deres forlovede tjener sine penge?

 

DOREEN:

Vi er nu ikke forlovede –

 

MRS. HOOLIHAN:

Ah! Jeg vil ikke høre det! Immigranter er roden til alt ondt. Det var folk som Deres, Deres samlever, der skød præsident Garfield, denne Guiteau –

 

AL CAPONE:

Han var franskmand!

 

MRS. HOOLIHAN:

To alen af et stykke. OG ham der skød præsident McKinley, den der lille ulækre Czolgosz –

 

AL CAPONE:

Han var POLAK, din hjernedøde madamme!

 

CAPONE slår MRS. HOOLIHAN, så hendes gebis falder ud.

 

DOREEN:

Hendes tænder faldt ud.

 

MRS. HOOLIHAN:

Det gebif er lavet af felvefte doktor fullivan og kofter tufind dollarf! Hvif der er fket det mindfte, få kommer de til at erftatte det!

 

DOREEN  har samlet gebisset op fra gulvet.

 

DOREEN:

Undskyld, frue, Al er lidt voldsom.

 

DOREEN prøver at stoppe gebisset ind i munden på MRS. HOOLIHAN.

 

MRS. HOOLIHAN:

Vafk det! Vafk det førft! Det har været på det fnavfede gulv! Hvor har de dog befkidte manerer! Fimple tøf!

 

CAPONE trækker pistolen. DOREEN prøver at stoppe ham, og der høres et SKUD idet LYSET går ned. KRYDS TIL: SAM passerer nedenfor. POLLY er klædt ud som avisdreng.

 

POLLY:

Psst!

 

SAM:

Nej tak, jeg køber aldrig aviser. Jeg holder øjne og ører åbne, og så behøver man ikke andre nyheder.

 

POLLY

Men det er mig – Polly. Jeg er kun klædt ud som avisdreng!

 

SAM:

Polly! Jeg har ledt efter dig overalt. Jeg har ikke kunne finde din mand.

 

POLLY:

Åh, pyt med ham – der er sket så meget siden. Sagen har grebet om sig. Men det allervigtigste er, at jeg er brændt varm på dig. Jeg havde godt nok en anelse, men det er først gået op for mig nu.

 

SAM:

Men – men vi har jo ikke set hinanden siden i går.

 

POLLY:

Jeg ved det godt. Og jeg troede også, at jeg kunne have taget fejl, du ved, hysteri, men nu hvor jeg ser dig igen, er jeg ganske sikker. Jeg har aldrig tænkt på nogen anden i mere end et døgn. Du er flot, sej og ubegavet – alle de værdier, jeg leder efter hos en fyr. Jeg er vild med dig. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

 

SAM:

(pause. Tænker)

Jeg har tænkt mig at kysse dig.

 

POLLY:

Ok.

 

De kysser hinanden. Et kærlighedstema starter. Tre takter. Så holder SAM op.

 

POLLY:

Var det også godt for dig?

 

SAM:

Det var helt fint, men der var den der underlige musik.

 

POLLY:

Hørte du den også? Lad os prøve igen.

 

De kysser igen. Musik – et par flere takter.

 

SAM:

Det var da underligt.

 

POLLY:

Det er kærlighed, Sam. Sådan lyder det i Amerika. Hvis vi bliver ved længe nok, skifter lyset også.

 

De kysser igen – endnu flere takter. LYSET skifter. J.EDGAR HOOVER kommer susende i en bil med CLYDE.

 

HOOVER:

Arrestér den privatdetektiv, der står og kysser en avisdreng på åben gade, Det er en federal offence. Og book avisdrengen og tag ham ind til afhøring på min privatadresse.

 

SPOTTY’S SPEAKEASY. PIGERNE GIR ET NUMMER.

 

PIGERNE:

Elskede skat, der er noget der slår mig

Og du ve’ godt det’ dig

Og hvis du en gang til skodder’n smøg

På mine skuldre, ja, så går jeg.

 

Jeg er så træt af at lyve for alle

Når mine venner spør

Hvor tit kan man buse ind i’n dør

Hvor mange gange kan man falde?

 

B.

Ja, jeg ved godt, at jeg vendte tilbage

Da du smed mig ud fra anden sal

Og da du hældte kog’nde vand på mig

Og da du kvæstede min hage.

 

Du har nok brug for en go psykiater

Eller det hvide snit

For dine udtryk for kærlighed

De er forbudt i flere stater.

 

HOOVER og CLYDE afhører SAM.

 

HOOVER:

Vi har nu fundet ud af, at avisdrengen skuffende nok var Polly Purvis, som fortalte mig, at hun havde hyret Dem. Jeg vil til bunds i den her historie, og det nytter ikke at spille uskyldig! Der er meget, jeg vil ha’ svar på!

 

SAM:

Osse mig: slukker lyset i køleskabet, når man lukker døren?

 

HOOVER:

Så du skal spille smart, hvad? Slå ham, Clyde!

 

CLYDE slår SAM.

 

HOOVER:

Nu snakker du!

 

SAM:

Hvad vil du ha’ jeg skal sige?

 

HOOVER:

Hvor er Mrs. Hoolihan?

 

SAM:

Hvor er Mrs. Hoolihan?

 

HOOVER:

Hvor er Capones whiskeylager?

 

SAM:

Hvor er Capones whiskeylager?

 

HOOVER:

Slå ham igen, Clyde.

 

CLYDE vapper SAM en.

 

SAM:

Av.

 

HOOVER:

En gang til!

 

SAM:

Av!

 

HOOVER:

Åh, hvor jeg elsker det her job!

 

Tilbage til SPOTTY’S SPEAKEASY på afslutningen af masochistnummeret:

 

PIGERNE:

Du må godt klappe min bagperron, honey

Bar’ du sætter farten mere ned

Stryg kun mit hår, men hvis det ryger ud

Så er det ikke længer funny.

 

Ømhed blandt elskende er noget andet

End et forstuvet led

Jeg syns i hvert fald du ska holde op

For jeg er gul og blue i hele min krop

Og næste gang så bli’r jeg måske vred.

 

SWAT og SMACK og HOAGY kommer gående.

 

SWAT:

Vi har tjent styrtende med penge på den kampagnesang. Den går som varmt brød.

 

SMACK:

Det er de første ærlige penge, jeg har tjent! Det er ligesom om det er mere værd, Swat.

 

SWAT:

Nej, det er mindre værd, for du bliver nødt til at opgi’ dem til skattevæsnet. Men jeg forstår godt hvad du mener. (til Hoagy) Hvorfor ser du så nedtrykt ud?

 

HOAGY:

Jo, for det var jo ligesom ikke mig der lavede den sang, vel? Du lavede jo det meste af det. Jeg ville jo gerne lave min egen sang, og det skulle ikke være noget politisk, det sku være noget med kærlighed.

 

SMACK:

Nåhr, hvor sødt.

 

SWAT:

Jamen, så skal du jo skrive om en eller anden dame, ikk?

 

HOAGY:

Jamen, jeg har jo aldrig kendt nogen …

 

SWAT

Der må ha været en eller anden kælling, du har været glad for. For du er vel ikke underlig vel?

 

SWATog SMACK træder begge et skridt væk fra HOAGY i frygt for at det skulle være tilfældet.

 

HOAGY:

Nej, nej, men –

 

SWAT:

Har der ikke været en eller anden, der krammede dig i en sen nattetime og ga’ dig det du havde brug for?

 

SMACK:

Og som du fik lov at rave lidt på nødderne?

 

HOAGY:

Jo, jo, det er faktisk, men  - er det det hele? Er det kærlighed?

 

SWAT:

Jeg kender ikke andre slags.

 

SMACK:

Heller ikke mig.

 

HOAGY:

Jomen, sådan en har der været!

 

SWAT:

Jamen, så skriv dog en sang om hende!

 

HOAGY:

Ja! Ja, det vil jeg gøre! Det vil jeg gøre med det samme!

 

HOAGY løber vildt inspireret ud.

 

SMACK:

Han er en rar fyr, Swat.

 

SWAT:

Ja.

 

DE GÅR UD og FRELSERNE, som kommer ind fra den anden side.

 

FRELSERNE:

Aldrig røre alkohol,

Alkohol, alkohol,

Aldrig røre alkohol

For død er drukkens sold.

 

STEMME fra VINDUE:

Hold så kæft, for helvede!

 

BETTY:

28. vers.

 

FRELSERNE:

Ikke ha’ det alt for sjovt,

Alt for sjovt, alt for –

 

EMMA GOLDMAN:

Kammerater! Hvad har I gang i? Stands øjeblikkelig denne forførelse af masserne! Ved I ikke, at religion er opium for folket?

 

CAROLINE:

Beskylder du os for at pushe opium?! Det har vi aldrig -

 

BETTY:

Stille, Caroline. (til Emma) Pil af med dig, dit røde spektakel.

 

EMMA GOLDMAN:

Kammerat Boris – hjælp mig at destruere disse undergravende publikationer.

 

SAM kommer til netop som det udvikler sig til slagsmål. Han bærer tydelig præg af HOOVERS afhøring.

 

SAM:

Mine damer! Ro på nu.

 

BETTY:

Bland dig uden om, dit fjols. Vi kæmper for Herren, og vi klarer os selv.

 

BETTY langer SAM i dørken.

 

EMMA GOLDMAN:

(sparker ham)

Ja – vi klarer os selv. Boris, destruer de undergravende skrifter, mens jeg banker denne kapitalistlakaj.

 

SAM:

Hov, er du ikke Emma Goldman?

 

EMMA GOLDMAN:

Jo, men du holder din kæft med det. Jeg er her incognito. (sparker ham igen)

 

BORIS og FRELSERNE hiver i hver deres ende af vognen, EMMA kaster sig over den (med noget modstand) og begynder at hive bibler ud.

 

BETTY:

La vores bibler være!

 

HOOVER og CLYDE kommer til med udrykning.

 

EMMA GOLDMAN:

Hov – de har et spirituslager under biblerne! Hvor symbolsk!

 

HOOVER:

Se, det er, hvad jeg kalder fersk gerning. Spillet er ude, mine damer!

 

BETTY:

Lort.

 

CLYDE lægger BETTY i håndjern.

 

LOUISA:

(med ikke for stor overbevisning)

Hvor vover De at behandle Søster Betty på den måde! Vi udfører herrens arbejde.

 

HOOVER:

Ja, det gør I - Og Herren er Al Capone, og det her er hans hemmelige spiritustransport. Og du er virkeligheden Betty Brækjern, eftersøgt i fem stater.

 

BETTY:

Åh, lort.

 

HOOVER og CLYDE kører med FRELSERNE.

 

EMMA GOLDMAN:

Kom, Kammerat Boris – lad os gå ind og få en kop kaffe.

 

AVISDRENG:

CAPONES SPRUTLAGER FUNDET! LÆS ALT OMKRING DET!

 

EAST SIDE – WALTER og MARY er på en sentimental journey i deres gamle kvarter.

 

WALTER:

Her er altså virkelig meget mere charmerende, når man ikke bor her mere.

 

MARY:

Se – der er Pearl White!

 

PEARL WHITE sidder på en trappe i fattigtøj.

 

MARY:

Miss White! Er De ved at indspille en film, hvor De spiller fattig?

 

PEARL:

Nej, for helvede – det her mit eneste sæt. Efter der kom tale på filmen, har jeg været død i Hollywood. Man kan ikke ha en heltinde, der snakker som et bøjet søm. Så nu er jeg tilbage på East Side. Hvad der kommer let, går let. Og det er Amerika.

 

MARY:

Min familie er i mellemtiden kommet til penge. Det var mig, der opfandt burgerne, det sidste nye hit, og min bror er blevet spindoktor for Hoolihan, så vi er styrtende rige.

 

PEARL:

Nyd det lisså længe det varer. Tro mig, alt har sin tid.

 

MARY:

Ja, men nu gi’r jeg en drink ovre på Spotty’s, Miss White, hvis jeg må?

 

PEARL:

Tak – jeg gør gengæld, hvis jeg kommer ovenpå igen.

 

SPOTTY’S SPEAKEASY – SPOTTY og VELMA.

 

SPOTTY:

Han er en fornuftig fyr, Walter, og har investeret alt i aktiemarkedet. Han skal nok komme hurtigt op i samfundet.

 

VELMA:

Men, Spotty, du er 45, han er 15 – du er tre gange så gammel som ham!

 

SPOTTY:

Ja, men om femten år vil han være tredive, og jeg treds – så er jeg kun dobbelt så gammel som ham.

 

CHARITY kommer ind.

 

CHARITY:

Det er ude over hele byen! Borgmesterens mor er fundet død i havnebassinet.

 

VELMA:

Shh –

 

HOOLIHAN:

Åh nej, stakkels mor! Tænk, at hun skulle ende der.

 

BILL og BEN kommer ind med den døde CHET på båren.

 

BILL:

Nu må vi ha’ en kop the. Det har været et par drøje dage.

 

SPOTTY:

Hvad med jeres ven der?

 

BERNICE:

Han skal ikke ha noget. Vi prøvede at finde et hospital, der ville ta’ ham, selv om han ikke havde sine forsikringspapirer på sig, men det var sgu svært. Det var faktisk umuligt.

 

BILL:

Ja, og nu er det for sent.

 

SAM:

Var det ham, der blev skudt ved kirken i forgårs?

 

BILL:

Ja, det var ham.

 

VELMA:

Hej, Polly! Kom herud! Chet er dukket op igen.

 

POLLY kommer ud.

 

BERNICE:

Jeg ville ikke se liget, hvis jeg var Dem, miss. Han er ilde tilredt.

 

BILL:

Ja, vi tabte ham på vejen et par steder.

 

POLLY styrer lige hen til båren og flår lagnet af fodenden.

 

BILL:

Hovedet er i den anden ende -

 

POLLY flår den ene sko af. Hun fremdrager nogle papirer. Hun ser overlykkelig ud, og trykker papirerne til sit bryst.

 

POLLY:

Gudskelov!

 

SAM:

Er det dine præmieobligationer?

 

POLLY:

Nej, Sam – jeg fortalte dig ikke det hele. Det her er de afgørende sider af Capones regnskab. Chet var hans revisor.

 

SAM:

Nu forstår jeg ikke en lyd af det hele.

 

JACOB RIIS kommer ind.

 

JACOB RIIS:

Oh, hello, Mr. Spade. (finder Sams billede frem) I have been looking after you. I cannot use your picture after all, because you are unsharp in it. Look – very unsharp.

 

POLLY:

Ja, det er en meget dækkende karakteristik. Sam - Jeg arbejdede undercover for Hoover for at få fat i de papirer. Nu har jeg dem!

 

HOOVER kommer ind.

 

HOOVER:

Og nu får jeg dem! Og spirituslageret er også fundet. Capones dage er talte!

 

JACOB RIIS:

Hello, I’m Jacob –

 

AL CAPONE:

Holdt!

 

JACOB RIIS:

No, Riis.

 

AL CAPONE:

Jeres dage er talte! Ingen rør’ sig! Nu har jeg fået nok! I har ikke fortjent, at man tager på jer med fløjlshandsker! Men nu får piben en anden lyd!

 

JACOB RIIS:

Now we’re clapping the horse a little …

 

AL CAPONE:

Dig Der! (sandwichmand, der er i nærheden bag ved) Over til de andre!

 

SANDWICHMAND:

Du må ikke skyde – jeg har så meget at leve for.

 

AL CAPONE: (ser Polly)

Så der er Hoovers lille kanariefugl, hvad? Og mine regnskaber! Her med dem! Tak. Og Hoolihan! Ked af det med din mor –

 

HOOLIHAN:

Nå, det skal du ikk – men … jeg var jo lige ved at trække mig fra valget. Hvorfor så –

 

AL CAPONE:

Hun var ikke til holde ud!

 

HOOLIHAN:

Nej.

 

AL CAPONE:

Jeg gik over gevind. Men nu kan det være det samme, for nu skal I alle sammen dø. Doreen, kom herover.

 

DOREEN:

Nej, Al, jeg bliver hos Hoolihan. Han er den første, der har fået mig til at føle mig som en virkelig person, og ikke bare som en eller anden kvinde.

 

AL CAPONE:

Som du vil, skat. Smack og Swat! Hvor fanden ble’ I af? Jeg måtte kidnappe og likvidere Mrs. Hoolihan helt alene! Det var jo ikke aftalen!

 

SWAT:

Ked af det, boss, men vi har skiftet branche.

 

AL CAPONE:

Med sådan nogle venner er det jo ret besværligt at få et forbryderimperium op at køre, sir jeg til jer. Men nuvel - Her har jeg alle dem, der truer min karriere, og min neapolitanske stolthed, samlet under et tag. Jeg håber du er forsikret, Spotty, for det her kommer til at svine lidt.

 

AL CAPONE spænder hanen. MORAN kommer styrtende ind, med forbinding om hodet.

 

MORAN:

Dine dage er talte, Capone!

 

AL CAPONE:

Moran! Jeg troede du var død. Jeg hamrede en kølle lige i hodet på dig!

 

MORAN:

Det er mit mindst sårbare sted. Jeg kom til mig selv i lighuset, og kors, hvor er jeg sur nu!

 

AL CAPONE:

Hva tror du så jeg er? Jeg er svigtet af mine nærmeste – jeg bliver nødt til at skyde nogen for at få det bedre.

 

MORAN:

Drop den!

 

AL CAPONE:

Dig først!

 

MORAN:

Du er en død mand!

 

AL CAPONE:

Det ka du selv være, sir jeg til dig.

 

MORAN:

Knald dig!

 

AL CAPONE:

Knald dig, sir jeg til dig sir jeg til jeg.

 

SPOTTY:

Jeg er ked af at forstyrre, drenge, men klokken er otte, og vi har et nummer på programmet. Velma, Joan og Dixie – kør bare.

 

Hoagys hit – se næste side…

HOAGYS HIT.

 

PIGERNE:

A:

Hvis blandt alle kvinder du har kendt i øst og vest,

Du sku’ vælge bare en –

 

CAPONE (heckler)

Ja, det bliver sgu svært ….

 

PIGERNE:

Hvilke kvaliteter søger du mest

Når du søger din øjesten?

 

CAPONE::

Gode nødder!

 

MORAN:

Bagdel, mand.

 

PIGERNE:

Du vil ikke vælge efter hvodden hun ser ud

Eller hendes sex-appeal –

 

CAPONE:

Gu’ vil jeg så!

 

PIGERNE:

For din første dame, som er din kæreste

Herregud, hun har jo helt sin egen stil…

 

CAPONE:

Sig så for hælved hvem det er!

 

PIGERNE:

Det er jo såmænd din mor

Hvad der end er hændt – din mor

Hun er altid hos dig med et kys og kærligt ord

Når dit livsværk går helt i skår

Kan du vædde på hun forstår

Kun fordi hun er din egen mor

 

Hun har våget ved din seng

Da du var en lille dreng

Hun er stadig der for dig skønt du er blevet stor

Ligemeget hvorend du bor

Det betyder slet ikke spor

Hjemme, det er altid hos din mor.

 

TALT over MELLEMSTYKKE.

Hun tørrede din lille næse, når du var snottet, hun pustede på dit knæ, når du faldt og slog dig, og hvad fik hun igen? Du glemte blomsterne på Mors Dag, du glemte chokoladen på hendes fødselsdag – men ta’r hun sig af det? Nej. For hun er din mor.

 

Selvom du forløber dig

Farer vild på livets vej

Om du rager uklar med den hele runde jord

Er der en der stadigvæk vil

Ta’ dig i sin favn med et smil

Tørre tåren bort – med et par søde ord

Hjemme hos din lille mor.

 

EFTER MOR-NUMMERET: AL CAPONE bryder grædende sammen. MORAN sidder også og snøfter.

 

HOAGY::

Ka’ I li’ den? (Capone og Moran hulker videre) Ka’ de li’ den?

 

AL CAPONE:

Åhhh – det er den smukkeste sang, jeg nogensinde har hørt!

 

MORAN:

Ja – huh-huuu…

 

AL CAPONE:

Har du osse en mor?

 

MORAN:

Ja, og hun er lige nøjagtig som i sangen.

 

AL CAPONE:

Oss’ min. Og jeg har slået borgmesterens mor ihjel! Tænk at jeg ku’ gøre det! Hvor er jeg en skrækkelig person!

 

HOOLIHAN:

Åhr, det skal De ikke tænke på. Det måtte jo ske engang. Ja, måske ikke lige på den måde, men mødre går jo hen og dør en gang imellem.

 

AL CAPONE og MORAN græder endnu højere.

 

VELMA:

Sikken en forestilling! Vi mangler kun popcornene.

 

AL CAPONE:

Hvem har skrevet den vidunderlige tekst?

 

HOAGY:

Det har jeg. Og jeg har skrevet den helt selv.

 

POLLY:

Den er god, Hoagy.

 

HOAGY:

Syns du virkelig?

 

POLLY:

Ja, for den taler til noget i os alle sammen. Vi har alle sammen haft en mor. Hoagys smukke sang maner til forbrødring, og til at skabe et helt nyt Amerika, med kærlighed og forståelse mellem alle modsætninger, såsom rig og fattig –

 

DIXIE:

Sorte og hvide!

 

HOOVER:

Mænd og kvinder!

 

MORAN:

Politi og forbrydere –

 

HOOVER:

Der er vist allerede ret forbrødrede …

 

HOOLIHAN:

Og politikere og vælgere.

 

SAM:

Men, Polly – har du slet ikke fået nogen erstatning fra tandlægen?

 

POLLY:

Jo, men dem har jeg sat i aktier på børsen. Det har vel alle fornuftige amerikanere?

 

ALLE:

Ja.

 

SANDWICHMAND:

Jeg har investeret i fjernsynet. Man må tænke fremad.

 

HOOLIHAN:

Skal vi nu ikke slå en streg over alle de dumme skænderier? Alt det med at skyde hinanden, og arrestere hinanden. Nu, hvor vi alle er samlet her i Spotty’s rare lille the-salon, skal vi så ikke bare hygge os?

 

MARY:

Jo, lad os det, selv om begrebet slet ikke findes på engelsk.

 

ALLE hygger sig og småsludrer, mens Spade-tema starter, og VOICE OVER.

 

SAM (under instrumental bræk)

Og den aften var alle glade. Men i Amerika venter overraskelserne altid om hjørnet. Det var onsdag d. 23. oktober, 1929 – om morgenen den næste dag faldt bunden ud af børsen på Wall St. Black Thursday – 12,9 millioner aktier skiftede hænder i løbet af nogle timer, kursen dykkede hurtigere end en aktionær, der springer ud af vinduet på 30.etage, og Amerika var på røven.

 

 

WALTER:

Nå, for faen.

 

BORIS:

Fint! Det vil stemme folk for socialismen!

 

EMMA GOLDMAN:

Hold mund, Boris! Jeg har sat hele partiets pulje i aktier på Wall Street!

 

SPOTTY:

Ja, det bliver vanskeligt at få enderne til at mødes. Vi kommer til at skrabe bunden, men – som regnormen sagde: Nu kan det kun gå fremad!

 

PIGERNE:

Vi må tro på den lykligste vending

Som en Hollywood writer ka skrive

Med en ud-i-det-blå happy ending

Lissom i bio.

 

Vi går i biffen og venter på at alting blir godt

Der kan vi glemme at vi er midt i en statsbankerot

Alt er lutter lagkage der

Når vi tar en dans med Fred Astaire

Og med fyrre flotte pi’r i stramt trikot

Så ka I tro

Enden er go,

Smaddergo.

 

(Ned i halv takt, kickline, færdig).