Uddrag: "Derude". Erindringer af Käthe Rose (1917-1994)

Käthe (Kathrine) Rose var min gamle nabo i Kokkedal. Jeg indspillede i 1979 ca. fire timers bånd med Käthe, som fortalte om sin barndom i Indien og mange år senere (2004) fik jeg endelig transkriberet båndene til en udgivelse. Käthes nevø, Søren Kabell, hjalp mig med at finde billedmateriale fra familiens albums, så bogen nu er illustreret med gamle familiefotos fra et Indien, som ikke længere findes.  

(til venstre): Käthe Rose, født Toft, var datter af en missionær i Øst-Jaypur missionen, og hele familien tog derud i 1924. Billedet: Käthe (nr. 2 fra venstre, og hendes søskende, klædt ud som indere).

Det næste år igen flyttede vi til en anden villa, som hed "Homewood", og det er den, jeg bedst kan huske. Det er det sted, vi boede længst. Siden kom vi til et hus, der hed "Oakland" og da Heidi og jeg var rejst tilbage til Danmark, da flyttede far og mor ned til et andet hus, som jeg også kan huske, for vi var gået ned og havde hugget violer i haven, når ingen boede der. Men jeg kan huske een god ting fra Breidablik, en ting som jeg har en lille souvenir fra endnu, selv om det ikke er ret meget. Det er et tæppe, som min far købte der.

Breidablik lå oppe på en høj, stejl bakke og man kom derop ad en lang og kroget sti, som det var vanskeligt for min far og mor at løbe op ad eller gå op ad. Vi plejede altid at løbe bagefter og skubbe på, hvad de syntes var meget sjovt.

Dengang var der noget, der hed "hawkers" - det er sådan nogle prangere, der rejser rundt med deres varer bundet ind i store lagener og så har de sådan nogle kulier med til at bære det på hovedet. De rendte rundt til hjemmene og prøvede at prakke folk deres ting på. De havde rigtignok også mange flotte ting med. Sommetider, når de kom, så blev der sagt til dem: "Nej, nej - I skal slet ikke brede jeres varer ud eller begynde på noget som helst, for vi har ikke lyst til at købe noget", men man kunne ikke nå at få sagt et ord, før de havde draperet tæpper rundt i hele stuen eller ude på verandaen - de ville ikke høre på, at man ikke ville se på det; man kunne da værsågod se på det inden man bestemte sig for, hvad man ville købe.

Så var der en 'hawker' - en muhammedaner - der havde et aldeles vidunderligt, rødt tæppe med. Jeg tror, det var et Bukara-tæppe, men det er også ligemeget, det var i hvert fald et ægte tæppe. Så sagde far, da han så på det: "Ja, det ser jo meget smukt ud, men det har jeg ikke råd til at købe."

"Jo, Sahib, du har råd - hvor meget vil du give for det?"

"Allerhøjst tohundrede rupees," sagde min far "for jeg har ikke mere."

Så blev manden aldeles rasende og lavede en masse fagter og spyttede på gulvet og gjorde ved, og spurgte, om min far ville ruinere ham og hans familie; tæppet kostede tusind rupees.

"Javel" sagde far, "men jeg har jo sagt, at jeg kan ikke købe det, jeg har ikke penge til det."

Så blev manden ved med at sætte sin pris ned, og han kom ned til trehundrede, men min far blev ved med at sige, at han ville ikke give mere en tohundrede for det, for det havde han ikke råd til.

Tilsidst blev manden så rasende, at han pakkede alle sine ting. Nu skal man jo huske på, at de var kommet jokkende op ad den her lange, stejle sti, og hans kulier var kvinder, der sad ude bagved og røg cigarer og ventede på, at han skulle blive færdig med sit prangeri. Men han pakkede alle sine ting og sendte dem med kulierne ned, og gik selv bagefter, mens han tog sig til skægget og lavede fagter råbte, at han var bragt til tiggerstaven og udstødte forbandelser mod min far. Far sagde ganske roligt til ham: "Jamen, jeg sagde jo, at jeg kan ikke betale mere end to hundrede rupees".

Så troede vi, at vi havde set det sidste til ham. Selvom far gerne ville have haft det tæppe, så kunne det jo ikke nytte at bruge penge, han ikke havde. Da vi næsten havde glemt dem, kom hawkeren selv op ad den lange vej - de var nået helt ned til lågen - og så kom han tilbage med tæppet over armen. Kvinderne gad åbenbart ikke ulejlige sig mere for kun to hundrede rupees - og det var et tungt tæppe. Hawkeren smed det foragteligt hen ad trappen og sagde: "Her har du det så!". Og så fik far altså det tæppe for tohundrede rupees, selvom han først havde forlangt tusind for det. Det tæppe har jeg altså fået nu, men det er fuldstændigt slidt op, og jeg har det, der er tilbage af det liggende ude i forstuen. Jeg har klippet resterne af, selvom det skar mig i hjertet at klippe i det, for det har en meget stor affektionsværdi for mig, men det var blevet så luvslidt, at det ikke var smukt mere.

Uddrag 2:

(Familiens børn bliver sendt hjem til den Sønderjyske familie, da Käthe er fjorten. Faderen bliver ude i Indien og missionerer. Da Käthe er atten, får familien nyheden om faderens død).

I Lyngby, den aften, da vi havde fået budskabet om fars død, og da jeg først var kommet over min egen nervøse latter, da havde jeg ellers tænkt: "Nu skal vi aldrig nogensinde le igen i den her familie". Det varede længe, før jeg kunne sove om natten, jeg lå vågen og spekulerede på ingenting og kunne på ingen måde falde til ro. Da jeg så endelig en nat faldt i søvn, så drømte jeg, at far var kommet tilbage til mig, han gik ved siden af mig, på et eller andet sted, jeg syntes, at jeg kendte, men hvor jeg aldrig havde været med far, og der var noget mærkeligt ved ham, noget af det vante, der manglede, og jeg blev bange for ham, som om han var en dobbeltgænger.

Da jeg vågnede efter den drøm, stod det klart for mig: "Han er død, og du ser ham aldrig mere". Og da jeg først havde indset det, gennem den her mærkelige drøm, så kunne jeg sørge på en naturlig måde, uden at det gik ud over søvnen.

Langt senere kom Heidi og jeg til at snakke om engang vi havde været til selskab, og vi cyklede hjem ad vejen omkring NESA-værket i Lyngby. Pludselig sagde jeg, at jeg kunne lugte Waltair. Heidi sagde først, at det var noget pjat, vi var jo i Lyngby, langt fra Indien, men vi kom alligevel til snakke om hvordan man kan huske lugte meget bedre end man tror, og hvordan det meget tit er er duften fra et sted man husker bedre end hvordan der så ud. Det er bare vanskeligere at beskrive.

Men nu, lang tid efter den aften, kom vi til at tænke på, hvornår det egentlig var, at vi cyklede hjem til Lyngby, og det viste sig at være den nat, min far lå og døde.

Se, far havde været på arbejdet. Hans arbejde var jo ikke bare prædikener, det var også hårdt legemligt arbejde med at mure op, og rydde op og tømre sammen meget tit, arbejde, hvor han for det meste havde indere til at hjælpe sig, men far var aldrig den, der stod og så på at andre arbejdede, han var selv altid meget aktiv i alle gerninger. Og nu skulle de have noget oprydningsarbejde gjort ved en missionsstation, der hed Rajabotta. Der fik far en torn i det ene ben. Han prøvede at trække den ud, men den brækkede. Så tænkte han jo ikke mere på det, og de tog allesammen hjem til Bisamcatak. Men det blev ved at gøre ondt, der hvor tornen sad, og far tog til den indiske læge i byen. Lægen kunne heller ikke få den ud uden at skære og det virkede som et meget voldsomt indgreb for en lille torn, syntes far, så han lod den sidde. Han var aldrig særlig pivet eller hysterisk med sig selv og sine egne sygdomme. Da han så fik betændelse og feber tænkte han alligevel, at han måtte søge læge før det blev værre, og han ville tage af sted. Men så kunne han ikke få bilen til at køre - han kunne ikke starte den. Der var noget i vejen med den. Så gik far i seng med sin feber.

Helt tilfældigt kom Missionær Andersen, der også var derude igen på det tidspunkt, i tanke om, at han skulle besøge far. Da Andersen kom, lå far i sengen og talte nærmest i vildelse. Andersen var klar over, at han måtte få ham på hospitalet i en fart, for benet var blevet meget betændt. Far forklarede, at han havde prøvet at komme af sted, men bilen ville ikke køre. Derpå satte Andersen sig ind i bilen, og så startede den med det samme. Det skulle åbenbart ikke være sådan, at far skulle nå på hospitalet i tide.

Andersen kørte i fuld fart til St. George Hospitalet i Waltea, hvor de undersøgte far og sagde, at det kunne ikke engang nytte at sætte benet af, det var kommet for vidt. Så far døde efter kort tids ophold på hospitalet.

Og den nat han døde var altså den nat, hvor Heidi og jeg kom cyklende hjem fra det selskab i Lyngby. Jeg tror, at far har tænkt på mig, og jeg på ham. Jeg vidste jo ikke noget om, at han var i Waltea - jeg kunne bare lugte Waltea. Det var en by i Indien, hvor vi såmænd kun havde været igennem engang på en udflugt, og det lå jo mange år tilbage. At jeg skulle komme til at tænke på den by netop den aften, kan jeg ikke tro skyldes andet end tankeoverføring, for jeg tror såmænd ikke jeg har tænkt på Waltea siden vi selv var der.

Men St George Hospitalet lå altså i Waltea, og der døde far.

Jeg har jo aldrig været så svævende som mor, jeg har altid gerne ville have en logisk forklaring på alting, men der er jo så meget i verden, vi ikke forstår eller ved noget om, og det, at far skulle have tænkt på mig, da han lå bevidstløs på hospitalet, det er jo ikke spor usandsynligt. At den tanke så skulle have nået mig i Lyngby, på den anden side af kloden, det bliver jeg nødt til at tro på, og ingen af os kan jo sige, hvad et menneskes tanker kan gøre i en sådan situation, hvor der ikke længere er noget i omgivelserne, der kan holde dem fast.

Det har på en måde glædet mig, siden hen, at hans tanker kunne nå mig, men det betyder vel kun, at jeg var meget på linje med ham. Jeg forstod ham så godt, og han forstod mig.

Men jeg er jo også hans barn.