"Den Ryggesløse"

MUSIK. Fru THALIA vakler ind i en enkelt lyskegle i en outreret og komisk udgave af en Holberg-figur.

FRU THALIA:
(parleret, over musik)
Tillad at jeg forestiller min person for jer:
Jeg er en af muserne, De ved, som der er ni af
Under mig sorterer al komedie, der er
Jeg er nemlig muse nr. otte, Fru Thalia.

Men desværre - aftnens emne maner ej til smil
Hverken landet eller manden hører blandt de store
Han kan kaldes prøvestenen for komediens stil:
kan man le ad Holberg, så vil alt i verden more.

Nå - jeg glemmer gerne alt personligt nag i kvæld
Andre skæbner knytter sig jo og til Holbergs levned,
Alle de acteurer, som er blandt mit klientel -
vi skal se, hvad både de - og så ham Holberg - evned'.

LYS OP. KOR på, som episke tilskuere til et drama anno 16-et-eller-andet.

THALIA:
Året det er 1721, ved De nok
Frederik den fjerde sidder endnu fast på tronen
Franske Montaigu og så hans hofteaterflok
mødes klokken kvart i otte af et kæmpe chok:
Værsgo - her er Frederik medsamt reservekonen.

Montaigu myldrer ind MS med sin familie, for at møde Frederik IV, en komplet idiot behængt med en masse ordner, og hans dronning til venstre hånd. Montaigu snakker med fed accent, som en cirkusklovn.

MONTAIGU:
Så - Marie, under armen - nu kommer han for at ønske os poeille-poeille med forestillingen. Piger, på række; Madeleine, Helene og Sophie. Capion, herover til mig.

FREDERIK IV:
Min kære Montaigu, Madame Montaigu, Capion, frøkener - Vi vil lade jer vide, at Vi synes, det har været en pragtfuld sæson! Vidunderlige stykker, og velspillede.

MONTAIGU:
Vi takker, vi takker, Deres majestæt, og Dronningen -

FREDERIK IV:
Nej, nej, med 'vi' mener jeg kun 'os', altså, vi som i "Vi, Konge af Danmark" - Dronningen kedede sig gudsjammerligt under alle forestillingerne.

VIVI:
Det ved Gud.

MONTAIGU:
Åh.

FREDERIK IV:
Derfor har vi besluttet - vi som i Dronningen og vi selv - at resten af sæsonen skal være opera, denne pragtfulde nye teaterform, hvor det hele skal synges. Vi synes, det ville være rart med lidt forandring - altså vi som i Dronningen og jeg - selvom vi helst ville være fri - altså vi som os i "Vi, kongen af Danmark".

MONTAIGU:
Oui ...Men, Deres majestæt...eh, vi, som i 'hele min familie og jeg selv', er ikke ganske sikre på, at vi kan nå hele den årelange, hårde sangtræning, der fordres, inden næste forestilling, som jo er ... om femten minutter.

FREDERIK IV:
Bare rolig, kære Montpellier, det ved vi - vi, som i Vi Kongen af Danmark - og derfor har vi - Dronningen og vi selv - allerede hyret et tysk ensemble til at erstatte jer for resten af sæsonen.

Den tyske trup kommer ind - damer med horn og mænd med schnurbart.

FREDERIK IV:
(Taler tysk som Ole Michelsen taler engelsk)
Guten heute, geehrte Leute. Wir - das heist, wir, als in "Wir, König von Dänemark und seine Königin" wolte sehr gern ein gesang hören wollen... eh, könten Sie eh, uns .. eh, ein Probe probieren gehören lassen...wollen?

OPERA: Den tyske trup bryder ud i en frygtelig germansk Wagner-larm i en eller anden tolvtone-udgave.

FREDERIK IV:
Er det ikke bare festligt, hva? De kan jo sagtens nå det på femten minutter, De skal slet ikke bekymre Dem om vores underholdning, min kære Montgolfier.

MONTAIGU:
Men, Deres Majestæt, skal vi så ikke spille for Dem ved hoffet mere, jaj mener, aldrig?

FREDERIK IV:
Hm - det ved Vi ikke rigtigt - Vivi, hvad syns Vi?

DRONNING VIVI:
Nej.

FREDERIK IV:
Vi syns nej.

MONTAIGU:
Men så er vi jo arbejdsløse, Deres majestæt ... og jaj har to stakkels døtre, og en kone at brødføde. Og Capion har sig selv og sin unge datter.

FREDERIK IV:
Jamen, i så fald - får De vore bedste ønsker for fremtiden. Med 'vores' mener vi naturligvis -

Han ser på Dronning Vivi, men hun afslår venligt.

FREDERIK IV:
Vores, Kongen af Danmarks. Sie werden sofort singen wollen sollen, eh, neben über unter... ha ha.

Hoffet går ud med tyskerne, der opvarmer stemmer til store, germanske udladninger.

MONTAIGU:
Mes enfant, ma chere femme - vi er på reuven. Det ser sort ud, vores engagement ved hoffet lader til at være løbet ud...

MARIE:
Men, kære mand, vores kontrakt var jo for hele vor levetid...den skulle gælde, til vi dør.

MONTAIGU:
Det gør vi også nu - vi har ingen penge, ingen mad, og snart intet sted at bo.

CAPION:
Fortvivl ikke, mes amis - jaj har sparet op igennem alle årene ved hoffet, jaj har penge.

FRU THALIA:
Capion var egentlig udlært kok, men havde i årevis været Montaigus scenemester.

CAPION:
Oui - i alle de år, jaj nu med stor fornøjelse har trukket tæppet op og ned for jeres muntre, men meningsløse komedier, har jaj haft en dreum, og jaj har sparet op ...600 rigsdaler!

Almen benovelse.

MONTAIGU:
Må jaj se ...

MADELEINE:
Skal de alløsammen bruges på mad?

MADELEINE:
Jaj er frygtelig sulten allørede.

CAPION:
De skal bruges på mad alløsammen, for jaj vil åbne et spisested, her midt i København. Det er min dreum. Af alle de genvordigheder, som skæbnen har budt os frarnskmænd her i Dannemarque, har maden været det værste, n'estce pas? Tænk bare på stuvet kål med kanel -

DE ANDRE:
Uh!

CAPION:
Kogt flæsk -

DE ANDRE:
Ahhh!

CAPION:
Øllebrød!

De andre tuder af væmmelse.

CAPION:
Vi har tænkt at vi ville føre lidt finculture til denne ravnekrog, men vi er begyndt bagfra. Je vouz demande: hvordan kan man nyde Moliere og Marivaux, hvis man netop har rejst sig fra en tallerken havregrød, skyllet ned med nisse-øl?

Samtykkende lyde fra de andre.

CAPION:
Jaj vil begynde en ny kultur-revolution, og jaj vil begynde der, hvor sådan en bør starte: i køkkenet. Nu vil jaj synge om det.

CAPION:
Jaj har købt en lille grund i Lille Grønnegade
hvor jaj nu vil åbne mig et lille fint cuisine
fundamentet til en kulinarisk barrikade
hvor man kun vil spise frarnsk og drikke gallisk vin.

Danskerne skal vænnes af med deres slette vaner
de vil lære ord som "quiche lorraine" og "escargot"
De vil myldre til for at forædle deres ganer
Og gi' fyrstelige drikkepenge, vil jaj tro.

Propperne skal springe fra de fine frarnske drikke
Og bayonnen flyde evig rundt i stærk dijon,
Alt hvad jaj serverer, det skal være magnifique,
og mit lille sted, det vil jaj kalde "Chez Capion".

Alle de franske er på grådens rand ved tanken om al den gode mad, som Capion endnu ikke har lavet.

MONTAIGU
Åh, min kære Capion - hvor er det smukt. Jaj vil ønske for dig, at "Chez Capion" blir til virkelighed.

CAPION:
Men ... I skal alle være med! Marie, du skal være i køkkenet -

MARIE:
Hvor bli'r det sjovt - det har jaj aldrig prøvet.

CAPION:
Du skal vaske op. Jaj laver maden.

MARIE
Eh bien.

CAPION:
Og pigerne, de skal servere ved bordene, og Montaigu - du skal feje krummer af dugen med en lille serviet, når gæsterne går hjem.

MONTAIGU:
Eh - hvad ligger der på grunden til højre for din grund, Capion?

CAPION:
Åh, rien - et nedlagt vaskeri.

MONTAIGU:
Og til venstre?

CAPION:
Heller ingenting.

MONTAIGU:
Men - er der ikke penge nok til at opkøbe det hele?

CAPION:
Åh, det ville blive for stort. Det skal jo bare være et lille intimt spisehus til at begynde med ...

MONTAIGU:
Men vi kunne ..Oui! Mon dieu! Vi kunne bygge et Comediehus! Her, i København, den første offentlige, danske skueplads.

MARIE:
Ah, genial!

CAPION:
Men hvad så med "Chez Capion"?

MONTAIGU:
Skrårt op med "Chez Capion" - vi kunne have vores egen scene, med frarnske stykker - vi vil tjene så mange penge, at du snart kan åbne en restaurationskæde med filial på Kgs. Nytorv, om det skulle være! (kigger på tegningen) Der kunne publikum sidde -

CAPION:
Nej, nej - det er jo mit cuisine! Og min vinkælder -

MARIE:
Det er garderoben, og her kunne scenen så være ...

MADELEINE:
Kunne vi ikke få et vinrødt fortæppe?

SOPHIE:
Med guldblonder.

CAPION:
Åh, merde!

FRU THALIA:
Og så, i hine stjernestund i 1722
Da åbned hele nordens allerførste skueplads
Og på den 19. Januar lod de replikken flyve
i det, som skulle blive Københavns kulturparnas.

Komedien den aften, det var Molieres "L'Avare"
og truppen talte vers og var så overmåde god
Men ...ganske få ku' fransk i den tilskuerskare
Så dette, ak, desværre, det var alt, hvad de forstod:

(Uddrag fra stykket: uforståeligt udenlandsk. Uro blandt publikum)

René Montaigu var dog en handlingens mand
Han gjorde nu det eneste rette at gøre
og hele hans komedie blev oversat sådan
at publikum aftenen efter ku' høre:

Publikum er på vej ud, da aktørerne slår over i dansk.

MONTAIGU (som Harpagon):
"Min søn, er du bekendt med den unge Marianne?"

HELENE (med overskæg, som Cleonte):
"Jaj kender hende godt", (afsides til Elise) - "så godt, som jaj med ære kan."

MADELEINE (som Elise):
"Ak, broder, har Papa mon gættet, du har tænkt at fri?"

HELENE (med overskæg, som Cleonte):
"Jaj tror det ej -"

MONTAIGU (som Harpagon):
"- Min søn, er hun et passende parti?"

HELENE (med overskæg, som Cleonte):
"Hun er i eet og alt så ideel som hun kan være
At ægte Marianne, det er for hvemsomhelst en ære"

MONTAIGU (som Harpagon):
"Dog er nu hendes medgift ikke stor, og det mig plager -"

HELENE (med overskæg, som Cleonte):
" - Papa, man blander ikke kærlighed og pengesager"

MONTAIGU (som Harpagon):
"Just sådan skal det lyde, søn, når man har tænkt at fri
Jaj gifter mig med Marianne på søndag klokken ti"

HELENE (med overskæg, som Cleonte):
Hvad si'r De?

MADELEINE (som Elise):
"Åh, nej nej!"

MONTAIGU (som Harpagon):
"Jaj haver hørt at Marianne
hun foretrækker just en ældre og erfaren mand".

BUK. Beherskede klapsalver. FRU THALIA laver en voxpop blandt publikum. Hun spørger en adelsmand.

FRU THALIA
Jeg laver lige en Voxpop, og jeg starter med adlen, som jo er skolet udi finkulturen. Grev Reventlow - Hvorledes syntes de om stykket?

REVENTLOW:
(meget barnligt stupid)
Det var enormt sjovt.

FRU THALIA:
Syntes De om intrigen?

REVENTLOW:
Jeg ved ikke, hvem det var, men hende, der faldt på numsen, hun var ihvertfald skæg.

FRU THALIA:
Er det ikke Frederik Rostgaard, Kancelliets oversekretær? De sidder jo på kultur-pengekassen - hvad mener De?

ROSTGAARD:
(politiker-pølsesnak)
Jeg synes, det er vigtigt, at man etablerer et kulturhus i København på nuværende tidspunkt.

THALIA:
Og har det fået en god start?

ROSTGAARD:
Ingen kommentarer.

THALIA:
Var forestillingen et væsentligt indslag i en kulturfornyelse?

ROSTGAARD:
Ingen kommentarer. Jeg sov. Ups.

Thalia går over mod Ulsøe, Wegner og Høberg.

THALIA:
Jeg tror, jeg øjner nogle lærde studenter - mine herrer. Hvad syns De?

ULSØE:
Vidunderlig. Pragtfuld. Bedårende.

THALIA:
Komedien mødte altså d'herrers strenge litterære krav?

ULSØE:
Komedien? Jeg taler om den smukke pige, der spillede med.

THALIA:
Aha.

ULSØE:
Vi vil gå ud og hente blomster til den skønne dame ...kom gutter.

THALIA:
Måske skal vi høre pøbelens røst - stykket er jo trods alt skrevet til hele befolkningen.

THALIA henvender sig til en blandt nogle abstinensrystende, lallende vrag i publikum.

THALIA:
Hvad syns du?

TIGGERKÆLLING:
Jeg synes, at komedien var velskrevet og elegant turneret, med vittige allusioner til de sociale forhold i det 18. Århundredes Europa, men at oversættelsen lod noget tilbage at ønske - her var vist tale om et hastearbejde.

TIGGER:
Hvis komediehuset skal have en fremtid i København, bliver de nødt til at engagere nogle oversættere på fuldtid, så de franske aleksandrinere ikke skal lide ved translationen.

TIGGERPIGE:
Eller måske ligefrem hyre nogle forfattere, der kunne skrive originale værker til comediehuset?

TIGGERKÆLLING:
Ja, hvorfor ikke? Vi har brug for at få nogle aktuelle danske, og dog universelle og eksistensielle problemer sat under debat. Kan jeg slå dig for en daler?

THALIA giver en skærv til folket.

THALIA:
Hører De det, Rostgaard - folket vil have en nationalscene med dansk dramatik. Hvad synes De?

ROSTGAARD:
Jeg synes ...øh, at det er vigtigt med dansk dramatik netop nu.

MONTAIGU:
Men hvem skal skrive for os?

ROSTGAARD:
ehh...

THALIA:
Og da var der en, der sagde:

SEKRETÆR:
Med forlov, Hr. Rostgaard - der er netop udkommet et morsomt satirisk værk af en Hans Mikkelsen, brygger udi Kalundborg, som udleverer den ganske befolkning på øen Anholt i et skrift med titlen "Peder Paars". Kunne han ikke adspørges, om han kunne formås til at skrive for dette teater?

ROSTGAARD:
Jo, det kunne vel - vent. Jeg ejer jo Anholt. Har han latterliggjort hele øen, siger De?

SEKRETÆR:
Så ganske og aldeles.

ROSTGAARD:
Indstille ham til dramatiker? Han skal jages af byen med stokkeslag, skal han. Hans Mikkelsen, siger De - jeg vil skrive hans navn ned, så han aldrig mere får sat pennen til papiret. Mikkelsen, er det med to k'er eller ch?

SEKRETÆR:
Jeg formoder, at dette navn kun er et nom-de-plume, et alias, for man kan vel ikke formode, at en simpel brygger skulle gøre sig udi litterære værker.

ROSTGAARD:
Åh, naturligvis. De har ret. Hvad er vel så hans virkelige navn?

THALIA:
Holberg.

ROSTBERG:
Holberg, siger De ... fra Kalundborg.

THALIA:
Vist ikke. Han bor lige herovre i Købmagergade.

ROSTGAARD:
Javeeel. (skriver ned). H-O-L-B-E-R-G - sådan. Nu er han død i dansk kulturliv.

THALIA:
Men hvem vil De da indstille til hæderspladsen som ny dansk dramatiker?

ROSTGAARD:
Jeg ... øh ...

SCHIØLER:
Lad mig dog prøve! Jeg haver studeret det shakespeareanske drama i England og Molieres komedier i Paris. Jeg er academicus udi den finere litteratur, og har just skrevet speciale i Plautii comedier. Min hele hu står til selv at prøve kræfter med comoedieforfatning. Må jeg ikke nok?

ROSTGAARD:
Det lyder fortræffeligt - en belæst og berejst ung mand, på tærsklen til en glorværdig karriere. Jeg skulle mene, at den danske komedie ville være i gode hænder hos Dem. Deres navn?

THALIA (UD)
I som her beskuer dette stykke
Tror måske, at Holberg er hans navn -

SCHIØLER:
Antonius Schiøler, mag. art. Til tjeneste.

ROSTGAARD:
Jeg skriver straks ned ...

THALIA:
Men han var ej født til denne lykke,
og det var en kæmpemæssig skam.

Hvad var sket, hvis Skæbnen havde villet
rejse denne fyr til ærens top?
Hvis det var hans værker, som blev spilled
og man uafladeligt satte op?

Han var nemlig kyndig og beskeden
vidste alt om scenens ædle kunst -

SCHIØLER:
(beskedent)
Nå, det ...

THALIA:
 - Men det var hans lod at fare heden
uden blot en gnist af Skæbnens gunst.

SCHIØLER:
Åh.

THALIA:
Rostgaard bytted' om på tvende navne
denne grumme, skæbnessvangre dag -

ROSTGAARD:
(rækker det forkerte stykke papir til adjudanten)
Ud af byen med ... øh, ham!

THALIA:
Evigt må vi Schiølers stykker savne -
Han blev jaget bort med stokkeslag.

Schiøler og hans værk løb ud i sandet.
Hvad han ku' ha' skrevet vides ej,
og på Kgs. Nytorv skulle landet
aldrig skue Schiølers kontrafej.

SCHIØLERS jages til byporten med stokkeslag fra Rostgaards sekretærer.

THALIA:
Farvel ...

ROSTGAARD:
Det var det - så er retfærdigheden sket fyldest, og han er færdig med at skrive smædevers over Anholt. Send nu straks bud efter, øh ... denne fyr, at han kan gøre stor lykke i den unge danske dramatik. Hm. Nu skal vi altså ha' danske komedier!

THALIA:
Man hos Montaigu panikken mærker
Hvordan ska' familien spille dansk?
Han ved godt han lyder som en ...franskmand
hele truppen er jo udenlandsk.

MONTAIGU:
ah, mes amis - havde vi blot et par danske acteurer, som kunne supplere os, - men ak, hvor skal vi dog finde dem? Man har jo aldrig spillet theatre her i landet før. Fru Thalia selv lever her som en kulturpolitisk flygtning på bistandshjælp. Jeg ser vores undergang i øjnene.

MARIE:
Fat mod, Montaigu - vi har før været nede i skidtet, fogeden har hentet vore kostumer, folk har spyttet på os, vi har måttet sælge vore pudler - Fifi og lille Didi -  til videnskabelige forsøg - Men vi er acteurs - vi klarer os altid.

MONTAIGU:
Men denne gang, Marie, gælder det ikke kun os. Vi har sat hele Capions spareskilling over styr. Stakkels Capion - nu får du aldrig dit lille spisested.

CAPION:
Ahr - tænk ikke på det.

MADELEINE:
Se, der er nogle unge mænd med blomster ...

MONTAIGU:
Ah, gratulanter.  Hvor er det sødt af jer - at gratulere med denne vor store triumf, som desværre nok bli'r den sidste ... vi vil tørre jeres blomster til en potpourri, så vi kan glæde os over dem, når vi sidder på fattighuset, glemt af verden...

MONTAIGU har grebet Ulsøes buket, men Ulsøe giver ikke slip.

ULSØE:
Næ, det er til frøkenen, som spillede så bedårende i aftes.

MONTAIGU:
Åh - jamen, så ...

MADELEINE, MADELEINE, og SOPHIE rejser sig forventningsfuldt. Ulsøe går over til Madeleine.

ULSØE:
Værsgo. Jeg øh....jeg...eh...

Madeleine ser forventningsfuldt på den unge mand. Modet svigter Ulsøe og han er ved at dreje om. Wegner og Høberg standser ham.

WEGNER:
Han synes, De er pæn.

HELENE:
Tak.

WEGNER:
Han ville godt sige mere, han havde forberedt en flatterende tale til Dem. Men lige nu -

HELENE:
- svigter modet ham. Quel dommage. Kan De mon huske noget af talen?

WEGNER:
Javist, der var ord som 'bedårende', 'gudinde' og 'hjertenskær'.

Ulsøe mumler noget til Høberg.

HØBERG:
Jeg tror også, han ville fri ...

HELENE:
Den tale ville jeg godt have hørt. De kan måske gi' ham nogle ord tilbage: ah, le mot juste....'kaire' og hmm...

WEGNER:
Hører du, Ulsøe - hun synes, du er kær.

Ulsøe vender sig.

MONTAIGU:
Sig 'ja', Helene  - så er du ude af soupér-dasen.

HELENE:
Men jeg må dog først høre, om han selv kan tale.

WEGNER:
Sig nu noget, for pokker, Ulsøe.

ULSØE:
Mit navn er Nicolai Ulsøe, goddag - Jeg er student ved Københavns universitet udi jura - jeg skal være advokat.

ALLE klapper.

MADELEINE:
De skal være advokat - jamen det er sådan nogle, som taler på andres vegne, just som i vor metier, teatret. Og De - hvad er mon De?

HØBERG:
Jens Høberg - Jeg studerer til præst.

SOPHIE:
Præst! Så skal De kunne tale for le bon dieu - Vorherre. Og De, monsieur?

WEGNER:
Henrik Wegner - jeg læser til politicus.

SOPHIE:
Politiker - så skal De jo være dygtig til at tale ...for Dem selv. Hvilket sammentræf, at tre så veltalende unge herrer kommer her forbi. Måske De kunne overtales til at hjælpe os - vort lille comediehus er i en frygtelig situation -

MADELEINE:
Vi er just ved at begynde dansk theatre, og sådan nogle nette unge herrer skal jo ikke gemmes af vejen bag støvede bøger - de skal op på scenen, hvor alle kan se dem.

HØBERG:
Men vi ved jo intet om at spille komedie...

ULSØE:
Nej - vi er selv kun i færd med at finde ud af virkeligheden...

MADELEINE:
Mais monsieur - når man har set teateret, er virkeligheden noget billigt skidt. Teateret har elegance, charme, bonvivance ...

THALIA:
På korte øjeblikke
ændres ofte livets gang
og der behøves ikke
mere end en kompliment,
sådan ble' Ulsøe snuppet
og inden et kvarter
så ble' hans venner kuppet
på en lignende manér

Thi:
Capion han had' en datter
- for det har de franskmænd jo -
med kæmpestore dyder
helt nøjagtig var der to:
hun sang jo som en lærke (vokalise)
og svæved' som en fé,
og Wegner kunne mærke hans
begejstring hurtigt steg.

På Madeleines bud
Sprang lille Høberg hurtigt på
Og glemte teologi og Gud
Tja - sådan kan det gå.
Hvad vejer alle Biblens ord
mod scenens søde løgne?
Han fandt sit eget englekor
i Madeleines øjne.

PIGERNE:
Hvis du vil brillere i de allerbedste kredse
og ha' skønne damer i din magt
er der tykke bind om strategier, du kan læse,
masser kloge ting du ka' få sagt

men når pigen står der, er du ofte tabt for ord
for du bli'r forlegen og du siger ikke spor.

Sådan går det aldrig, når det hele er teater
alt er lagt til rette for dig her:
hva' du end ska' kunne af besnærende citater
Både af Ovid og Moliere
Så når øjeblikket kommer for en flot replik
smiler du til damen og si'r:

ULSØE:
Øh ....

PIGERNE:
- noget frygt'ligt kvikt!
Alting står i manuskriptet, så vær frisk og glad -
Du ska' bare lære udenad!

Livet sætter grænser og si'r "nej" til mange drømme
lykken er en alt for stakket frist
Du får nederlag og du får grædt i stride strømme
Ingen ta'r sig af om du er trist.

Så når du er modløs og du trænger til lidt trøst
Ka' du ta' revance her, ved fru Thalias bryst -

Vil du ha' medlidenhed, så laver du teater
Hvert et bristet hjerte bli'r en leg
for på scenegulvet får din hjertekval format og
hele salen græder jo med dig.
Hver en sur Jeronimus, der ikke gi'r en døjt
tuder som en pisket nonne, når det går dig sløjt.
Du får masser omsorg i comedien, min ven
aften efter aften om igen!

Og det allerbedste ved comedien er intrigen
som ser til, at intet ender galt
just som det ser sortest ud, så kommer tjenstepigen
med en god idé som klarer alt.

Alle i comedien går det som de har fortjent
Fyren får sin pige og det hele ender pænt

Sådan går det altid, når man ser det på teater,
virkligheden får et frikvarter
Vi ka' kalde det for Fru Thalias distillat af
alt hvad der er bedst i verden her.
Som et sindrigt regnestykke fra Vorherres hånd
får enhver sin egen lykke i comediens ånd,
før vi sender publikum med kunstens konjunktiv
hjem til deres kummerlige liv.

HOLBERG gør sin entré i Grønnegadeteatret.

HOLBERG:
Madame? Jeg er blevet assigneret til at gøre komedie her på Grønnegadeteatret.

MARIE:
Jaj er Madame Montaigu, men De må hellere tale med bestyreren af teatret, mon mari.

HOLBERG:
Han kalder sig Marie? Det bekræfter de ondeste rygter om teaterfolk.

MONTAIGU:
Nej - jaj er hendes mari, hendes ægtemand, Monsieur Montaigu. Og De?

HOLBERG:
Holberg. Ludvig Holberg, og jeg skal lægge fundatsen til et nationalt dansk teater. Jeg har -

THALIA:
Stop! Musik.
Før vi nu går vid're, ska' vi lige ta' og se
lidt på denne Holberg, la' os granske hans CV:
Han er født i Norge, men kom snart til København
Her var tiden gunstig til at skave sig et navn.

Han forfulgte straks en akademisk karriere
og begyndte med at være folkeskolelærer
Hans pædagogik var dog en kende for speciel
han ble' fyret før han banked' børnene ihjel.

HOLBERG:
Hvorledes skulle man ellers lære dem noget?

THALIA:
Derpå tog han så eksamen i teologi -

HOLBERG:
På et år!

THALIA:
Og tog straks på rejse -

HOLBERG:
Til Bruxelles og til Paris

THALIA:
I det udenlandske fik han ført sig vældigt frem
for at kunne vigte sig, når han igen kom hjem.
Alt hvad han fik set, det har han rigeligt beskrevet,
og det meste af det virker skræk'ligt overdrevet

HOLBERG:
Ikke en smule.

Jeg vil derfor henlede opmærksomheden på
Alt det i Europa, som Hr. Holberg ikke så;

Rundtomkring stod europæisk drama fuldt i flor
Men det intressered ikke Ludvig Holberg spor
Ham ku' ingen værker på teateret forføre;
Han ble' på hotellet og begraved' sig i bøger.

HOLBERG:
Jeg havde ikke råd, jeg var på skrabet budget.

THALIA:
Selv når galleriet havde næsten fri entré
så var Holberg intetsteds blandt publikum at se
Vi må konkludere, at han ikke havde tid
fordi drama aldrig intressered' ham en -

MADELEINE:
Men - fru Thalia - vi har ikke andre. Vi kan ikke vælge og vrage. Papa, lad os nu se, om det ikke går an ... De er jo endnu ung, Monsieur Holberg, De kan vel nå at lære et nyt håndværk.

HOLBERG:
Jeg regner mig nu for ganske dannet udi det at skrive. Jeg har begået et værk til brug for Grønnegadeteatret, jeg kalder det "Den Stundesløse". Det handler om en mand, der er stundesløs, således at forstå, at han evigt har travlt, men aldrig får noget fra hånden.

MONTAIGU:
Glimrende, ganske vittigt oplæg.

De andre samtykker, de vil jo så gerne have, at det er godt.

HOLBERG:
Ham kalder jeg Vielgeschrey. Ha ha ha ha.

De andre ved ikke, hvad de skal grine ad.

HOLBERG:
Ja - Vielgeschrey, det er altså et ordspil, som ... nå, det vil publikum nok forstå. Men han kommer altså ind, og så farer han rundt og råber til sine skriverkarle: "skriver I, karle?" ha ha, og det gør de slet ikke, og han får overhovedet ikke nogle forretninger fra hånden, ha ha - nå, men det har jeg jo sagt. Hvad synes I?

MONTAIGU:
Er det hele stykket?

HOLBERG:
Ja, og så er der jo dialogen. Den er frygtelig vittig, om jeg må sige det selv.

WEGNER:
Det bli'r De nok nødt til.

HOLBERG:
Jeg læser her et uddrag af hovedpersonens samtale med skriverkarlene. Vielgeschrey siger til en af skriverne: "Jens Griffel" - ha ha - det er jo et morsomt navn til en skriverkarl, ha ha - nå, men: "Jens Griffel! Læs du op af regnskaberne, du læser tydeligst!"
Og så siger Jens Griffel: "Den 21. Udgivet: 3 rixdaler  - det kan nok være, at Jens Griffel bør have en midtsjællandsk dialekt, det vækker altid latter - (fortsætter med midtsjællandsk accent, som ikke er morsom) 2 mark arbejdsløn for Herrens brune klædning, 4 mark for et par tøfler. for 3 mark fire pund kalvekød, for een mark 4 potter mælk, for 1 mark drikkepenge for de forrådnede pærer, som vi fik til foræring - ha ha - summa lateris, 5 rixdaler 5 mark. For 1 rixdaler et pund caffebønner, hent to skilling i thevand ...

MONTAIGU:
Men, monsieur Holberg - tør jaj spørge, hvad er intrigen i det stykke?

HOLBERG:
Jo - her femten sider længere fremme erfarer vi, at Jens Griffel i virkeligheden har glemt en udgiftspost, og det hele regnskab falder til jorden.

ULSØE:
Det kommer stykket også til.

MONTAIGU:
Ak, Monsieur Holberg, det er ikke nok. Vi kan ikke lade det danske teaters fødsel være to timers regnskab, ikke om så vort hele publikum bestod af revisorer.

HOLBERG:
De mener ikke, at mit drama vil fænge?

MARIE:
Dramaet i den forestilling vil først indtræffe efter tæppefald, når en rasende pøbel ruller os i tjære og fjer og bærer os ud af byen.

MONTAIGU:
Ingen kunne være mere bedreuvet end jaj. Vi ønskede allesammen, at det ville gå, men ak - nu ser jaj, at vi har håbet forgæves. Kære studenter - der bli'r ikke brug for jer i den ruin, som nu er dansk theatre. Red jer selv, mens tid er, og stakkels Capion - dine sparepenge og dit lille spisehus -

CAPION:
Det skal du ikke tænke på.

Nedtrykt musik.

KOR:
Nedtrykt går Holberg mod Købmagergade
hjem til sit ensomme lille logi
for at få trøst i en kop chokolade
og et par bøger om filosofi.

HUSHOLDERSKEN PERNILLE kommer på med aftensmad og chokolade.

HOLBERG:
Tak, Pernille, chokoladen drikker jeg, men gå du kun med maden igen, jeg har ingen appetit.

PERNILLE:
Herren ser mig noget deprimeret ud - gik det ikke vel med komedien?

HOLBERG:
De fandt den slet ikke morsom.

PERNILLE:
Nej, det gjorde jeg heller ikke - ja tilgiv mig, men jeg læste den i eftermiddags, mens Herren sov, og jeg støvede af i vindueskarmen.

HOLBERG:
Hvad fattes dog i den komedie? Jeg har brugt flere timer på den!

PERNILLE:
Der fattes kjærlighed, Hr. Holberg.

HOLBERG:
Åh, det -

PERNILLE:
Se kun, om De kan finde nogen komedie uden kjærlighed, om der ikke i hvert eneste stykke, der er gået over scenen har været en eller anden forliebt person, som publikum kunne føle med.

HOLBERG:
Jeg kender jo næppe en eneste komedie.

PERNILLE:
Ak, det er en stor fejl. La' os nu se - denne Vielgeshrey og hans fem skriverkarle, det er alle de personer, som findes i Deres komedie, ikke sandt?

HOLBERG:
Jo, jeg ville jo nødig overbefolke scenen.

PERNILLE:
Jeg er sikker på, at der nu også er plads til en datter, og til en ung mand, og det vil såmænd kun pynte, hvis de to er forelskede.

HOLBERG:
Tror De virkelig, Pernille?

PERNILLE:
Ja. Men de kan ikke få hinanden, fordi... fordi Vielgeschrey vil ha' sin datter gift med en eller anden kedelig fyr. Ham vil til gengæld den gamle husholderske gerne ha' -

HOLBERG:
Den gamle husholderske?

PERNILLE:
Hende skriver De nemt til - De er jo en uddannet mand. Og så drejer intrigen sig om at få narret Vielgeschrey til at gi' sin datter til den unge mand, og den kedelige fyr til husholdersken.

HOLBERG:
Men dette morads af sindsforvirrede personer - hvordan skulle det kunne more?

PERNILLE:
Just derved, at det handler om kærlighed.

HOLBERG:
Hvad skulle det hjælpe?

PERNILLE:
I ethvert drama må vi have en person, som eftertragter noget, og så må der være noget andet, som forhindrer ham i at få det. Se kun efter hos Dem selv, Holberg, hvad er det, de ønsker mest af alt i livet?

HOLBERG:
Et professorat ved Københavns Universitet.

PERNILLE:
Javel - men det er nok alligevel de færreste som ønsker det. En anden ønsker sig mange penge -

HOLBERG:
Det ku' jeg nu også godt tænke mig.

PERNILLE:
- en tredje ønsker sig et hus på landet, en fjerde en god examen til sommer, og sådan er der en masse ting, som ikke ret vil interessere på en scene, for den som ønsker sig et hus på landet vil gi' fanden i en god examen, og den som har mange penge bryder sig kun lidet om et professorat ved universitetet -

HOLBERG:
Jeg kan ikke længer følge Deres ræsonnement, Pernille - Hvor vil De hen med alt dette?

PERNILLE:
derhen, at - (musik)
Der er eet til fælles for enhver, der trækker vejret
både dyr og mensker her og der:
vi vil gerne elskes og gi'r pokker i besværet
kærligheden er det hele værd.

HOLBERG:
Det ved jeg ikke, om jeg mener.

PERNILLE:
Alle nynner med
på en sang om kærlighed
Lisså længe som vore hjerter slår
vil den altid vare ved,
for denne melodi
finder vi en styrke i
vi ka' klare meget, når blot vi ved
at vi ejer kærlighed.

Og især som publikummer i Comediehuset
Vil vi mindes om, at den er til:
Vi vil mærke hjertebanken og fornemme suset
selv når det' et pjattet syngespil.

HOLBERG:
Det lyder overspændt.

PERNILLE:
Uanset hvad livets sange end må ha' at sige
i den hele store sammenhæng
husk så på, at publikum er også dreng og pige;
Kærlighed er altid vort refræn.

Eva har engang
lært sin Adam samme sang
Og den hele verden må følge trop,
den kan aldrig slides op,
for alt med mening i
går på samme melodi
hvert et øeiblik, der er noget ved
har et strejf af kærlighed.

(Sang slut, folk klapper formodentlig - Pernille indikerer publikum og siger til Holberg).

PERNILLE:
Se selv.

HOLBERG:
Men det drejer sig jo slet og ret om forplantning - jeg vil skrive stykker om fornuft. Det ligger dog i den helt anden ende.

PERNILLE: (går til bogreol og henter bøger)
Så fornuftige bli'r mennesker vist aldrig, at de ganske glemmer kærligheden. Og hvor var vi da også henne, hvis det skulle ske? Men se nu til Deres forgængere i faget, om ikke også de har flettet lidt kærlighed ind. Her er den samlede dramatiske litteratur. Se nu kun, om De ikke kan lure dem kunsten af.

Under KOR: Holbergs kammer forsvinder, med reoler, vindue og det hele. Sidst fjernes Holbergs skrivebord, og Holberg står nu med fem manuskripter i hånden på Grønnegadeteatret.

KOR:
Holberg, hvilket kæmpe værk
har du dog bedrevet.
Hvordan ku du finde tid til
alt, hvad du har skrevet.
Det er ei en simpel sag:
Kunsten at ku' skrive af
Plautus, Shakespeare, Moliere
Lidt fra her og lidt fra der ...
Dog er der i alle ting
altid eet personligt sving
som er helt din eg'n bedrift
Nemlig Holbergs underskrift.

Musik ud - på Grønnegadeteatret; acteurerne læser op af manus;

HØBERG:
"Af dette korte skuespil
see til, at du kan lære,
at der vil meer end støien til
for flittig at passere"

ULSØE:
"Jeg bryder is her, samt i mer,
mig underkaster dommen,
at intet udi verden er
den første gang fuldkommen"

MONTAIGU:
Det er fortræffeligt, monsieur Holberg - fem komedier på ingen tid! Og disse pragtfulde intriger - De er en virkelig dramatiker!

HOLBERG:
Det var jo det, jeg sagde.

MARIE:
Vi troede, De var en vindtør akademiker, men Deres værker har jo både hjerte og sjæl!

HOLBERG:
'Stille vand har dybest grund'.

MONTAIGU:
Kom, mes enfants - vi må straks kopiere disse dramaer ud i manuskripter og gå i gang med at øve! Capion - måske går det hele alligevel, så du kan få dit lille spisested ...

CAPION:
Det skal du ikke tænke på.

ALLE går ud, kun ikke Holberg og Madeleine.

MADELEINE:
Jaj vidste fra første gang, jaj så Dem, at De var en juste poete. En mand med et så fascinerende ydre må rumme en stor sjæl.

HOLBERG:
Jeg takker ærbødigst, mademoiselle Madeleine.

MADELEINE:
Og store sjæle ... tænder mig. Monsieur Holberg - må jaj sige Ludvig?

HOLBERG:
De må sige hvad de lyster.

MADELEINE:
Hvad jaj lyster...De finder det ikke for intimt?

MADELEINE går tættere på Holberg.

HOLBERG:
Jo, forresten...kald mig Hr. Holberg og stil Dem derovre.

MADELEINE:
Mine følelser skræmmer Dem, ikke sandt? Men De skal ikke være bange.

HOLBERG:
Mademoiselle Madeleine - Jeg lever ugift.

MADELEINE:
Det gør jaj også - endnu.

HOLBERG:
Hovedårsagen er, at jeg er alt for delikat og nøjeregnende - huslige sorger og småting, som andre sagtens kan udstå gør mig utålmodig -

MADELEINE:
Ja, utålmodig...?

HOLBERG:
- og desuden hvis jeg skulle agere bejler -

MADELEINE:
Det behøver De ikke med mig...

HOLBERG:
Nej det kan jeg se - så ville jeg oprigtigt erkende alle mine skrøbeligheder, og selvom de ikke er så store...

MADELEINE:
La' os nu se på Deres skrøbeligheder...

HOLBERG:
- så er de dog så mange, at det sagtens kunne afskrække enhver jomfru eller enke fra at sige ja.

MADELEINE:
Jaj er ikke afskrækket ...

HOLBERG:
Kære Mademoiselle, Vi er alt for forskellige ...

MADELEINE:
Er vi det?

HOLBERG:
Ja, for det første er De jo ...

MADELEINE:
En kvinde.

HOLBERG:
Netop, og jeg - øh ...

MADELEINE:
Jaj ser ingen hindring ....

HOLBERG:
Frøken, fat dog, at min hele hu står til bøger ...

MADELEINE:
Kunne De ikke tænke Dem at bladre lidt i mig?

HOLBERG:
Nej!

HOLBERG slår MADELEINE oveni hovedet med en tung bog, så hun dejser om. HOLBERG styrter ud i panik. HØBERG kommer ind.

HØBERG:
Men frøken Madeleine - er De kommet noget til?

MADELEINE:
Jaj er dødeligt såret ... hvorfor er danske mandfolk så besværlige?

HØBERG:
Det er de da heller ikke allesammen ...

MADELEINE:
Men monsieur Holberg - han vil ikke ha' mig, og jaj vil kun ha' ham...

HØBERG:
Det er virkelig trist.

MADELEINE:
Ja, det er det.

HØBERG:
Er De sikker på, at ikke andre kunne interessere?

MADELEINE:
I mænd har det så nemt. Hvis den ene ikke vil, så finder I en anden. Men vi kvinder er gjort af et mere trofast stof. Hvis den, vi elsker, ikke elsker os, så sygner vi hen, visner, midt i vor ungdom, og blomstrer af ...

MADELEINE går ud. HØBERG bliver siddende på scenegulvet og drager et dybt suk.

THALIA:
Pyt om der på vejen var bittesmå tragedier
Vi ser jo det hele langvejs fra
grus i den maskine som gør lystige komedier
det ta'r vi os ingenlunde af. 

(Grønnegade åbner med Den politiske kandestøber.)

MONTAIGU:
Jaj må sige, Monsieur Holberg - denne kandestøber, som sætter sig op imod systemet, og kritiserer det med rette, det er dog et modigt værk.

HOLBERG:
Modigt?

HØBERG:
At vise, at folket har sans for politik og kunne råde bedre end øvrigheden, hvis de fik lov, og at denne brave mand, Herman fra Bremerholmen, som har sat sig grundigt ind i styret af København, til sidst formår at regere bedre end selveste borgmesteren -

ULSØE:
Hele beskrivelsen af folkevældets oprindelse, det forekommer mig at være langt forud for sin tid...

HOLBERG:
Er det, hvad jeg -

WEGNER:
Vi skal helt tilbage til Bystaten i Athen for at finde en lignende redegørelse for demokratiet. Det er modigt af Dem, her midt under enevælden!

HOLBERG:
Jamen, det var jo Pernille, som -

MADELEINE:
Pernille? Hvem er hun?

HOLBERG:
eh ... jeg mener: Per ...eh...nihil obstat imprimatur. Det er latin og betyder: intet må forhindre, at det bli'r trykt, eller i dette tilfælde: bli'r spillet. Hvad jeg skrev, det står jeg ved.

Alle applauderer Holbergs mod. Holberg soler sig i det.

HOLBERG:
Tak. Og i øvrigt er det vel kun pøbelen, som kommer her i teatret, og det vil vel more de lave stakler i et par timer at se alting blive vendt på hovedet ...

FANFARE.

HOFSEKRETÆR:
I må straks gøre jer klar til at modtage Hans Majestæt Frederik IV, og hans Dronning til venstre hånd, Grevinde Vivi, samt Kancelliråd Frederik Rostgaard, dette comediehuus' protektor.

HOLBERG:
Aaaah! Jeg er tilintetgjort! Jeg ulyksalige ... Jeg elendige. Fly mig en æske fyrstikker - vi må brænde comoediehuset ned øieblikkeligt. Kongen og Rostgaard må under ingen omstændigheder se dette stykke! Vi blir hængt, allesammen, og jeg i den høieste galge!

MARIE:
Fat mod, Monsieur Holberg, vi improviserer os bort fra alt, som er anstødeligt -

HØBERG:
Ja - Herman fra Bremerholmen ku' vel lige så godt være fra ...Hamborg! Den danske majestæt tager os det vel knap så ilde op, hvis det hele foregår i Tyskland.

MONTAIGU:
Og slutningen ... la' os se, om vi ikke finder på noget morsomt der også.
Kom, mes amis - nu skal der improviseres, som gjaldt det selve livet.

HOLBERG:
Det gør det!

De laver fælles-hep og styrter ud. HOFFET ankommer med ROSTGAARD og alle.

ROSTGAARD:
Deres Højhed - her er den gode Holberg, som haver gjort aftenens komedie.

FREDERIK:
Vi er ganske fornøiede allerede, min gode Holberg - Vi, som i "Vi kongen af Danmark" - Dronningen er knap så fornøyet - hun gad hellere sidde hjemme på slottet og høre Opera.

HOLBERG:
Deres majestæt, og Deres charmerende maitresse.

FREDERIK (tror Holberg mener hans manchetter)
Nå, er det sådan, de kaldes? Vi fik dem gjort af et par bordskånere.

VIVI:
Lad os gå op og sætte os, Frederik.

FREDERIK:
Strax, min due - nu er det vel et lystigt stykke, De vil lade os se, Hr. Holberg? Dog uden anstødeligheder - Vi holder for, at spas bør være harmløs - min gode mand, De seer jo ligbleg ud - just som hofpoet Scheel, da han afleverede sit satiriske skrift om Ægteskabets Ukrænkelighed til Vivis fødselsdag - det er forresten længe siden, man har set noget til Scheel...

VIVI:
Du lod ham sætte på hjul og stejle, Frederik.

HOLBERG:
Aaarrgh.

FREDERIK:
Nå, men lad os nu gå op - os, som i os selv, min Dronning, Hofgaard og hele rosset...

VIVI:
Rostgaard og hele hoffet.

FREDERIK:
Så sandt, min due.

TÆPPET går. Det har Holberg også lyst til, men han må dog blive. MUSIK.

Skilt med "Bremerholmen, København" streget ud, og "Hamborg" skrevet nedenunder.

SOPHIE: (som Geske)
Er I her, Dagdriver? Det var nok så godt, om I arbejdede Noget, vi døjer under jeres forsømmelighed, og pengene er små...

FREDERIK:
Åh, vi er blandt ringe folk - fornøyeligt. Dem ser vi ikke så meget til i det daglige.

HØBERG (som Herman):
Ti stille -

FREDERIK:
Åh!

HØBERG (som Herman):
- kone! Mener du, jeg går for tidsfordriv? Jeg har ti gange mere arbejd end alle udi huset: I arbejde kun med hænderne, men jeg arbejder med hjernen!

ROSTGAARD:
Ha ha! Hvor er det morsomt at høre almuen sige noget sådant!

SOPHIE (som Geske):
I indbilder jer kuns at gøre vigtige ting, det er dog i sig selv ingenting uden Luftkasteller.

FREDERIK:
Var det min kone, skulle hun ikke tale mer end een gang.

VIVI:
Hold nu kæft, Frederik, og lad os se stykket.

HØBERG (som Herman):
For et år eller tre siden havde jeg og pryglet min kone for sådanne ord, men efter den tid har jeg med stort held uddannet mig selv til politicus, jeg - en menigmand - haver dygtiggjort mig selv udi styret af staten, således at jeg -

HOLBERG rasler febrilsk med en knitrepose med franske kartofler for at øverdøve dialogen på scenen.

HOLBERG:
Vil majestæten ikke ha' nogle franske kartofler?

FREDERIK:
Hører det med til comoedien?

VIVI:
Nej, din dosmer. (til Holberg) Stille!

HØBERG (som Herman):
- således at jeg nu regner mig sæl for bedre end øvrigheden. Jeg har nemlig gjort grundige studier udi mange politiske -

HØBERG vender sig for at indikere en reol med mange bind af politiske værker, som MADELEINE (som stuepige) just nu fejer af reolen og erstatter med eet lille tyndt bind.

HØBERG (som Herman):
- eh, udi eet eneste tyndt lille bind (tager bogen) med politiske teser, og nu tyr jeg aldrig til vold som politisk middel.

FREDERIK:
Nå, det kan nu være meget nyttigt.

VIVI:
Sh!

HØBERG (som Herman):
Og af dette eneste, tynde lille bind på ...øh, 10 sider, "Den politiske Nachtisch" mener jeg at være færdiguddannet som politicus.

ROSTGAARD:
Ha ha - netop så komisk er folket, hvor er det godt set af Holberg.

ULSØE kommer ind med brev.

ULSØE:
Brev til kandestøber Herman!

FREDERIK:
Kan folket virklig læse?

VIVI:
Noget bedre end dig.

HØBERG (som Herman):
(læser) Geske, jeg har noget at sige dig, som du aldrig drømte om i din levetid. Jeg er bleven borgmester! Hurra, hurra, hu -

ROSTGAARD og FREDERIK:
Hvaaaad?!!

HØBERG (som Herman):
- raaaa.

ROSTGAARD:
Skal vi forstå denne komedie således, at meningmand blir gjort til øvrighed? Det er jo revolution.

Wegner stikker hovedet ud fra kulissen.

WEGNER:
Nej, nej - Hr. Kancelliråd; Deres majestæt - jeg spiller den virkelige borgmester, som øh...som har sat det hele spil i værk for at vænne denne uformående Herman von Bremerholm- øh, Hamborg, Hamborg, Hamborg! af med sine politiske griller. Ha ha.

ROSTGAARD & FREDERIK:
Åhhhh. Ha ha.

WEGNER:
Jeg går ud igen - jeg kommer først på senere og afslører hele intrigen. Denne Herman skal blive gjort grundigt til nar.

ROSTGAARD & FREDERIK:
Vi ses. Ha ha ha.

WEGNER:
Pst - Høberg! Gør ham mere grotesk! Overdriv!

HØBERG (som Herman):
Håhr, håhr - 'a ska' være boumester, håhr.

HELE HOFFET:
Ha ha ha ha.

Det munder ud i lavkomisk Mester Jakel, hvor Geske jagter Herman rundt på scenen med en kagerulle. Frederik og Rostgaard er ved krepere af latter, men Pøbelkoret rejser sig i forargelse og udvandrer under følgende sang:

PØBELKOR:
Og således går det vidre, mens historien udvikler:
med konservative snuptag fjernes handlingens testikler
Herman Kandestøber ender med at blive rent til grin,
og stå frem for øvrigheden som et upoleret svin.
Ligeledes går det siden Rasmus Berg og stakkels Jeppe:
vil man op hvorfra man kom, bli'r man hængt ud for åbent tæppe
Dengang var det vel nødvendigt, det bli'r Holbergs egen sag -
Men hvo'n fa'n har hans komedier overlevet til idag?

PØBLEN udvandrer. Hoffet stiger ned fra deres loge.

ROSTGAARD:
For dette værk skal De ophøies, Holberg.

HOLBERG:
Nej, nej - ikke galgen!

ROSTGAARD:
Næ - De skal belønnes med et professorat ved universitetet, som De alt længe har efterstræbt.

HOLBERG:
Nej - mener De dette? Åh, tak, tak....

HOLBERG kaster sig ned og kysser Rostgaards og majestætens fødder. FRU THALIA tager et snapshot på sit polaroidkamera.

FRU THALIA:
Sådan så man ligegodt aldrig Molière...

ROSTGAARD, MAJESTÆTERNE og HOFFET begynder at gå ud.

ROSTGAARD:
Man kan aldrig være forsigtig nok i udnævnelsen af professorer - universitetet skulle jo nødig blive en yngleplads for nye idéer.

FREDERIK:
Næ, uha da. Vi mene det samme - vi som i "Vi, kongen af Danmark", ikke sandt, Vivi?

VIVI:
Klap i, Frederik.

AKTØRERNE kommer ud på scenen, hvor Holberg stadig ligger på knæ.

HØBERG:
Hvad sagde Rostgaard og Kongen?

HOLBERG:
De ku' li det!

ALLE er lettede. Bunkekram, hvor Holberg et kort øjeblik synes forenet med de andre, indtil Wegner, i et anfald af tøjlesløs glæde, flår pudderparykken af dramatikeren og kaster den i luften. Holberg genfinder straks sin paryk og sin værdighed;

HOLBERG:
Men fremover må stykket have just denne skikkelse - det går ikke at ændre, hvad der en gang er spillet. Vi må stå ved, hvad vi haver bedrevet.

MARIE:
Og vore studenter gjorde det godt.

SOPHIE:
I er fuldbefarne aktører lige fra jeres debut.

HELENE:
I har frelst vort teater.

Pigerne falder deres respektive fyre - ULSØE og WEGNER - om halsen. HØBERG kigger langt efter MADELEINE, men hun kigger efter Holberg.

MONTAIGU:
I har en stor fremtid i comediehuset!

MADELEINE:
Det var et langt bedre stykke, De skrev, Hr. Holberg. Det var skade, at vi måtte lave det om.

HOLBERG:
Det får være... (går) Man disputerer ikke med en succes.

Også Madeleine går, og Høberg kigger langt efter hende.

FRU THALIA:
Jeg tror, mit kære publikum, vi slutter Actus Et,
så smut ud og skyl det ned, men kom tilbage her om lidt
De får enden på comedien, hvis De ellers orker mer'
om Hr. Holberg og de andre - skal vi si' om et kvarter?

 ACTUS II

I Holbergs Studerekammer. Pernille kommer rejseklar ind med overtøj og kuffert.

HOLBERG:
Hvad er det, Pernille - overtøjet på i stuen, det sømmer sig aldeles ikke for en husholderske hos en professor ved universitetet. De skal være i liberi, har jeg jo sagt.

PERNILLE:
Holberg - jeg kommer for at sige min stilling op.

HOLBERG:
Hvad er nu det for noget tøjeri - så skal jeg jo ulejliges med at finde en ny hushjælp!

PERNILLE:
Ja, det beklager jeg.

HOLBERG knurrer og begraver sig igen i skriveriet. PERNILLE bliver stående.

HOLBERG:
Ja?!

PERNILLE:
Vil De ikke vide grunden til min opsigelse?

HOLBERG:
De skal vel giftes, om man ikke vidste bedre. De er nok kommen til at tro på al deres egen snak om kærlighed?

PERNILLE:
Ak nej - ham, jeg havde udtænkt mig, han har såmænd aldrig spurgt, men lad nu det ligge. Jeg siger op af ideologiske grunde.

HOLBERG:
Sludder! Hvad skal vel en hushjælp med ideologi - sådanne anliggender må De virkelig overlade til folk med en uddannelse. Hvad er det for en ideologi, De fabler om?

PERNILLE:
Jeg er kommet til at anse mig selv for et langt bedre menneske end De, Hr. Holberg. De er såmænd ikke længere værd, at jeg støver af i Deres vinduskarm.

HOLBERG:
Og sligt skal man høre fra en person med to års skolegang!

PERNILLE:
Man lærte mig dog at læse, og læst, det har jeg. Deres artikel til udgivelsen af comedierne. Jeg kan leve med, at jeg ikke nævnes med et ord som Deres assistent, endsige Deres Muse -

HOLBERG:
Ja, det undslap min ihukommelse, De skal blive nævnt ved andet oplag, ganske som jeg lovede -

PERNILLE:
- men måden hvorpå De vigter Dem og fører Dem frem: "Det er ikke enhvers sag at skrive komedier. I et helt rige vil man næppe finde flere end tre-fire personer, der kan, thi af en comedie-forfatter kræves, at han er filosof, menneskekender, at han kan more og revse på samme tid, og at han i sin fantasi kan forestille sig, hvorledes en komedie vil virke på teatret".

HOLBERG:
Men er det da ikke sandt?

PERNILLE:
De kunne ikke have gjort det uden alle Dem, De ikke nævner med eet ord;  Montaigu, Capion, pigerne eller de stakkels studenter, som dog har investeret både liv og penge i dette foretagende. Hvad har De haft i klemme, Holberg? Heller ikke i deres memoirs -

HOLBERG:
Har De nu også været i mine memoirs?

PERNILLE:
Ja, og forresten synes jeg, at det er en latterlig ting at skrive sine erindringer, når man kun er 39.

HOLBERG:
Jeg har haft lidt kramper over brystet på det sidste.

PERNILLE:
De lever, til De er 70, vær vis på det. Og så dette: "Jeg regner ikke Moliere for nogen god comoedieskriver, da han mangler den kunst at bringe folk til at lee'. Når man tænker på, hvor meget De har skrevet af fra netop Moliere.

HOLBERG:
Just derfor må jeg jo forhindre, at folk læser ham. Det må De da kunne indse, Pernille.

PERNILLE:
Og af den samme grund forpurrede de en opførelse af mester Shakespeares "Trold kan tæmmes"?

HOLBERG:
Uha da, ja - denne komedies første tyve minutter er jo hele min "Jeppe på Bjerget" - hvad ville folk dog ikke tænke, dersom de kom denne nyhed efter? Men De hjalp mig jo selv at skrive af, Pernille - hvem er da De at dømme mig nu?

PERNILLE:
Ja, det må jeg også nok spørge mig selv om - men jeg gjorde alt i den mening at fremme det nationale teater her i landet. Ikke kun for at more jævne folk i deres møjsommelige liv. Næ, jeg tror, at overalt i verden, hvor der sker store ting for små mennesker, der har comoedien del i denne udvikling. Når blot alle kan få et talerør på scenen, så kan ingen uretfærdigheder vare evigt ved. Det var min ideologi, Holberg. Jeg ville lukke comedien ind i Danmark, ikke holde den ude for kun at fremme Dem. De kan ikke være Deres opførsel bekendt, og derfor rejser jeg nu fra Dem.

HOLBERG:
(Blidt, erkendende)
Jeg havde aldrig troet, at De var ...

PERNILLE vender sig mod ham. Vil han sige noget pænt?

HOLBERG:
- så stor en egoist at forlade mig netop, som jeg har mest brug for Dem.

PERNILLE:
Farvel, Holberg.

PERNILLE går ud.

HOLBERG:
Det er ikke til at få ordentlig hjælp i vore dage...
(tænker efter) "ham, jeg havde udtænkt mig, han har såmænd aldrig spurgt" ..."men lad nu det ligge" - nå, det gør vi så.

KOR: (start med s- lyde, som Holberg reagerer på)
S-s-s-syttenhundred-otteogtyve på en onsdag kl. atten
i en kold Oktoberaften tæt ved Vesterport/
gik en unge rundt med tællelys at lede efter katten
oppe på et loft, endskønt han ikke havde spurgt./

UNGE:
Mis, mis?

HOLBERG:
Hvad laver den unge her?

THALIA:
Han er med i stykket.

HOLBERG:
Bevares.

UNGE:
Mis?

MIS:
Mjav...

Tager katten op og går. Glemmer sit tællelys.

UNGE:
Nåhr - sidder du her alene på det mørke, kolde loft?

HOLBERG ser, at ilden får fat.

HOLBERG:
Jam - ?

KOR
Og han fandt sin missekat, men glemte at ta' lyset me' sig
og det tændte loftet, Vesterport og hele by'n /
Branden kom til Købma'rgade, hvor en upåklædt professor
Holberg måtte redde sig - et højst patetisk syn./

HOLBERG samler nogle af sine bøger og løber ud i slåbrok og nathue.

HOLBERG:
Mine bøger, min - nej, ikke Homer - ham får jeg alligevel aldrig læst, men Plutarch og Aristoteles - jer ville jeg dog aldrig overlade til flammerne. Og min egen beskrivelse af Norge og Danmark - åh, det er jo atten bind, skal jeg virkelig tvinges at vælge? Da må Læsøe ryge...

HØBERG, WEGNER og ULSØE kommer til nede på gaden.

HØBERG:
Hr. Holberg! De må skynde Dem ud - hele huset står i lys lue!

HOLBERG:
Hr. Holberg! Jeg har jo sagt, at man skal titulere mig 'professor' for det er jeg - åh, er det jer? Ja, I må komme op og hjælpe mig at bjærge mine børn. Åh, Cicero, hvor kunne jeg glemme dig!

WEGNER:
Har han børn?

HØBERG:
Det er hans bøger, han mener.

ULSØE:
Vil han ha' os ind i en brændende bygning for at bjærge letantændelige bøger?

HØBERG:
De er hans et og alt.

ULSØE:
Hvor akademisk kan man blive?

De løber ind.

HOLBERG:
Her er Ovid og Catul, pas godt på dem, og her er Terentius, og min egen astronomiske afhandling, og Peder Pårs indbundet i lærreds-bind, fordi man ville spare på forlaget.

WEGNER:
Gi' os nu bare lortet på een gang og la' os komme ud.

HOLBERG:
Og dette skal man høre fra studerende!

ULSØE smider bøger fra sig 'på gaden'. MONTAIGU, MARIE, CAPION, HELENE, MADELEINE og SOPHIE kommer til.

MADELEINE:
Monsieur Holberg!

HOLBERG:
Åh, det forrykte fruentimmer!

MADELEINE:
De er frelst fra flammerne! (kaster sig om halsen på Holberg)

HOLBERG:
Ja tak, men ikke for at kvæles af Dem. Anstand selv i katastrofen, om jeg må bede.

MONTAIGU:
Vi er glade for, at De ikke kom noget til.

CAPION:
Oui.

HOLBERG
Ja, Det har I grund til. Hvordan stod sig vel comoediehuset, om jeg gik hen og døde? Åh - se nu Beyles leksikon! Det har fået en rædsom ridse over forsiden - og dette bind har jeg båret gennem hele Europa uden at tilføje det så meget som en kaffeplet!

HØBERG:
Men De slap dog ud med livet i behold...

HOLBERG:
Således taler De, som ikke ænser tingenes værdi. Hvordan ser det ud i Lille Grønnegade?

MARIE:
Comediehuset blev skånet - ilden er standset ved Gothersgade.

HOLBERG:
Godt! Så fortsætter vi som planlagt. Folk har brug for lidt opmuntring nu, og de, hvis huse er brændt, kan vel få tag over hovedet i et par timer - mod entré, naturligvis.

ROSTGAARD, FREDERIK IV og HOFFET ankommer, midt på Købmagergade, hvilket er et vældigt brud på stykkets realisme, men nødvendigt for handlingen.

ROSTGAARD
Holberg! De er just manden, vi leder efter. Vi har et Kongeligt dekret i anledning af branden.

FREDERIK:
Ja - Vi - som i både Kongen af Danmark, hans Dronning til venstre hånd og Kancelliråd Rostgaard - har nu indset, at denne brand er Guds straf over København for stadens ugudelige levned. Vi må øve en bodshandling..

ROSTGAARD:
Vi har haft den samme social-lov i Danmark siden seksten-femten -

HOLBERG:
Kan det passe?

Rostgaard ser på sit ur -

ROSTGAARD:
Ja - nu er den 20.55, og det er på tide at prøve noget nyt.

FREDERIK:
Ja, just: Vi - som i vi, Kongen af Danmark - har besluttet følgende: Vi skal ikke længere tænke, og folk skal ha' det sjovt.

VIVI:
I guder!

FREDERIK:
Har Vi begået en fejl?

VIVI:
Hver gang du trækker vejret.

ROSTGAARD:
ha ha - deres majestæt mener ganske omvendt: Vi skal tænke på folket, og ikke længere ha' det sjovt.

FREDERIK:
Vi synes bestemt, at det var det, vi sagde.

ROSTGAARD:
Konsekvensen af Majestætens dekret er, at der skal ydes meget mere fattighjælp via underholdningskassen. Desuden -

FREDERIK:
Ja, nu kan vi selv: desuden skal julepynt og glögg afskaffes, og komedier med en lystig slutning skal omskrives, så de ender trist.

MONTAIGU:
Men - så er de jo ikke komedier mere...

FREDERIK:
Just, min kære Montblanc.

HOLBERG:
Men...Ehe, Deres Majestæt, er det ikke en kende rigoristisk?

FREDERIK:
Jo. Tak skal De have. Det klarede vi da fint, ikke min sukkerhøne?

VIVI:
Ååååh.

ROSTGAARD:
Hvis nogen vælger at lade komedierne ende muntert, så passerer stykket fra 'kultur' til ' underholdning' og så skal hele overskuddet gå til fattighjælpen. Så har vi fordelt sol og vind lige.

MONTAIGU:
Men - Så har vi ingen penge til honorarer!

ROSTGAARD:
Det vil blive fremtiden for statslige institutioner.

FREDERIK:
Vi håber, at alle er tilfredse med de nye forordninger. Det er nødvendigt, hvis vi skal leve et mere gudsfrygtigt og kristeligt levned. Med "Vi" mener vi naturligvis "den danske befolkning". Hvor skal vi så hen og deklamere fornøjelsesforbud og - beskatning, Rostgaard?

ROSTGAARD:
Bordellet - lige herovre på hjørnet af Krystalgade.

FREDERIK:
Åh, det vækker minder - der lå jo pensionatet, hvor vi mødtes første gang, Vivi.

VIVI:
Idiot.

De går ud.

MONTAIGU:
Ah, komedier, der ender tragisk - ja, De ville nok kunne skrive Dem, monsieur Holberg, men hvem ville gide at se dem? Jaj ser nu for alvor tæppet gå ned for vort lille Theatre.

ULSØE:
Man har dog læst, at sådanne stykker går vel i det store udland....

HOLBERG:
Javist - Corneille og Racine, og i det gamle Grækenland var tragedien just regnet for den fineste teaterform. Man kunne vel forsøge?

MONTAIGU:
(træder tappert i karakter)
Non, monsieur Holberg. Det er ikke sådanne stykker, Montaigu og hans familie spiller. Vi har hele vort liv tilbedt Fru Thalia, og vi svigter hende ikke nu, i modgangens time. Vi vil fortsat spille komedier ...og sulte. (begynder at gå ud)
Ah, mon pauvre Capion! Nu får du nok aldrig dit lille spisested...

CAPION:
Ah, det skal du ikke tænke på...

KOR
Pietismen greb omkring sig disse år for hver en borger
Gud var atter bussemand og fik et højst uheldigt ry;
Endnu en af disse perioder hvor al glæde sover
Kristelig og sort som fanden blev nu hele Kongens by...

THALIA:
Og vore tre studenter måtte stå skoleret på universitetet for deres engagement ved Lille Grønnegades ugudelige teater.

Fru THALIA giver de tre studenter deres studenterhuer på, og scenen transformeres til Konsistoriet ved Kjøbenhavns Universitet.

REKTOR:
Student Ulsøe, student Wegner og Student Høberg - I er indkaldede for Consistoriet, idet vi har haft til drøftelse, om det er sømmeligt for studerende ved Københavns Universitet at spille udi de piattede comedier, som gives til bedste her i byen.

ULSØE:
Højstærede Rektor - vi haver forberedt et responsorium, idet vi haver gransket udi Europæisk Kulturhistorie -

REKTOR:
(ligegyldigt)
Aha.

ULSØE:
- og haver fundet belæg hos Erasmus af Rotterdam, humanismens fader, for vigtigheden af dramatiske færdigheder i den højere uddannelse -

REKTOR:
Er der mere kaffe på kanden, magister Bøgh?

ULSØE:
- eh... hvorfor han lagde grunden til 'commedia erudita' i 1522 med sine colloquia familiaria som netop var genstand for udenadslære af studerende ved universitetet med det sigte -

REKTOR:
Den er blevet kold. Gid dog nogen ville opfinde en thermokande.

ULSØE er standset.

REKTOR:
Gå endelig videre, hvis De har mere at sige.

ULSØE:
 - med det sigte at opøve dem i retorikken.

WEGNER: (tager over)
'Commedia erudita' - eller skolekomedien, som den hedder i oversættelse, blev senere genstand for patronage af store italienske fyrstehuse som Medici og d'Este, og er et vigtigt led i renæssance-kulturen.

REKTOR:
En småkage?

HØBERG:
Nej tak. Vi plæderer, at det just er denne kulturtradition, som vi fører videre, og at comediehuset i Lille Grønnegade er af stor kulturel betydning.

REKTOR:
(til magister Bøgh)
Det ejes af en indvandrerfamilie, ikke sandt?

ULSØE:
Og vi plæderer endvidere, at comediespillet ingenlunde haver sinket vore studier, men derimod optrænet vor hukommelse og skærpet vor forståelse for den grammatiske syntaks.

REKTOR:
Var det alt?

ULSØE:
Ja.

REKTOR:
Jeg beklager, men I må fremføre jeres indlæg igen, når vi er fuldtallige - vi mangler endnu det nyudnævnte consistoriemedlem Professor Holberg - og som I bemærker, har notarius ikke noteret eet eneste ord af hvad I har sagt.

ULSØE:
Skal det hele fremsiges påny?

REKTOR:
Det burde ikke være så vanskeligt for jer - I haver jo skærpet jeres hukommelse ved teatret.

Resten af Consistoriet ler hjerteløst. De bliver dæmpet af Rektor.

HØBERG:
Det manglende medlem er Professor Holberg, siger De?

REKTOR:
Han er just på trapperne. (Til Magister Bøgh) han måtte hentes på sin hjemadresse, idet han foregav at være syg.

HØBERG:
Men Holberg er jo netop forfatteren til flere af vore comedier i Lille Grønnegade.

REKTOR:
Hvilken frækhed! Vil De påstå, at en professor ved Københavns Universitet skulle forfatte folkelige comedier?

HØBERG:
Jamen, det har han - "Jeppe på Bjerget", "Erasmus Montanus", "Den Stundesløse" og "Den vægelsindede" ...

REKTOR:
Jeg sidder her med et bind af bemeldte comedier - De ser vi er forberedte, som det sømmer sig for akademikere - og bindet med comedier bærer tydeligt forfatternavnet: "Hans Mikkelsen, Brygger udi Kalundborg".

HØBERG:
Jamen, det er just Professor Holbergs alias.

REKTOR:
Det er injurierende tale, De dér fører, Student Høberg. Jeg advarer Dem.

HØBERG:
Men det er sandt.

REKTOR:
Jeg må desuden oplyse Jer om, at consistoriet har tænkt at stille dette ultimatum: enten at I ophører med at fremture på comediehuset, eller at I afbryder jeres studier ved universitetet. For at gennemføre et sådan forslag, må vi dog være fuldtallige, og HVOR BLI'R PROFESSOR HOLBERG AF?!

MAGISTER BLOMME:
Han kommer just der, Rektor - men han ser rigtignok ikke rask ud.

HOLBERG:
Jeg beklager meget forsinkelsen, men mit helbred tillod ikke, at jeg forlod min seng. Jeg har den frygteligste -

REKTOR:
Ja tak.

HOLBERG:
selv tak.

ULSØE:
Det var godt, De kom, professor Holberg. Man vil ekskludere os fra Universitetet.

REKTOR:
De unge mennesker lader til at kende Dem, Holberg?

HOLBERG:
Jeg haver truffet Dem i auditoriet til mine forelæsninger.

REKTOR:
Godt. Jeg råder Dem til at disengagere Dem fra slige bekendtskaber. Disse studenter har udlagt Dem som forfatter til comoedierne.

HOLBERG:
Comoedierne?

REKTOR:
Ja. "Den vægelsindede" ...og flere andre. Jeg husker ikke ret, hvad de hed.

HOLBERG:
Jeg må le. Ha ha. Skulle jeg, en respektabel person, gøre comoedier til almuens moro? Jeg forkaster det ganske.

REKTOR:
Så er den sag afgjort. En professor ved universitetet vil næppe ofre sin gode anseelse blandt jævnbyrdige ved at tale usandt. Og nu, Holberg - holder De, som resten af consistoriet for, at studenterne bør ophøre ved teatret, dersom de fortsat ønsker at studere?

HOLBERG:
Ja, det ved Gud - man kunne vel ikke forestille sig, at et menneske, som een gang har latterliggjort sig på en scene, og udstillet sig for pøblen, kunne beklæde et hverv, der krævede anseelse og autoritet. Han ville jo ganske have forgjort sin værdighed.

REKTOR:
De mener altså, at dersom studenterne ikke strax fratræder ved Comediehuset, da skal de - ?

HOLBERG:
- sparkes ud fra universitetet?

REKTOR:
Da er Consistoriets beslutning fuldtallig. Jurastuderende Ulsøe, politicus Wegner og teologistuderende Høberg - Hvad svarer I?

ULSØE:
Jeg svarer, at i så tilfælde holder jeg på comedien. Den er måske ikke så indbringende som en embedseksamen, men den er betydelig mere lystig. Hvad siger I?

WEGNER:
Jeg si'r fa'me det samme. Jeg har her i dag fået nok af politik for resten af min levetid.

REKTOR:
Som I behager - og hvad med Dem, Høberg? I skulle jo studere til præst?

HØBERG:
Og det skal jeg stadig. Jeg bøjer mig ikke.

REKTOR:
De vil altså opgive comedien?

HØBERG:
Nej, jeg vil ikke. Jeg er een gang fundet værdig til at studere her ved Københavns universitet, og jeg har på intet tidspunkt vist mig forsømmelig i mine studier. Jeg accepterer ikke Consistoriets beslutning.

REKTOR:
De vil nok finde kold luft omkring Dem i auditoriet fremover, Høberg.

HØBERG:
Det får være. Jeg kan jo læse derhjemme.

REKTOR:
Men eksamen skal De bestå her - og Deres censorer sidder alle i dette Consistorium på livstid. Betænk Dem en sidste gang, Høberg: selv efter Professor Holbergs skrantende udseende at dømme kan dette consistorium vel holde en tyve år endnu.

Dæmpet latter fra consistoriet.

HØBERG:
Jeg holder stadig ved mit ord.

REKTOR:
Nuvel - blot De ved, hvorledes sagen står. Consistoriet er hævet, mine herrer. Tak fordi De mødte op. Og tak for lån. (giver comediebogen tilbage til Holberg)

CONSISTORIET går ud. MADELEINE, SOPHIE og HELENE kommer ind til studenterne.

SOPHIE:
Hvordan gik det derinde?

WEGNER:
Vi fik sagt de høje herrer midt imod -

ULSØE:
I kan tro, vi gav dem tørt på.

Helene og Sophie falder deres fyre om halsen.

HELENE:
Det tænkte vi nok! I er så tapre, alle tre.

ULSØE vender sig og ser, at Madeleine ser meget bedrøvet ud og bremser sig i det, han ville have sagt.

ULSØE:
Det holdt hårdt, for de lod sig ikke sige noget godt om teatret.

SOPHIE:
Men I vidste, hvad I skulle svare Dem?

WEGNER ser, at HØBERG kigger bedrøvet efter MADELEINE.

WEGNER:
Det tør nok siges; Høberg, han nægtede pure at acceptere consistoriets beslutning.

HELENE:
Hvad var det for en beslutning?

ULSØE:
De ville smide os ud, hvis vi blev ved teatret.

HELENE:
Mais non! Og hvad svarede I?

ULSØE:
Jeg kunne aldrig forlade teatret, sålænge du var der, Helene.

HELENE:
Men hvad så?

ULSØE:
Så ... smed de os ud.

HELENE:
Ah, pauvre petit! Det gjorde I for vores skyld?

SOPHIE:
Monsieur Holberg er professor derinde - han skal nok gøre noget for jer.

ULSØE:
Holberg! Jo, han var der godt nok, og jeg skal love for, at han fik gjort noget! Vil I tænke jer, han -

WEGNER har signaleret til ULSØE, at Madeleine lytter, men for sent:

MADELEINE:
Hvad gjorde Monsieur Holberg?

ULSØE:
Han -

HØBERG:
Han gjorde, hvad han kunne, men Rektor lod sig ikke overtale.

MADELEINE:
Ah.

ULSØE:
Og så var det, at Høberg nægtede at bøje sig. Han ville ikke lade sig hundse rundt med. Det var meget tappert, Høberg, meget tappert.

WEGNER:
Ja, du er et mønster for integritet og ukuelighed.

ULSØE:
Den rette studenter-ånd!

(Ulsøe og Wegner er meget demonstrative i deres ros af Høberg, i det håb, at også Madeleine skal finde ham tapper. HELENE, SOPHIE, WEGNER og ULSØE overlader hensynsfuldt scenen til HØBERG og MADELEINE).

HØBERG:
Frk. Madeleine - Det er måske ikke just en lykkelig time at spørge, nu hvor min hele karriere tegner usikkert, men jeg behøver at vide, om jeg kan gøre mig nogen forhåbninger med Dem ... jeg mener, ægteskab.

MADELEINE:
Men kære Høberg - De ved jo, at mit hjerte tilhører monsieur Holberg.

HØBERG:
Javel, men interessen er ikke just så stor fra Professor Holbergs side, som De fortjener.

MADELEINE:
Næ. Det kan De ha' ret i.

HØBERG:
Jeg ville derfor vide - og tilgiv mig min utålmodighed - om De mon tror, at De nogensinde kunne nøjes med det næstbedste, og om det i givet fald ville blive mig?

MADELEINE ser på Høberg.

HØBERG:
... dersom professor Holberg ikke vil ha' Dem.

MADELEINE:
Nej.

HØBERG:
De svarer nej?

MADELEINE:
Ak, Høberg, jaj er vokset op udi komedien, og jaj må dog stadig bevare min tro på at alt vil ende godt. Hvis ikke, vil jaj dø som frøken. Som det er, bør De ikke spilde Deres tid i reserven.

HØBERG:
Så ønsker jeg Dem al mulig lykke, frk. Madeleine, selvom jeg ikke kan bidrage så aktivt dertil, som jeg havde ...(suk) ...drømt om.

MADELEINE:
Tak, Høberg.

MADELEINE går ud KS, Høberg bliver stående på indledningen til KOR, og går så ud DS.

THALIA & KOR:
Høberg kæmped' tappert vidre for sin teologieksamen,
men man lod ham dumpe, uanset hvor hårdt han sled
og til sidst, berøvet både præstekald og hjerterdame
så den lille Høberg ingen grund til at bli' ved ...

HØBERG (i silhouet bag en af skærmene) dumper ned i en galge.

Det var så komedien om de mange tabte eksistenser
som kulturens rettelak forlængst har visket bort.
Sammen med så mange andre skæbner, som vi ikke ænser,
Ene i historiebogen holder Holberg hårdt.

Og i sidste akt af Holbergs tid på livets store scene
finder vi professoren, som just er fyldt halvfjerds
Skrøbelig af ælde og, naturligvis, så helt alene:
Ludvig Holberg synger nu på allersidste vers:

HOLBERG på sit dødsleje: det er en moderne hospitalsstue, og Holberg er tilkoblet en respirator. I baggrunden ses og høres en diode, der angiver hans hjerteslag. Dr. ROSTRUP kommer ind med en alvorsfuld mine.

HOLBERG:
Ak, doktor Rostrup - De har en alvorlig mine. Har De mon slette nyheder?

ROSTRUP:
Ja. Jeg er blevet forbigået til overlægestillingen. Den gik til Dr. Langdal.

HOLBERG:
Det var trist. Men hvad nu mig betræffer -

ROSTRUP:
Åh ja - Dem. Hvordan skal jeg sige det? Jo: det er mig en gåde, at De har holdt så længe.

HOLBERG:
Jeg er den eneste, der er tilbage af 12 søskende. Det kan jeg takke min diæt og et fornuftigt levned for. Jeg ta'r aldrig medicin, når jeg er syg - jeg holder mig blot fra alt, hvad der er skadeligt og la'r naturen råde ...

ROSTRUP:
Javel. Men nu går den ikke længere.

HOLBERG:
Åh. Er der intet, jeg kan gøre?

ROSTRUP:
Ikke andet end at dø. Ha ha. De er jo på life support. Hele Deres liv er sat på 220 volt i stikket derovre i væggen.

HOLBERG:
Ja, det skønner jeg.

ROSTRUP:
Vi har holdt Dem kunstigt i live i mange år, Holberg.

HOLBERG:
Jeg takker for uleiligheden, Dr. Rostrup.

ROSTRUP:
Nå men - pøj-pøj, som I siger i teatret. Der er nogen derude, der godt vil se Dem.

HOLBERG:
Åh - besøgende? Er det nu klogt i min tilstand?

ROSTRUP:
Om De ryger i dag eller i morgen kan vel komme ud på et.

HOLBERG:
Jamen, i så fald - det ganske Kjøbenhavn må vel være ude af sig selv af sorg ved udsigten til at miste deres kulturpatron. Kom endelig ind, men kun een ad gangen!

ROSTRUP:
Der er kun to.

ROSTRUP går ud, ULSØE kommer ind med chokolade og cognac.

HOLBERG:
Næ, men - Ulsøe. Det var dog kært af Dem sådan at komme og besøge mig. Jeg ligger på mit yderste, ved De.

ULSØE:
Jo - og det var jo derfor, at Rostgaard ville sende en af Deres gamle aktører over med en lille erkendtlighed.

HOLBERG:
Rostgaard kommer ikke selv?

ULSØE:
Næ, han har travlt - han skal ha' pudset sin kakkelovn inden vinter. Så vi trak lod ovre i det ny comediehus om hvem, der skulle bringe gaven.

HOLBERG:
Og De vandt?

ULSØE:
Næ, jeg tabte.

HOLBERG:
åh.

ULSØE:
Chokoladen er fra Frk. Madeleine.

HOLBERG:
Hvorledes står det til i det ny comediehus? Har man travlt med prøverne? Jeg har ligget her og tænkt, Ulsøe - mine seks år ved teatret i Lille Grønnegade, det var dog den fornøyeligste tid i mit ganske levned. Jeg skønnede måske ikke på det den gang, for man havde jo så travlt, alt stod evig på gloende pæle, men livet i et comediehuus, med alle de små detaljer, der skal på plads inden premieren ... det var dog den bedste tid.

Her begynder KORET at u-uhe.

HOLBERG:
At være skribent er jo i realiteten ret et ensomt hverv, men som dramatiker, der plejer man omgang med alle disse festlige acteurer, og man ser dem forestille ens værk just som man havde tænkt... javel, måske ikke just sådan, men - hele Teaterliivet, det savner jeg, Ulsøe. Den paniske stemning, med replikker der skal øves, og nerver på, og costumer, og - (til koret)... SÅ HØR DOG OP MED DEN USALIGE LARM! Det er et hospital, ikke en viinstue! Sig mig, Ulsøe - sætter man mon nogle af mine comedier op på det ny comediehus?

ULSØE:
Næ.

HOLBERG:
Nå. Ikke engang "Erasmus Montanus" med hvilken vi fejrede så store triumfer, at vi nær måtte lukke efter 1. akt på grund af publikkens latter?

ULSØE:
Næ.

HOLBERG:
Forunderligt. Hvad med "Jeppe", da? Vi havde dengang overfortegnet i en hel uge.

ULSØE:
Næ. Jeg må videre, Holberg.

HOLBERG:
Javel - vil du være sød at sende den næste ind? Jeg lod mig fortælle, at der var en til derude.

ULSØE ud - musik - FRU THALIA kommer ind.

HOLBERG:
Ak, Thalia! Du var dog alle stunder Qvinden i mit Liiv! Fra den første Færd var du hos mig, og vågede over mine stakkels verselinjer, det følte jeg. Dig skylder jeg alt -

Fru Thalia har flået gaveæsken op og har givet sig til at æde Holbergs chokolade.

HOLBERG:
Nei - ikke dem med Grøn Marzipaan, dem lider jeg så godt, men de små der, med Kandizerede Violer, dem må du nok tage for dig af. Åh, Thalia, du Comoediens tro Vogterinde, hvad vi To dog har gået igjennem af Trængsler. Det er en svær Gjerning at lade verden vide, at det, som de mene at kunne klare sig foruden, just det har de størst Behov - ja tag bare for dig af Cognacen. Den kommer fra Rostgaard, og han har alle tider haft Sparekniiven fremme, når det gjaldt andres velbehag. Og de stakkels Acteurer, som her i Liivet kun duede til at træde op, og heller ei det kunne de - de har dog hjulpen os efter fattig Evne, at vi to kunne lyse op i Eftertiden. Thalia - Så kom du dog at sige mig ret farvel, at vise din gamle, tro Discipel ærbjødighed på hans sidste leje -

Fru Thalia trækker stikket ud til Holbergs life support. Holberg flatliner.  Lys ned. Musik.

 Slut.